[UAFSLUTTET] Sarah

// DENNE HISTORIE VIL IKKE BLIVE SKREVET VIDERE PÅ, DA JEG HAR MISTET MODET OG INITIATIVET TIL DEN! //
Det var sommeren 2014, da jeg første gang mødte Sarah. Hun var køn, brunette, nyuddannet og klassens nye engelsklærer. Min hjerne spillede Trouble på replay hele året. - 3. plads vinder af 'hvem sukker du efter?'-konkurrencen.

26Likes
28Kommentarer
2495Visninger
AA

1. Ⓙ Kapitel 1: Mødet

”Sarah Peterson.” Sådan præsenterede hun sig, mens hun skrev sit navn med blokbogstaver på tavlen ”Og…” Mere nåede hun ikke at sige, før hun blev afbrudt af en skov af hænder. Alle ville stille den nye lærer et spørgsmål. ”Ja?” Hun pegede på Tom som sad mageligt tilbagelænet på sin stol, en ellers ubekvem træstol. Alle andre trak hænderne ned igen, som om de vidste hvad Tom ville spørge om. Det samme spørgsmål, som lå på alles læber.

”Er du vores øøøh… nye engelsklærer eller er du, du ved, vikar?”

Godt så. Det var ikke kun mig hun, Sarah, gjorde nervøs. Tom var ellers så selvsikker, for ikke at tale om sporty. Typen der ikke var bange for noget, eller nogen. Sarah børste hvidt kridtstøv af den ene hånd med en let bevægelse fra den anden hånd og smilede til Tom.

”Det ville jeg have fortalt, hvis jeg havde fået lov til at tale ud,” sagde Sarah nærmest leende. Så jeg forkert eller rødmede Tom? Nej. En rød plamage havde ganske vidst bredt sig på hans bumsede kinder. ”Nå men hvis jeg må forsætte.” Hun så på Tom som forfjamsket nikkede ”Så er jeg jeres nye engelsklærer, 2g.”

Regnen trommede mod ruden. Dråber vidnede om dårligt vejr. Det var sidst i timen, så jeg håbede på, at regnen snart ville stoppe, for ellers skulle jeg gå hjem i regnvejr - og jeg havde selvfølgelig glemt min regnjakke derhjemme. Hvor ville jeg egentlig hen med alt det her? Jo jeg sad helt ude i siden på anden række med et drømmende udtryk i ansigtet. Og sådan havde jeg siddet i lang tid. Helt indtil Sarah afbrød mine dagdrømmerier.

”Jaqline, ikke?, følger du med?” Hun stod pludselig lige foran mit bord med hænderne i siden. Alt jeg kunne sige, var et tøvende ’ja?’.

”Oversætter du så lige sætning 1b for mig?” Hun så ikke just overbevist ud. Jeg sank en klump.

”Blomsterne springer ud i maj,” læste jeg højt, pinligt bevidst om, at de højest sandsynligt lige havde gennemgået den. Alle andre end mig ville kende svaret, så det var nærmest umuligt at sige det rigtigt. The flowers spring in Mai, var det første der dukkede op i mit hoved, så det sagde jeg selvfølgelig højt.

Jeg fik, som sædvanlig, stor ’opbakning’ fra min klasse, som fra det ene sekund til det andet braste i latter. Pinligt! Jeg havde aldrig været særlig god til engelsk, så det var egentlig meget almindeligt, når jeg sagde noget højt. Men for første gang skammede jeg mig over, at jeg ikke havde hørt efter. Sarah lo ikke, som andre lærere før hende havde gjort, men tyssede på de andre. I løbet af forbløffende kort tid havde hun fået stoppet dem alle.

”Prøv at følge med fremover.” var alt hun sagde, inden hun forlod min plads, for at forsætte undervisningen.

Resten af timen gik med at tage notater, og se på den nye frk. Lærer i smug - eyeflames som min veninde Emma senere hen døbte mine blikke. Desuden var det ikke forbudt. Man skal jo se på dem der taler. Det havde mine forældre altid sagt.

Når Sarah fangede mig i det, så smilede hun blot til mig. Hun antog sikker, at jeg blot var en flittig elev, som tog hendes ord til sig.

”Så er vi vidst færdige for i dag.” sagde hun, mens hun skævede til uret, hvilket resulterede i, at alle stormede ud af døren uden at skænke oprydning en tanke. Alle på nær mig. Jeg blev siddende og pakkede roligt sammen - noget alle de andre havde gjort et kvarter før timen var slut.

Jeg havde ikke travlt, bestemt ikke. Jeg gav mig endda til at sætte stole op efter de andre, da blyanter, blok og bog var røget ned i tasken.

Sarah satte også stole op. Typisk nyudannede. Hun bliver klogere, tænkte jeg med en hovedrysten. Samtidig begyndte min hjerne at spille Trouble på replay, for Sarah kom nærmere og nærmere de bagerste rækker, hvor jeg var. Jeg pustede irriteret til en lok blond hår, da den var faldt ned i øjnene på mig. Da arbejdet var gjort henvendte Sarah sig til mig.

”Tak for hjælpen.”

”Ingen årsag,” svarede jeg, hvorefter jeg hankede op i min skuldertaske for at forlade lokalet. Denne bevægelse blev dog afbrudt, da Sarah igen åbnede munden.

”Kan du… jeg mener har du tid til… at vise mig hvor kantinen er?”

”Jeg skal alligevel den vej, så ja, sagtens!” Jeg nikkede. Vi gik i stilhed ud af klassen.

”Det er ikke til at finde rundt herinde,” brød hun stilheden med og kastede det halvlange brune hår om bag skulderen med et let kast med hovedet. Jeg tog mig selv i at stirre, og så ned i gulvet, da jeg svarede.

”Ja det er lidt forvirrende, her er lidt forvirrende.” Vi forsatte ned af trappen mod stueetagen, hvor kantinen lå, småsnakkende om alt og intet. Så kom jeg pludselig i tanke om, at jeg havde lovet at holde Emma med selvskab i regnvejret. Jeg pegede ned af en af de korte gange, som lå på højre hånd, og endte med at pege ind foran Sarah. Hun opdagede det ikke, og gik derfor direkte ind i min hånd med brystet.

”Åh det må du undskylde.” Hun smilede og trådte et skridt tilbage.

”Jeg ville bare sige, at kantinen er den vej.” Jeg nikkede mod førnævnte gang og tilføjede ”Jeg havde glemt, at jeg skulle mødes med Em udenfor.”

”Fair nok.” Hun smilede og nikkede let ”Vi ses i morgen.”

Jeg smilede også, og sagde et vi ses, inden jeg efterlod hende til fordel for regnvejret og Em.

”Hvor har du været?!” halvråbte Emma.

”Jeg hjalp Sarah, you know vores nye engelsklærer, med at sætte stole op.” Jeg dukekde mig ind under halvtaget, og stillede mig til venstre for Emma, for ikke at få røg i hovedet. Det fik jeg dog alligevel. Jeg viftede mig for næsen, hvilket fik Em til at puste røgen væk fra mig. Jeg smilede taknemligt.

”Din ass kisser,” grinede hun og skubbede til min skulder med sin ’var det for at råde bod på det med den der oversættelsessætning?’-attitude.

”Man må jo gøre et eller andet for at score en god karakter.” Jeg går grinende med på Emma’s forslag, også selvom jeg godt ved, at sandheden er en helt anden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...