Træd ud af mørket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2015
  • Opdateret: 30 jun. 2015
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
102Visninger

1. Nyt kapitel

Hver gang jeg trækker vejret, kan jeg mærke luften mod mine læber, jeg kan mærke hvordan den kolde luft cirkulerer rundt i kroppen på mig, jeg kan mærke hvordan den langsomt får samme

temperatur som resten af min krop, for tilsidst at blande sig med den kolde luft udefra.

"Hvad skete der" jeg tænker over spørgsmålet, ikke hvor det kommer fra, tænker på hvordan jeg havde tvunget min lillesøster op på den sorte pist, hvordan hun havde sagt at hun ikke ville. Jeg kigger på mine hænder og kan næsten mærke stoffet fra hendes skijakke, da jeg gav hende et stort skub, fordi jeg syntes at hun var kedelig. "du er et pattebarn" igen tænker jeg ikke over hvor det kommer fra, kun over at det var det jeg havde sagt til hende, lige inden hendes ski gled ud over kanten på bakken. Hendes skrig skære igennem mine øre, giver genlyd, runger gennem gangene og efterlader en følelse af rædsel og ensomhed.

Tomheden omkring mig ville for nogen virke befriende, men for mig er det som et hårdt tryg mod mit hjerte.

"Hvor er din lillesøster nu" igen var stemmen der, stemmen jeg før troede var inde i mit hoved, men det var den ikke. Som store fede fodspor på min hjerne sidder spørgsmålet om hvor min lillesøster er, jeg ved det virkelig ikke. "Hjæææælp" jeg prøver at råbe efter hjælp, men kulden er trængt helt ind i kroppen på mig, trængt helt ind i min inderste sjæl, ind i mine følelser og tanker, jeg vil ønske at jeg kan råbe højt og tydeligt, men det kan jeg ikke, det bliver mere et grådkvalt og ængsteligt råb om hjælp.

"Anna, Anna kig på mig"

Jeg kan høre en stemme, den kalder på mig, den hvisker mit navn, nej det er mere en vistlen. Jeg forstår ikke hvad den siger, før der er gået lidt tid men det er en rar følelse, en følelse af tryghed og jeg føler mig ikke alene mere.

"Hvorfor gjorde du det?"

"Hvad mener du?"

"Du ved jo godt hvad jeg mener!" Den rare vistlene stemme er gået hen og blevet skarp og kold.

"Hvor er din søster"

Jeg falder, falder ud af det hvide snedække og lander i mørket. Et mørke som for mig, er det værste der kan ske. "Hvorfor er du så led" "hvor er din søster" "hvorfor skubbede du hende" "du tror selv du er sød" "du tror selv du er helt perfekt"

Alle de ting der bliver sagt om mig, får mig kun til at tænke på en ting, at jeg vil tilbage til hulrummet i sneen, det hulrum hvor jeg lå helt alene og uforstyrret, der hvor jeg bare kunne tænke uden at nogen blandede sig. Mørke væsner træder ud fra det endu mørkere tomrum. Deres øjne er sorte og de går på en underlig måde, som om at de det ene øjeblik er levende og det næste øjeblik er døde. De kigger på mig, jager mig og fortære mine inderste følelser og tanker.

"Hold op" siger jeg med min mest målrettet stemme, men de er ligeglade. De fortsætter med deres underlige fakter og stiller mig spørgsmål. "Hvorfor skubbede du din søster" "er du sikker på det ikke er dig, der er et pattebarn"

"Stop så!!!" De sorte væsner kigger forskrækket på mig. De vokser og sluger mig i et hul af fortvivlsomhed. En tinnituslyd skinner igennem det hele og med et er jeg tilbage.

Det var først nu jeg forstod, at lavinen kun var en metafor for det tomrum, jeg havde følt inderst inde. At det hele var en metafor. min lillesøster var en metafor for mit eget barnlige og uvidende jeg, de sorte væsner var en metafor for mine tanker og tinnituslyden en metafor for, at jeg havde

anerkendt mig selv, at jeg havde tilstået alle mine fejl og taget ansvar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...