Hvad kælderen gemte


2Likes
5Kommentarer
329Visninger
AA

1. Mørketiden

Klasselokalet henligger i fuldstændig spændt stilhed, mens alles blikke nervøst er vendt mod den østlige horisont. Skyerne er gyldne, som vidner de om en nært forestående solopgang, men Terra ved bedre. I går havde kun en millimeter af Solen kæmpet sig op over horisonten, og personligt er hun i tvivl om, hvorvidt det ikke bare var ønsketænkning. Men i dag kommer den altså ikke - det burde selv Stella, hendes uhjælpeligt naive søster, kunne regne ud - men alligevel sidder de her, og stirrer på gyldne skyer - håber på et mirakel. Kirkeklokkerne begynder i det fjerne at ringe klokken 12, og spændingen i det lille lokale er næsten fysisk. Selv Terra kan mærke en let strammen i maven. Tænk nu hvis… men nej, klokkerne stopper igen uden, at Solen har vist sig: Vinteren er kommet.

 

Raul skridter ned ad skolens lange hovedkorridor. Aldrig har der før været så stille på denne skole, tænker han med et smil, altså ikke siden sidste vinterstart naturligvis. Det er dog utroligt at folk år på år kan blive ved med, at tage sådan på vej. Det var jo lige så mørkt i går, for gudernes skyld. Ja, hans dag skal i hvert tilfælde ikke ødelægges, og forhåbentlig kan han også muntre de andre en smule op. Han slår klassens blåmalede dør op og kigger ind på en samling overraskede elever. ”Hej,” siger han muntert og nikker over mod Robert. Som traditionen forbyder skal han, Fristads leder, stå for undervisningen på denne Mørkets dag. ”Sæt dig ned.” siger Robert, tydeligt irriteret ”hvis du absolut skal møde op lige i dag, så må du også have den respekt, som det kræver.”

”Naturligvis,” siger Raul fuldstændig upåvirket af Roberts kolde tone, og sætter sig ned på sin plads ved siden af Terra. Hun sender ham et friskt grin, og han mærker glæden brede sig ud fra sit bryst. Hun er selvfølgelig heller ikke påvirket af dagens påbudte stemning. Den pige er og bliver fantastisk.

Da bryder Robert igennem: ”Mørketiden har nu lagt sig over Fristad, og de sorte måneder er i vente. I disse tider er det især vigtigt, at huske, hvorfor vi bor her, hvor kulden hersker og Solen forsvinder gennem hele vinteren.” Hans stemme er kold og formel, men Raul kan se vreden i hans øjne - han har altid kunnet læse folk. ”Er der nogle, som kan fortælle mig dette?”

Terras sivtynde arm ryger i vejret, og Robert giver hende modvilligt tilladelse til at svare.

”Jo, en eller anden fra din familie var dødfornærmet over ikke at være blevet præsident i USA, og skred i protest fra hele den politiske virksomhed, for at skabe sit eget miniland. Men det ville den rigtige præsident ikke have, så BOM!” Hun banker hånden hårdt i bordet og det giver et sæt i hele klassen. Raul må anstrenge sig for ikke at grine. ”Så sprængte han hele stedet i småstykker, men ham den illegale præsident overlevede og flygtede til det nordlige Canada, hvor ingen tager sig af, om man kalder sig præsident eller ej.” Det blik Robert sender hende kunne dræbe: ”Er der nogen andre, som kan give et bedre bud?” Terra læner sig tilbage i stolen og kommer med et irriteret lille udbrud, som ifølge Rauls mening er helt berettiget. Den eneste fejl var, at ”den illegale præsident” ifølge Roberts hoved, nærmere var en vedholdende, frihedskæmpende helt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...