Bibtonen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2015
  • Opdateret: 27 jun. 2015
  • Status: Færdig
Kan had blive til kærlighed? Kan vold blive til forelskelse? Verden er et underligt sted

1Likes
0Kommentarer
155Visninger
AA

1. Tre bæster i en sandkasse

Kender i det, når man sidder og stirrer på sin telefon, og kun lader blikket svinde fra skærmen i den lille cirkel af tid, man har til at blinke, blot i spænding over, at få et lille ubetydeligt, men samtidig livsændrende opkald om, at man eksempelvis har fået et job, vundet en konkurrence osv. ?

Det er nogenlunde min livshistorie - bare i en lidt skarpere drejning. Lad mig være så venlig, at forklare mine enkle små sætninger.

 

I børnehaven var jeg ej den mest artige knægt. Min mave slår knuder, alene på grund af de ødelagte billeder, der har gemt sig under tankerne i mit hoved, og som jeg må fortælle dig nu. For det første kunne jeg godt lide at knuse ting - hjerter, opstillinger, venskaber. Engang gik jeg tilmed så langt, at jeg knuste en af de mere tavse drenge Benjamins ansigt. Han endte med en blodtud og brækket næse. 

En dag gik jeg forbi nogle af de piger, jeg bare ikke kunne udstå. Maria, Cecilia, og Katherine. De legede alle tre i sandkassen, og byggede afskyelige sandslotte, som enhver havde trang til at sparke ind i øjnene på dem. Jeg lod være. Jeg havde lært, at det ikke kunne betale sig at destruere andres opstillinger, da jeg altid endte med et rødt bagparti når jeg blev hentet af min far. Men at betragte de væmmelige bæster, sidde og forme cirkler i det kridhvide sand, gav mig en uophørlig trang til at rive halvdelen af deres kunstige lyse krøller ud fra deres misformede hovedbund. Jeg lod være. Det var først da en lille uskyldig pige, med kulsorte lokker, kom stille gående forbi os alle, og at Katherine havde besluttet sig for at begrave sine beskidte hænder ned i sandet, for derefter at se om sandet kunne svæve ind i øjnene på den lille pige, at lunten blev antændt, og inden længe ramte mig. Jeg gik med voldsomme skridt hen mod Katherine, og knugede mine kluntede børnefingre så dybt ind til mine håndflader, at det begyndte at bløde. Katherine så hen på mig, med sine ækle smalle nervøse blå øjne. Jeg var ligeglad med, om det ville koste mig flere røde mærker. At såre en pige så yndig, som hende Katherine var så modbydelig, at gøre skade på, blev ikke lagt i glemmekassen med et knips. Jeg kunne fornemme, at jeg ville komme i dybe problemer med det, jeg så inderligt brændte for at gøre. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg stod nu foran det særlige væsen "Katherine", som levede hvor man fik smæk, og der, hvor ingen har lyst til at vige deres blik. Der var en vaks stemning i hele sandkassen. Presset lå på mig. Jeg løftede, uden så meget som at tænke over det, min næve, og placerede den med en voldsom fart i ansigtet på Katherine. Alt sammen imens jeg lo. Blod strømmede som var den en flod, fra hendes næse. Jeg var dog ikke tilfreds med resultatet. Jeg skubbede alt min vrede ud gennem mine håndflader, og hen på Katherine. Hun væltede omkuld, lige ned i det sandslot de havde bygget. Jeg satte mig oven på hende, så hun ikke havde nogen chance for at rejse sig op. Med den ene arm holdte jeg hende nede, og med den anden slog jeg hende. Pigebarnet havde ikke tænkt sig, at forholde sig tavs, så jeg besluttede mig for at knuge mine hænder om hendes hals. Jeg trak hende op, og bankede hendes hoved ind mod sandkassens skarpe træ kant. Det er nu det jeg fortryder mest. Hun forholdt sig stille. Endelig, tænkte jeg, og slog videre. En voksen opdagede os, og jeg blev trukket væk fra bæstet. Det var sådan Katherine endte i kørestol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...