Er det et mord, hvis det ikke var med vilje?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2015
  • Opdateret: 24 jun. 2015
  • Status: Færdig
En kort novelle. (Et skoleprojekt) Skov, piger og venskab

2Likes
5Kommentarer
119Visninger
AA

1. Er det et mord, hvis det ikke er med vilje?

Er det et mord, hvis det ikke var med vilje?

 

Jeg sidder og venter på min mor. Har ringet til hende over syv gange. Børn løber stadig frem og tilbage på skolens slidte gange. Jeg rejser mig, gider ikke vente mere, min tålmodighed er ved at løbe ud. Jeg lyner jakken og går ud af døren. Jeg kniber øjnene sammen, den hvide sne blænder mig. Snefnug flyver rundt i luften. Jeg trækker hætten op, og begynder at gå ned af vejen.

 

Mette cykler forbi.

“Ses på mandag!”. Hun vender sig ikke og svarer, hun cykler bare lynhurtigt forbi. Jeg går videre, nøj hvor er det bare koldt, hvorfor skal jeg også gå 11 km for at komme hjem? Sneen tager til, snefnuggene flyver ind i hovedet på mig. Jeg kan se en sort skikkelse komme nærmere, hvad mon det kan være? Jeg hører få stemmer. Jeg prøver at gå lidt frem lydløst, men det er helt umuligt. Sneen knirker hver gang jeg tager et skridt. Da jeg kommer lidt tættere på, kan jeg se at det er Mette. Jeg spidser ører,  jeg prøver at koncentrerer mig om, hvad der sker.

 

“Jeg må se at komme videre”

Mette skal til at sætte sig op på sin cykel, da han tager fast i hendes arm.

“Nej bliv, jeg har noget jeg skal vise dig"

Mette stiger af cyklen igen. Hun virker en smule forvirret. Han tager fat om hendes skulder. Hun ryster afværgende på skuldrene, men han bliver ved med at holde om hendes skulder.  

“Der er lidt slik inde i bilen, du kan hygge dig med på vejen”

Hun lader cyklen stå og sætter sig ind i bilen.

“Hvor skal vi hen?”

“Jeg vil da bare køre dig hjem”

Han smiler skummelt, hans forreste tænder er helt rådne. Lige da hun lukker døren, kan man høre, den bliver låst. Hun banker hårdt på ruden og skriger. Bilen starter og kører afsted.

 

Jeg står stille få sekunder. Mettes cykel står midt i det hele. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre ved den. Mette er ikke typen der snakker så meget. Hun er meget indelukket. Der er ikke rigtig nogen der kender hende. Hun virker altid så hemmelighedsfuld. Jeg beslutter mig for at følge efter hende. Varmen stiger mig til hovedet, det er rigtig varmt at cykle med alt det overtøj på. Jeg pruster som en hest. Sporene bliver mere og mere utydelige jo længere jeg cykler. Til sidst kan jeg ikke se noget for alt sneen. Jeg stiger af cyklen og lægger den inde i kanten af den lille vej. Jeg går i stedet og kigger rundt efter læ. Det eneste der er, er en stor skov. Jeg løber hen mod skoven og sætter mig ned i skovkanten. Jeg når kun lige at sætte mig til rette, da en høj og skinger lyd bryder tavsheden. Jeg farer op. Lyden kommer igen, denne gang kigger jeg efter lyden. Det eneste jeg kan se, er de tykke grantræer, hvor sneen hænger tungt og usikkert.

 

Da jeg har gået lidt rundt, ser jeg kilden til den høje lyd. Bilen, den bil Mette satte sig ind i. Bilalarmen er gået i gang. Jeg kigger rundt, inden jeg nærmer mig bilen. Inde i bilen ser jeg  Mette ligge, hendes makeup er fuldstændig tværet ud. Jeg banker stille på ruden. Hun reagerer slet ikke og jeg flår døren op.

“Mette, Mette vågn op!”

Hun reagerer stadig ikke. Jeg tager fat i hendes arm og prøver at trække hende ud af bilen.

“Stop, rør hende ikke”

Jeg vender mig brat om. Manden med de rådne tænder står højst 3 meter fra mig. Han nærmer sig. Jeg træder et skridt baglæns og Mette ømmer sig.  

“Av, slip mig!”

Jeg slipper Mette øjeblikkeligt. Jeg har åbenbart holdt fast i Mettes arm, samtidig med at jeg gik baglæns. Mette ligger på jorden og ømmer sig. Hun prøver at støtte til jorden, men hun falder sammen hver gang. Manden går hen til Mette og tager fat i hendes arm. Han får hende op at stå.

“Hvem er du?”

Jeg svarer ikke til starte med kigger bare på ham. Jeg prøver at mande mig op. Derfor svarer jeg bare hurtigt.

“Det vedrører ikke dig”

 

Manden kommer nærmere igen. Han rækker ud efter mig, men jeg undgår hans hånd. Han griber ud efter mig igen, denne gang lykkes det ham at få fat på mig. Jeg skriger og sparker og prøver at slippe fri. Han holder hårdt fast om min mave, jeg føler, at luften er ved at blive presset ud af mig.

“Stop, lad hende være!”

Mette går direkte ind foran manden.

“Lad hende være, hun er en af mine veninder”

Var det virkelig det, jeg troede hun sagde, eller sagde hun det faktisk. Hvad skete der lige der? Jeg har aldrig rigtig snakket med hende før. Veninder vil jeg nok ikke kalde os, nærmere bekendte. Alligevel blev jeg glad indeni.

 

“Jeg er da ligeglad med, om hun er din veninde eller ej”

Manden kigger på Mette i stedet for mig.

“Du SKAL slippe hende, jeg skal nok betale de penge, hvis du slipper hende”

Manden kigger lidt usikkert rundt, man kan se, at han tænker. Imens han tænker tager jeg chancen. Jeg sparker. Jeg må have ramt plet, for han slipper mig ihvertfald og knækker fuldstændig sammen. Jeg rejser mig hurtigt og tager fat i Mette og river hende med. Vi løber så hurtigt, vi kan gennem skoven. Jeg kan sagtens finde ud til, hvor cyklen ligger. Da vi kommer hen til cyklen, rejser vi den op i en fart. Jeg sætter mig på sædet, imens tager Mette bagagebæreren. Sneen fyger omkring os, mens jeg cykler så hurtigt jeg kan med Mette bag på. Jeg kan høre en bil bagved os.

"Er det ham?!"

Jeg kan mærke at Mette vrider sig på bagagebæreren, for at kunne se.

"Ja, kan du cykle hurtigere?"

Jeg anstrenger mig virkelig allerede i forvejen. Så at skal øge farten er virkelig hårdt. Bilen kommer nærmere og nærmere. Mette begyndte at skrige. Adrenalinen pumper rundt i kroppen, jeg cykler hurtigere og hurtigere.

“Stop I to, stands”

Vi begyndte at nærme os byen. Jeg træder rigtig hårdt i pedalerne.

 

Cyklen slingrer, jeg mister balancen og styrter. Jeg banker lige ned i jorden med Mette ved siden af mig. Jeg kan se cyklen længere fremme. Den er totalt ødelagt. Mette tager fat i min hånd og trækker mig op. Vi spurter, alt hvad vi kan. Manden er ca. 10 meter bagved, da han råber ud af vinduet.

“Nu har jeg jer!”

Vi hopper på samme tid ned i grøften. Vi når kun lige at klatre op over grøften, da manden kører med fuld smadder ned i grøften. Der lyder et ordentligt brag. Mette og jeg kigger forskrækket hen mod bilen. Airbaggen er pustet op, og det forreste på bilen er fuldstændigt brast sammen og smadret.

“Shit, det var tæt på!”

Jeg ligger på jorden og puster ud, da Mette rejser sig. Mette kigger forsigtigt ind i bilen. Manden sidder helt forkert, det samme gør hans hoved.

“Fuck, manden er død”

Mette vender sig om og kigger forskrækket på mig. Jeg kan ikke tro det til at starte med. Vi har på en måde stået en mand ihjel.

 





 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...