At være klar

Hun bor i et hul og vil væk derfra, men er hun virkelig klar? Tør hun virkelig, når det kommer til stykket?

0Likes
1Kommentarer
162Visninger

1. At være klar

"Det er så svært at tage af sted - indtil man gør det, for så er det det letteste i hele verden."

Den første del vil mine forældre nok nikke genkendende til, fordi at de har siddet fast i det samme hul nærmest hele deres liv. Jeg derimod sidder også fast der, men jeg har til gengæld i sinde at rejse væk herfra. Og det skal være snart. I denne her by er der ikke engang et gymnasium. Jamen seriøst, vi kan da ikke alle sammen blive landmænd, vel? Jeg fatter ikke at alle de voksne regner med, at de unge gider det. Og så at nærmest alle de unge rent faktisk gider det. De gør det i hvert fald.

 

Men inden at jeg får nogen til at tro at menneskerne i denne her by er dumme og trælse, vil jeg nævne Katrine, min veninde. Engang i 1. klasse mødte jeg Katrine, og vi blev veninder. Siden da har vi været sammen. Men dengang var jeg ikke så anderledes fra de andre. Som i dag. Katrine minder på mange måder om de andre, men hun tænker ikke, at jeg er underlig. Hun vil også på landbrugsskolen som sine forældre, men hun forstår mig stadigvæk. 

 

Herude er sommerferien lige startet, og min familie skal som sædvanlig ingenting, fordi at denne her by er så hyggelig. Måske skal vi besøge faster Mie og hendes mand, som bor en halv time herfra. Du prøvede på at komme væk, faster Mie. Point for forsøget. Det var bare ikke lige nok. Når min chance for at rejse væk kommer, så kommer jeg i hvert fald ikke tilbage. Min eventyrtaske er pakket. Et engangskamera, to pakker müeslibarer, en lommelygte og en pude. Min sparegris er helt fuld, og min bankkonto er ikke tom. Jeg er parat. Jeg har ikke haft arbejde hos købmanden siden at jeg var tretten og sparet alle pengene op for at sidde fast her.

 

Problemet er bare mine forældre. De vil ikke have, at jeg skal på gymnasiet. Fordi at når man kommer på gymnasiet, får man en hippiekæreste og hippiebørn, og de vil ikke have børnebørn, som hedder Solskin og Regnbue. Det er nemlig for underligt. Så jeg skal gå på landbrugsskolen efter sommerferien, og det skal jeg bare. Denne by er for underlig. Problemet er bare at jeg stadig er under atten, så jeg kan rent faktisk ikke bare tage af sted, selvom at det var det, som jeg ville.

 

Så jeg trasker gennem vores by med musik i mine ører, hvilket man kan gøre fire gange på en time. Det gør jeg så to timer hver dag, mens jeg dagdrømmer om min fremtid langt væk fra det her skodsted. Jeg har min notesbog med, så når jeg finder på et super godt argument, som jeg kan bruge overfor mine forældre eller jeg finder på en perfekt flugtplan, så skriver jeg det ned. Efter min gåtur har jeg normalt en times tid inden min vagt ved købmanden starter. Min liv går i cirkler. Det er dødsygt. Jeg er ung, mit liv skal handle om at tage chancer og leve livet lidt farligt. Det er nu minderne, som jeg skal fortælle mine børnebørn om skal skabes.

 

Efter min vagt beslutter jeg mig. Jeg skynder mig hjem gennemroder mit værelse, pakker og tjekker bustider. Min eventyrtaske bliver fyldt op med lidt mere. Jeg kan næsten ikke sove af spænding, men det lykkes endelig.

 

Da jeg vågner, springer jeg ud af sengen. Slut med mine vagter ved købmanden og to timers lange gåture. Jeg er klar til ensomme kaffekopper på en kaffebar. Jeg er klar til smukke billeder af nye ting. Jeg er klar til friske oplevelser med nye mennesker. Fremtiden kender jeg ikke til, og måske netop derfor tager jeg af sted. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...