Bag tremmer

Musikken er blevet tavs og det får mig til at tænke. Jeg tror jeg husker oprindelsen af hvert enkelte blå mærke, jeg har på min krop. Martin plejede at gøre det, når mor var på arbejde. Det var ikke så slemt, som det kunne have været. Jeg går altid i lange bukser og hættetrøjer med lange ærmer. Hvis mor ser de blå mærker, flipper hun bare helt ud. Og selvom Martin fortjener straffen, og mere til, ville det ikke være ydmygelsen værd. Martin ville blive konfronteret med det, og så ville han blot have endnu en grund til at se mig som svag. Det vil jeg ikke risikere. Men bare tanken om hans hæslige fjæs og overlegne smil, får det gule bæst til at knurre i mit bryst.

2Likes
0Kommentarer
326Visninger

1. Bag tremmer

Bag tremmer

 

Jeg sætter mig ind og spænder mig. Lader albuen hvile på bildørens armlæn, mens blikket betragter den mørke bygning ud gennem foruden. Den ligner et monster, der rager sig op mellem skyerne. Jeg hører den anden bildør blive smækket i og min tante lader et dybt suk hvisle ud mellem sine skæve fortænder.

- Har du nu husket det hele? spørger hun, med begge hænder på rattet. Jeg trækker åndsfraværende på skuldrene og lader mig synke tilbage på sædet. Hendes hasselfarvede øjne betragter mig skarpt et øjeblik, før hun stikker bilnøglen i låsen.

Motoren starter og den grønne Hyundai triller ud af indkørslen. Jeg finder mine høretelefoner frem og lader John Mayer overdøve bilmotoren, og den raslende lyd fra bagagerummet. Tonight she's out to lose herself. And find a high on Peachtree Street. Landskabet glider forbi, vi kører ud ad byen og hen over landevejene. Min tantes knoer er hvide, som hun knuger om rattet med begge hænder. Jeg mærker hendes blik på mig, som nåle i nakken. Uvilkårligt trækker jeg min sorte hættetrøjes hætte, op over det mørke hår. Det letter på den trykkede stemning, som om stoffet beskytter mig fra min tantes lynende falkeblik.

She comes and goes and comes and goes, like no one can. En musvåge svæver hen over en gul rapsmark. Jeg husker den søde duft af de gule marker og overvejer at rulle vinduet ned. Duften af ren luft og frihed. Hvem ved hvornår jeg dufter frihed igen? Jeg trykker på kontakten til elruden og vinduet lader en brummende vind brage ind i mit ansigt, gennem sprækken. Jeg knuger om min IPod og kaster et blik op mod den blå himmel. Hvornår mon jeg får den at se igen?  Who knows how long, how long, how long, she can go before she burns away.

 

Havde det ikke været for Martin og min uvidende mor, der ikke kan se det dårlige i ham, ville jeg ikke være på vej væk lige nu. Havde de aldrig mødt hinanden ville jeg ikke sidde her, med knuder i maven og svedige håndflader. Men nu sidder jeg her, og ifølge alle andre, er det min egen skyld. På vej til et fængsel. Det fængsel, Martin burde sidde i.

Skolen har aldrig været let for mig. Men niende gik virkelig ned ad bakke. Jeg har aldrig kunnet sidde stille særlig længe, men når hele højre ben er dækket af blå mærker, gør det det ikke nemmere at sidde ned på det kantede stole. Selvom folkeskolen aldrig har været noget at råbe hurra for, kom jeg gennem de hårde år. Jeg spekulerer på om de har fået vasket de sidste blodpletter væk fra gulvet i biologilokalet. Og om Alexanders næse stadig ser lige skæv ud. Han fortjente det, som Martin fortjener samme omgang.

 

Musikken er blevet tavs og det får mig til at tænke. Jeg tror jeg husker oprindelsen af hvert enkelte blå mærke, jeg har på min krop. Martin plejede at gøre det, når mor var på arbejde. Det var ikke så slemt, som det kunne have været. Jeg går altid i lange bukser og hættetrøjer med lange ærmer. Hvis mor ser de blå mærker, flipper hun bare helt ud. Og selvom Martin fortjener straffen, og mere til, ville det ikke være ydmygelsen værd. Martin ville blive konfronteret med det, og så ville han blot have endnu en grund til at se mig som svag. Det vil jeg ikke risikere. Men bare tanken om hans hæslige fjæs og overlegne smil, får det gule bæst til at knurre i mit bryst. Dyret sidder der stadig og slumrer, og sidder altid på spring. Martin er den eneste der kan få dens gule børster til at stritte af raseri, sådan rigtigt. Alexander mønstrede kun at få den til at syde af arrigskab.

 

Mor har opgivet mig. Min far siger, at han og hans nye kæreste Birgitte, har nok i dem selv og kan ikke overskue mig. Min tante mener, at jeg er gammel nok til at klare mig selv – eller burde være det. Hun mener, at der kun er en ting, der kan hjælpe mig ”det sidste skridt ud i verden”. Jeg har nægtet det, prøvet at snige mig udenom, overvejet at pakke mine ting og stikke af, i ly af natten. Men den ene gang, jeg fik taget mig sammen til at pakke mine ting, opdagede hun mig. Jeg husker stadig det blik hun sendte mig. Frustreret og samtidigt opgivende – og næsten lidende, som om det gjorde ondt på hende. Selvfølgelig nyder jeg ikke at se hende sådan, men hun behøver ikke være så bekymret for mig. Hun vil godt have, at jeg bliver voksen og klarer mig selv, men hvordan skal jeg kunne det når hun konstant ser efter mig?

Det var sgu fedt dengang Thomas og jeg rendte ud om aftenen og stjal alkohol. Men det var i syvende, og efter Thomas er flyttet, har alting forandret sig. Jeg ved jo godt, at det var forkert, men jeg føler alligevel ingen samvittighedskvaler.

 

Jeg bliver kastet ud af mine fjerne tanker, da min tante kører over et bump, så hele bilen hopper og det larmer fra bagagerummet. Jeg betragter en bille med hvælvet, grøn ryg, der kravler indvendigt på foruden.

- Er du spændt? lyder det pludseligt fra min tante, uden at hun fjerner blikket fra vejen. Hun sidder stadig og holder om rattet med begge hænder, som om hun er bange for, at bilen er ved at gå fra hinanden. Jeg slår modvilligt hætten af hovedet og kaster et udtryksløst blik på hende. Det er næsten som om, at det udtryksløse blik er min redning, for det sikrer mig, at absolut ingen kan gennemskue, hvad jeg virkelig tænker og føler. Det skjuler min svaghed, så jeg i stedet virker stærk, og måske en smule kold.

- Næh… mumler jeg kort for hovedet med en tonløs stemme, der er helt tom for følelser og stemning – næsten som når man læser op.

- Det bliver da sjovt! Så må du huske at være rigtig imødekommende og smilende! siger min tante entusiastisk og smiler til mig, så hendes ansigt trækkes op i rynkerne. Selvom hun prøver at skjule det, kan jeg godt gennemskue det stramme, sammenbidte smil. Sikke en opmuntring!

Jeg svarer hende ikke, for ærlig talt ved jeg ikke, hvad jeg skal svare hende. Det er alligevel spild af kræfter overhovedet at sige noget, for hun vil ikke kunne forstå det. Jeg taler et fremmedsprog for hende, for mit liv er langt fra som hendes. Hun sidder i timevis og strikker mønstre, med kammermusik i baggrunden, og drikker kamillete. Og hvad gør jeg? Det kan jeg ikke engang selv svare på – vel fordi jeg ikke laver en disse.

 

Min tante fræser hen langs med de sidste landeveje og drejer ind mod byen. Det føles som om vi har kørt i en evighed. Jeg finder min IPhone frem, bukker nakken og scroller ned gennem de utallige opslag på Facebook. Ser den ene video efter den anden, af folk der kommer til skade, på diverse komiske måder. Jeg tøffer ind på min væg og glor et øjeblik på ”Venner”, der står med blåt på hvidt. Tallet ud for bogstaverne, er ikke ligefrem højt. Sølle syvoghalvtreds. Men det er ikke det, der får min hjerne til at knage.

Er venner blot et andet ord for familie? For så overrasker det mig ikke, at jeg ikke har flere ”venner”. Og i så fald, har jeg ikke spor lyst til at have nogen venner, eller få nogen. Den familie jeg har, er mere end rigeligt.

 

Bilen bremser og mit blik farer op. Er vi der allerede? Pludseligt føles det slet ikke som om jeg har siddet i bilen særlig længe – faktisk nærmere som om jeg lige har sat mig ind.

- Så er vi her! siger min tante og smiler endnu et af sine sammenbidte smil. Jeg pakker modstræbende min mobil væk og betragter den grønne bille, der stadig kravler rundt på foruden.

- Nu tager du en dyb indånding og møder de andre elever med åbent sind. Husk at de er mindst lige så bange og nervøse som dig.

Jeg løfter brynene og kigger hen på min tante. Som om jeg er bange! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...