Stol på mig

Teenagepigen Breya mister sin familie i en alder af 14 år, og havner hos en plejefamilie. Ud over de teeange problemer alle har opdager hun, at hun har en speciel evne. Hvad mon det er? Og hvordan kommer det til at gå?

10Likes
10Kommentarer
1706Visninger
AA

1. Kapitel 1

Regnen fulgte rudens vinkel ned, indtil det gled af, for at give plads til nogle flere dråber. Bussens sæder var fugtige efter at have holdt på våde tasker. Og atmosfæren i bussen var klam. De små børn sad nede bag i og råbte ud over hele bussen. De kendte ikke til udtrykket at hviske. Eller at dæmpe sig lidt. Og det værste var, at Breya godt selv vidste, at hun også havde været sådan en gang.

Det var kun onsdag, så der var stadig lang tid til det var weekend. Hun elskede ellers når vejret var sådan om fredagen. Det var så hyggeligt. At komme hjem og være drivendes våd på grund af de tomme tykke stråler, som himlen græd. Så skulle man bare smide tasken og tage en paraply og så gå en lang tur. Så når man kom hjem en halv time senere var man helt kold. Så skulle man bare smide sig på sofaen i nattøj under dynen og placere lillebror på den anden. Så skulle mor lave noget varm kakao og servere det på sofabordet, når filmens lydbølger rungede ud gennem højtalerne.

Men sådan var det ikke den dag. Nu skulle hun bare hjem, have tørt tøj på og så i gang med lektierne. Og fordi det var onsdag, skulle hun også bekymre sig om aftensmaden. Hun vidste aldrig, hvad hun vil lave, før hun stod med hovedet i fryseren og bundfrosne fingre, efter at have vendt indholdet rundt tre gange. Hvor hun så efterfølgende kunne blive sur, fordi der aldrig var noget ordentligt at lave, og så kunne man ende ud med at lave salat og steget noget kød til. Det synes mor var en god idé. Mens far og Mathias forsøgte at blive mæt af kødet. Det skulle være kartofler og sovs. Ellers var det ikke rigtigt mad. De spiste dog altid salaten alligevel. Det blev altid bare sagt for sjov.

Hun rejste sig fra sædet for at gå ned til chaufføren. Hun havde været med så mange år, at han vidste, når hun kom, at hun skulle af på et bestemt sted. Nogle af de irriterende drenge fra klassen sad oppe på det forreste sæde og fniste da hun skulle ud af bussen. Sådan en rigtig fnisen kun piger burde kunne fnise.  Det regnede stadig meget. Men hun skulle jo af, så hun blev nødt til at gå i regnen, og så kunne hun ligne en druknet mus, når hun kom hjem.

Hun åbnede den hvide dør ind til vindfanget. Gulvet var vådt. Breyas forældre var nok kommet hjem. Efter hun havde taget de gennemblødte Adidas sko af, og hængt den våde jakke til tørre, gik hun op på sit værelse og hun smed tasken på gulvet. Hendes bærbar og bøger blev fisket op og smidt på den krøllede dyne. Hendes værelse virkede mørkt, fordi der ikke rigtigt kom noget lys ind gennem det store vindue ud mod haven. Trægulvet føltes koldt. Det gjorde rummet også. Men det gjorde det ikke bedre, at hun havde vådt tøj på. Hun hev den øverste skuffe ud og fandt et par sorte tennissokker. Og efterfølgende et par sorte cowboybukser og en limegrøn striktrøje. Det varmede helt at få skiftet tøj.

En sms lyste telefon skærmen op. Det var fra skolen. De skrev altid hvis der var et eller andet vigtigt. Denne gang var det bare omkring turen i skoven næste dag. Alle de ting de skulle huske. Breya tænkte, hun måske skulle have skaffet et par gummistøvler. Det var ikke noget hun havde i forvejen. Hun ejede kun en regnjakke, som lige var det mindste. Men hvor pokker skulle hun skaffe sådan noget henne til dagen efter? Det havde hun ikke tid til, når hun også skulle have lavet lektier og så aftensmad. Det kunne være hendes mor ville køre i Føtex og købe det til hende i mens, hun skulle lave mad. Det havde hun gjort før, så hvorfor ikke igen?

Hun lod det våde tøj ligge på gulvet, da hun forlod rummet. Hun hoppede nærmest ned ad trapperne og ind i stuen, hvor hendes forældre sad i sofaen. Med et stort smil nærmede hun sig dem. De sad og så tv2 news. Det gjorde de altid om eftermiddagen. Også nyhederne på tv2 klokken 22. Mange syntes det var vigtigt, at vide, hvad der skete omkring i verdenen. Men Breyas forældre var begge samfundsinteresserede. De havde begge tilhørt en ungdomsafdeling af politiske partier. Men stoppede da de blev 18 og ikke havde tid til det mere.

Hun trak vejret dybt, inden hun så gik hen til sofaen. Hendes forældre kiggede op på henne. Hun havde stadig det store smil på. Man skulle tro, at nogen stod bag hende og trak i hendes kinder. Hendes tænder blev nærmest helt tørre. Hun tog sig så sammen og siger: ”Mor?”.  Hendes far var på vej til at rejse sig og gå inden Breyas mor holdt ham tilbage. Det lød ikke som en indledning til en mor-datter snak. Mere et jeg-står-i-sidste-øjeblik-og-mangler-noget-kan-du-kører-25-km-frem-og-tilbage-for-at-hente-det mor. Breya havde brugt det før. Hun var 14 år. Hendes mor havde hørt det nogle gange, og kendte udmærket tonefaldet. ”Mor” forsætter hun så. ”Vi skal i skoven i morgen, og jeg har ingen regnjakke, jeg kan passe og jeg har heller ingen gummistøvler. Har du ikke lyst til at køre mig til Føtex for at købe noget?”

”Hvad så med aftensmaden?” Spurgte hende mor allerede lidt opgivende. Hun vidste, at de nu skulle til at have et skænderi

”Det laver jeg når jeg kommer tilbage” svarede Breya, der nærmest var på vej ud af døren. ”Eller så kunne vi lave en aftale”

”Du har haft flere uger til at skaffe det. Jeg gider ikke køre dig nogen steder hen nu. For så kender du det med at vi bruger en time, og du skal have lavet aftensmad og lektier. Og så hjælper det ikke, at vi er tilbage klokken 18.” Hun trak vejret dybt og forsøgte at fordybe sig i tv’et igen

”Men mor?” svarede Breya tiggende og forsøgte at lave store hunde øjne. Men det virkede vidst ikke

”Nej Breya. Du kan tage bussen” sagde hende mor uden hun overhovedet kiggede på sin datter.

”Men det passer jo ikke med noget som helst” svarede Breya både surt og opgivende.

”Så kunne du have skaffet noget, noget tidligere” svarede hende mor og virkede ligeglad. Hvilket hun ikke var 100% alligevel. For det var mødre aldrig.

”Du fatter intet. I er fat svage begge to. Og nu er det din skyld, at jeg bliver syg, fordi jeg bliver våd og kold i morgen!”. Råbte Breya som svar.

”Snak ordenligt til os” sagde hendes mor. Hun var ikke ordentlig sur. Bare træt af Breya respektløse måde, hun tit snakkede til sine forældre.

”Det bestemmer jeg selv!” råbte hun, mens hun trampede ud af stuen og løb op ad trappen, ind på sit værelse og smækkede døren efter sig. Hun kunne da også bare blive hjemme fra skole, hvis det var sådan. Eller tage ind til de første timer og så hjem når de skulle i skoven. Bare sige, at hun var blevet syg. Hendes lærer ville forstå. Eller hun ville måske forstå. Hun var ligeglad med, at de andre i klassen ville snakke om, at hun tog hjem, fordi hun ikke gad i skoven. De andre tog også bare hjem, når der ikke var noget de gad. De fleste gjorde. Alle undtagen to af pigerne. De var sådan nogle personer, der virkelig forsøgte at være perfekte i skolen. Gode karaktere, ingen fravær og altid aktive i timerne. Breya kunne ikke klare dem. Heller ikke poptøserne i klassen. De skulle slaskes med deres dyre designer tasker i deres arrogante fjæs.

Hun var ret irriteret. Hendes mor havde kørt hende før. Hvorfor ikke igen? Og det var på meget værre tidspunkter. Der var engang, hvor klokken var halv ti om aftenen. Der kørte hun i den lokale Kiwi, som lukkede klokken 23. Og det var noget mindre vigtigt. Det var bare slik til en weekend tur med veninderne. Og det kunne jo bare købes på vejen. Men nej det var meget bedre at køre afsted klokken halv ti om aftenen…

Hun fandt engelsk bogen frem og smed på skrivebordet og efterfølgende kom penalhuset. Hun magtede egentlig ikke. Men hendes engelsklærer vil flippe urimelig meget ud, hvis hun fandt ud af, at Breya ikke havde lavet det. Breya kunne ikke lide hendes engelsklærer. Hun havde aldrig hadet en lærer så meget, som hun hadede hende. Men det var heldigvis sidste år de skulle have hende. Hun gik på pension til ferien. Hun var også sådan en gammel sur kone. Hun skulle aldrig have været lærer. I hvert fald ikke oppe i de ældre klasser. Hun blev altid så glad når de små uskyldige børn fra indskolingen kom. Men når de kom op i fjerde klasse, var de åbenbart ikke så søde mere.

Det var simpelthen så meget tung tekst, der skulle læses og så mange spørgsmål, som skulle besvares. Alle de engelske fag ord, som skulle overstreges, slås op i ordbogen og forklares. Den gamle kone krævede meget af dem. De gik jo alligevel kun i syvende klasse. Men selvom det var rigtigt trælst nu, skulle det nok hjælpe senere. Et eller andet med et stort ordforråd. Det mente Breya i hvert fald konen havde fablet om så mange gange. Men Breya var begyndt at lukke af, hver gang konen snakkede om det. Hun snakkede også meget om eksamen. Men der var jo lang tid til.

Hun nåede ikke længere ind i teksten end 4. ord, inden der var noget hun fattede brik af. Måske skulle hun bare læse det nogle gange. Så kunne hun finde betydningen ud af sammenhænget. Men nu skulle hun stadig forklare ordet på engelsk. Hendes lærer vidste præcis, hvilke ord de fleste i klassen ikke kendte i forvejen. Og det var jo nærmest bare halvdelen af teksten. De kunne ligeså tage en fin gul overstregningstusch og streget hele teksten over. Det var der en, der engang gjorde. Men den gamle kone blev monster sur og mente det var flabet. Folk i klassen fniste også. Men personen, der gjorde det fattede virkelig intet af teksten. Hverken ordenes betydning eller tekstens mening. Han flyttede skole. Og der gik ikke lang tid, så blev hans engelsk forbedret med min 50%.

Hun havde mest lyst til at smide blyanten væk, kaste papiret i en brændeovn mange kilometer væk og så bare skrige. Hun magtede ikke de tunge engelsk lektier, madlavning og tanken og at blive syg, fordi hendes ondsvage mor ikke gad skaffe en regnjakke og et par gummistøvler til hende. Og så kunne hun tilbringe weekenden på at være syg. Men så måtte hun ikke være syg i fred. Der kom altid lige 5000 ting, hun skulle gøre. Så skulle der gøres rent, så fik hendes mor en idé om, at bestemme over, hvornår Breya skulle lave lektier. Så skulle der også lige handles ind, hvor Breya absolut skulle med. Man måtte ikke bare blive under dynen og slappe af. Nej nej. Men når Breyas lillebror Mathias var syg, så skulle Breya være sygeplejeske og servicere ham. Nogle gange fik han dog lidt ondt af hende og tænkte, at han også selv kunne klare tingene. Han ville gerne være lige så stor som Breya og så faktisk også lidt op til hende.

Lige pludselig gik det helt nemt med hendes engelsklektier. Det hele blev simpelthen så nemt. Også selv om hun var så frustreret. Som om en eller anden magisk kraft hjalp hende. Det eneste der kunne ødelægge øjeblikket var forstyrrelser. Hun forstod alle ords betydning, meningen med teksten, og hun var super klar til at analysere ned i mindste deltalje. Men hun manglede lige en side. Hun skulle bare lige overstege og skrive ord i marginen. Men hun nåede kun lige at løfte overstregningstuschen to cm fra bordpladen inden der stod en og bankede en knytnæve mod døren. Der døde Breyas koncentration og fordybelse så. Vredt rejste hun sig fra stolen og trampede over til døren, hvor hun så flåede den op. Uden for stod hendes mor med armene over kors.

”Hvad er der mor?” spurgte Breya mens hun trak vejeret dybt

”Jeg synes ikke det er rimeligt den måde du snakkede til hverken mig eller far” sagde hun med en både rolig og lidt sur stemme ”Det er dig, der skal i skoven i morgen, og du har haft flere måne…”

Hun nåede ikke at snakke færdigt før Breya afbrød: ”Mor skrid hvis du skal stå og sige alt muligt dårligt til mig”

”Breya snak ordentligt” sagde hendes mor bestemt. Men ikke surt

Breya forsøgte at lukke døren. Men hun nåede ikke at lukke den helt inden hendes mor standsede den. Og hun var en smule stærkere end Breya. Døren blev skubbet op igen, og hendes mor trådte ind på værelset. Og lukkede døren efter sig, hvor hun så lænede sig op af den, så Breya ikke kunne åbne den og skubbe hende ud.

”Breya hør” sagde hendes mor roligt. ”Det er ikke min skyld, at du ikke har tænkt over det noget tidligere. Du går stadig kun i syvende klasse og tænker måske ikke altid så langt selv. Men det må du altså begynde at lære. Så det er sidste gang, jeg kører i sidste øjeblik”

Det var jo et godt tilbud. Men hun var midt i engelsk lektier. Men hellere måske lige misse denne ene gang. Hun kunne altid lade være, at komme til engelsk og så bare lyve om, at hun havde sovet over sig. Det kunne jo ske for selv den bedste.

”Okay så” svarede Breya. ”Og mor? Undskyld jeg snakkede sådan til jer før. Men blev simpelthen så sur og stresset for der er så meget uoverskueligt engelsk der skal laves og så er der aftensmaden..”

”Det er i orden” svarede hendes mor og smilede. Breya lukkede døren efter sig, da hun forlod værelset. Afsted i regnvejret igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...