"Bedsteveninder"

Dette er mit bidrag til konkurrencenhttp://www.movellas.com/da/competition/show/201505111242450938/skrivekonkurrence-om-kaerlighed-venskab-og-ulykke
Men dette er ikke fiktion, så det er en erindring som ligger mit hjerte meget nær. Jeg har valgt skrive mulighed to, og vælger at sige at min veninde kom ud for en "ulykke".

4Likes
2Kommentarer
258Visninger
AA

1. "Bedsteveninder"

"Bedste veninder"

Det var vel nok den første uge i syvende, jeg allerede trådte ind over dørtærsklen hjemme hos Cecillie. Stemningen var en smule trykket, og Cecillie sagde, at jeg ikke skulle snakke mere om vores fremtid efter skolen. Jeg rynkede lidt på næsen, men hvis det var sådan, det skulle være. Vi gik op på hendes værelse og snakkede. Emnet bevægede sig over på bedsteveninder. Vi havde begge haft en, men de havde begge vendt ryggen til os. Og allerede fra det øjeblik var vi ”bedsteveninder”. Dengang vidste vi altså ikke, hvad det ord betød, men det kom vi til.

Vi var ”bedsteveninder” i lang tid, vi var nok nærmere gode veninder, men vi kunne godt lide titlen. Bedsteveninder. Og det var da også nærmest som på film. Hver morgen var der en, der kom hen til dig og sagde godmorgen, og man havde altid én at arbejde i gruppe med. Men vores venskab tog en drastisk ændring, da Cecillie fortalte mig en hemmelighed.

 

Vi stod udenfor fysik, og vi var gået lidt forud. Så gik hun helt tæt på mig og sagde: ”Du ved, det her blåmærke jeg har her ved øjet, det er ikke min lillebror Tobias. Det er Peter, min stedfar.” Før jeg kunne nå at sige noget kom vores to venner, Tanja og Marie, og spurgte, hvad vi stod og hviskede om. Jeg slyngede ud, at det var fordi, Cille syntes, det var pinligt at sige, at hun var gået ind i en dør, og at det var derfor, hun havde det blåøje, og ikke på grund af hendes lillebror. Vi stod alle og grinede lidt, og Cecillie takkede mig med øjnene. Jeg bed mig selv i læben, jeg plejer at være rimelig cool når det gælder problemer, men her følte jeg mig lidt på herrens mark.

 

Vi snakkede meget om det, og jeg blev ved med at sige til hende, at vi skulle sige det til Anette, vores klasselærer. Til sidst fik jeg hende overtalt. Vi tog fat i Anette og gik ind i grupperummet. Vi talte meget, og Cecillie begyndte også at græde. Det var første gang, jeg så hende græde, ud over dengang til fodbold hvor hun fik en bold tyret ind i soleplexus. Anette tog billeder, af hendes øje, og bad os blive efter skole. Hvad havde jeg gang i? Jeg laver bare altid drama, det her var noget rod, og det var min skyld, jeg havde jo presset Cecillie til at fortælle det, det ville hun jo egentlig ikke. Cecillie ville nok få kolde fødder, og så vil hun kun tænke på mig, som den der ”sladrede” til læreren, og så er vores venskab nok forbi.

 

Vi satte os ind i et mødelokale, og Anette gik ind på lærerværelset for at finde nogle knækbrød og lidt juice. Jeg sad og prøvede at komme i tanke om, hvad det var jeg egentlig havde planlagt, jeg skulle i dag. Da kom jeg i tanke om Hjalte, min kæreste. Vi skulle have været i biografen. Jeg sendte en hurtig

 

sms og fortalte, at min lillesøster muligvis havde brækket armen. Det var det bedste, jeg lige umiddelbart kunne komme på. Vi grinede lidt over den fjollede sms, og hvor typisk det var, at det lige var os, der var havnet i denne situation. Anette kom tilbage med marsbare og sodavand. Nogle pænt gode knækbrød og juice. Hun sagde, at der nok ikke gik så lang tid, før hende fra socialforvaltningen kom. Vi sad og jokede med hvor sjovt, det kunne være, hvis hun også hed Anette. Det viste sig, at hun rent faktisk hed det.

 

Da mødet var ved at være slut, havde min mor ringet fem gange, men vi havde jo siddet og snakket med hende Anette, og så var der altså ikke lige plads til en mor. Men da mødet var ved at være slut, fik Cecillie at vide, at hun ikke måtte komme hjem indtil videre. Hun skulle nok overnatte på Ehlershjemmet eller noget lignende. Jeg spurgte, om hun ikke bare kunne komme hjem til mig, i stedet for at hun skal ligge helt alene, men det måtte hun ikke. Jeg spurgte, om jeg så ikke måtte komme med, det måtte jeg heller ikke. Jeg sad og tænkte, at nu havde jeg presset Cecillie ind i noget, der var alt for voldsomt.

Anette fra socialforvaltningen gik ud og ringede rundt, jeg benyttede lejligheden til at ringe til min mor, det havde jeg fået lov til. Jeg forklarede hende situationen, og hun forstod. Da Anette kom tilbage, havde hun ændret planer. Cecillie måtte godt, ja nærmest skulle, sove hjemme hos mig den næste uges tid, men kun hvis min forældre sagde ja. Jeg ringede igen, og min mor havde nærmest taget det som en selvfølge, og selvfølgelig skulle Cecillie da sove hos os. Jeg var lettet ved tanken, men det nagede mig alligevel lidt. Hvad skulle vi sige til de andre? Jeg fortrød lidt, men indså at det nok var det bedste. Jeg ville vel ikke have at Cecillie skulle ligge helt alene på et eller andet børnehjem, og tænke på hvordan hun kan ende vores venskab, vel?

 

Det var en lang uge, og jeg indrømmer, at jeg var ved at blive skør i hovedet, fordi min mor var mere Cecillies mor end min. Jeg vidste da godt, at hun havde mere brug for det end mig, men jeg følte mig alligevel overset. Men dagene gik, og Cecillie sov alligevel det meste af tiden. Det værste var dog de nætter, hvor hun begyndte at græde, og jeg ikke anede mine levende råd.

 

Men hele den oplevelse har knyttet Cecillie og jeg sammen. Det kan da godt være, at vi var ”bedsteveninder” før alt det rod, men fra den oplevelse af, har hun mere været en ikke-biologisk søster. Hun siger også jævnligt at min mor er hendes mor. Sådan en ting ville måske have irriteret mig før, men det gør det ikke nu. For jeg ved hun har min ryg, og hun ved at jeg har hendes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...