Karakter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2015
  • Opdateret: 20 jun. 2015
  • Status: Færdig
Oplevelser har jeg nok af. Alligevel var det anderledes. Alt var anderledes. Alt var nyt og specielt og overvældende. Men hvorfor føltes det alligevel som om, jeg havde været her mindst en million gange før?

// Bidrag til Paper Towns Skrivekonkurrencen, valgmulighed 2 //

3Likes
1Kommentarer
287Visninger

1. -

Det er så svært at tage af sted - Indtil man gør det, for så er det det letteste i hele verden.

Det fortalte en indre dæmon mig engang.

Kender du udtrykket "comfort zone"?

Det er, hvad jeg har levet i hele mit 15-årige lange liv. Jeg er sikker på, en del i alle mennesker har levet i den.

Specielt dig.

Du og jeg har dykket ned i historier, universer, karakterer som turde tage springet.

Nu er spørgsmålet: Tør vi gøre det samme?

*     *     *     *     *     *

Når jeg ligger i min lune seng og boltrer mig i Netflixs gigantiske udvalg af film og serier, er jeg ikke længere fysisk tilstedeværende. Jeg er opslugt og overvældet af historierne, karaktererne og stederne. Min hjerne bryder ikke sammen af for mange oplevelser fra virkeligheden, for jeg kender dem allerede. Min hjerne bryder sammen af karaktererne og stederne på skærmen, som er umulige, uvirkelige og uopnåelige.

Netflix er mit tilflugtssted.

Det viser mig de karakterer, der er trådt over den usynlige grænse til det umulige. Karakterer som er mere virkelige i mit hoved, end nogen virkelighed nogensinde kan blive. Kun det i mit hoved er sandt! Men lige gyldigt hvor meget jeg forsøger at smelte sammen med karaktererne og stederne, vil det stadig være umuligt og ugyldigt, for jeg er stadig i den kedelige virkelige virkelighed.

Virkeligheden og det fysiske. Det trygge, det vante, rutinen! Jeg får aldrig succes, når jeg aldrig kan smelte sammen med det umulige, når jeg aldrig kan blive til andet end mig selv, ingen karakter!

Én oplevelse. En gigantisk metalkugle, som smadrede disse forestillinger. Et vendepunkt.

Sidste sommer.

Det rygtedes, at det ville blive en af de varmeste somre, de hidtil havde haft i dele af USA. Derfor var min mor strøget til apoteket for at handle flere bøtter af faktor 50 til min sarte vinterhud. Den danske sommer havde kun stået på i en måned, men havde allerede nippet af de blege hudceller og farvet overfladen lyserød. Jeg forberedte mig allerede på de kommentarer, jeg ville få i starten af august. ”Rød reje”, ”Lyserød panter”, ”Tomathud”, ”Nu matcher du også dit hår”.

Det var en af de mange ting, jeg nåede at spekulere over i den otte timer lange flyvetur til en af Amerikas største byer. New York.

Alle mine sanser trådte i spil. Taxaen lugtede af tørt læder, sved og mild alkohol. Hotellet duftede af nystrøgede jakkesæt, dyr morgenmad og parfumerede tæpper. Time Square stank af sol, arbejde og tøj tilsølet i sved. Jeg var iført min blå blomstrede sommerkjole med de tynde stropper, men selv om det var den mindst klistrende kjole, jeg havde pakket ned i min kuffert, blev jeg offer for den stegende sol. Vi blev alle kogt i én stor sammenblanding af jetlack, sol og mennesker.

En kæmpe gul trold lagde armen om mig og pegede så på min pung. Én dollar viste han med en buttet plastikfinger og lod, som om han tog et billede. Jeg så spørgende på min mor, som gav sig til at rode sin taske igennem for flere amerikanske sedler. Billedet med den gule trold blev alt andet, end jeg havde forestillet mig, men alligevel lo jeg af mit sammensnerpede ansigt og takkede manden i dragten flere gange, før vi bevægede og hen mod næste avenue. Først da jeg var hjemme i København igen, indså jeg, hvor betydningsfuldt billedet var, og hvis jeg på nogen måde kunne takke manden igen, ville jeg fortælle ham, hvor meget det har betydet for mig siden, at han stod op af sengen den morgen og med slid, slæb, måske endda tårer havde hevet dragten på, svedt i stegende hede og taget imod en sølle dollarseddel, for at kunne tage et billede med mig.

Når jeg ligger i min lune, trygge seng med Netflix, som stadig viser mig karaktererne og stederne, som er umulige og uopnåelige og meget bedre end virkeligheden, ser jeg det med nye øjne. Når jeg ser billedet af mit sammensnerpede ansigt, den tykke gule trold, den blå blomstrede sommerkjole og den røde rejehud, kan jeg ikke tro, at det virkelig er mig.

Oplevelser har jeg nok af. Alligevel var det anderledes. Alt var anderledes. Alt var nyt og specielt og overvældende. Men hvorfor føltes det alligevel som om, jeg havde været her mindst en million gange før?

Den danske pige står midt på Time Square. I det øjeblik så jeg ikke længere historierne på afstand, jeg var midt i dem. Jeg var karakteren. Jeg var i byen, hvor historierne fandtes, og hvor det hele før kun var foregået på min flimrende computerskærm.

Jeg var en karakter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...