A bad dream

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2015
  • Opdateret: 17 jun. 2015
  • Status: Igang
Vi kender alle det der men når man møder en person ved en fejl, men den fejl viser sig at være noget der påvirker dig for evigt.
Ps. De siftes til at fortælle så for hvert andet kapitel er det den anden der fortæller

0Likes
0Kommentarer
61Visninger

1. a bad dream

Jeg mærker min kind blive presset mod den kolde asfalt, min syn blev sløret fra tårene der løb ned af kinderne på mig. Han strammede grebet om mine hænder, der var bundet sammen med mit snørebånd. Han rullede mig om på ryggen, jeg kneb øjne sammen og prøvede at skrige. Men jeg kunne ikke få nogle ord ud, for han nåede at putte en af hans beskidte hansker i  min mund. Jeg kunne ikke få vejret og kæmpede for at komme fri. Langsomt kunne jeg mærke hans hånd langsomt køre op af mit lår og ind under min kjole. Jeg vred mig og prøvede at komme fri, men han sad på mine ben så alle mine chancer var blevet meget små. Jeg lukkede øjne og bad til at han snart ville stoppe, det var som den dårlig drøm, jeg kunne mærke hans hænder over det hele på min krop. Pluslig kunne jeg mærke at han blev skubbet af mig, og jeg skyndte mig åbne øjne så jeg kunne se hvad der var sket. Jeg så en høj skikkelse komme hen og sætte sig på hug ved siden af mig, han lage hans hånd på min kind, og fjernede forsigtigt hansken fra min mund. Jeg kravlede forsigtigt lidt til siden, han rejste sig op og kom hen og hjalp mig på benene. Han løsnede snørebåndene, og hjalp på benene. Jeg ømmede mig, og trak forsigtigt kjolen der var havnet oppe omkring hofterne ned. Jeg rettede forsigtigt blikket op mod ham, det var en ung dreng, lidt ældre end mig, men helt brune øjne. Jeg prøvede at tage et skridt frem, men mine ben kunne ikke holde, og jeg faldt, heldigvis greb han mig. "Er du okay" spurgte han, jeg nikkede. Vi gik langsomt hen til hans bil, hvor jeg satte mig på forsædet, imens han kiggede på mine skrammer. Han stoppede ved mine knæ, og hjalp mig over i den anden side af bilen. Mens vi sad i bilen, kiggede han over på mig, han blev ved med at stille spørgsmål. "Hvad hedder du" "Skal jeg køre dig hjem, eller ringe til dine forældre" Jeg rystede på hovedet, "Nej min mor tror jeg sover hos en ven, og helt ærligt er hun ligeglad med mig" sagde jeg træt. "Men øhm hvad hedder min prins i den gamle Volvo så" "Mit navn er Toney" sagde han med et smil på læben "Hvor skal jeg så køre dig hen" Godt spørgsmål, jeg havde faktisk intet sted at tage hen. Jeg vendte mit hoved om og kiggede ham ind i øjne "Som den gentleman du nu er, kunne du passene køre forbi en burgerbar, jeg er ved at dø af sult" Han rettede blikket mod vejen igen, og prøvede at holde et grin inde "Det kan godt være du er døden nær... Men det er nok ikke på grund af sult". Jeg lagde sædet ned, og prøvede at få lidt søvn. Jeg vågnede da Toney løftede mig ud fra bilen og satte mig ned i en kørestol der blev kørt ind på skadestuen. Jeg nåede kun at få et kort blik, da mine øjne blev for tunge og lukkede i. Jeg vågnede igen imens jeg lå i en af hospital sengenene, jeg vendte mig om på siden, så jeg kunne få et bedre overblik over hvor jeg var. Jeg kiggede ned i bunden af sengen, hvor der stod en brun papirs pose. Jeg satte mig op og rakte ud efter posen, den var varm så allerede der kunne jeg gætte hvad der lå i den. Ivrigt rakte jeg hånden ned i posen, og fik fisket en lille burgere pakket ind i hvidt papir op, med et extra lag serviet papir på. Jeg kiggede på papiret hvorpå der stod skrevet med sort spirtusch "Vi skulle jo nødig miste dig". Jeg kæmpede får at holde et glædesskrig inde. Jeg hørte en banken på døren, og skyndte at smide papiret i tasken ved siden af sengen. Det var min mor, jeg smed mig tilbage i sengen med et suk. "Hvem er burgen fra" Spurgte hun nysgerrig. "Det er bare Sabrina der har været forbi", hun blev ved med at kigge på mig. "Mor jeg har det altså fint, hvornår kan jeg komme hjem" hendes blik ændrede sig "Har lægen ikke sagt at du bare kan smutte, kan vi snakke videre der hjemme jeg skal lige mødes med Martin" Jeg sukkede endnu en gang er hun ligeglad, hvordan regner hun med at jeg kommer hjem. "Self... men" før jeg nåede at tale færdig var hun ude af døren. Jeg satte mig forsigtigt op i sengen, trykkede på knappen der tilkaldte sygeplejsken. Hun hjalp mig forsigtigt ud af tøjet, og begyndte at pakke mine ting ned, "Skal jeg ringe efter en taxi eller er der nogen der henter dig"  spurgte hun forsigtigt  "en taxi ville være fint"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...