Min fod sover bare

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2015
  • Opdateret: 16 jun. 2015
  • Status: Færdig
Julie er den eneste, der ikke har fået noget at vide om sin kærestes sygdom, som bliver værre og værre.
*Deltager i konkurrencen kærlighed, venskab og ulykke

0Likes
0Kommentarer
178Visninger
AA

1. Min fod sover bare

Julie nynnede i køkkenet. Der duftede af kage i hele huset og Julius, vores kat, lå i sofaenden og spandt.
Min fod snurrede igen. 
Julie dansede ind gennem dørkarmen med to tallerkner kage i hånden. 
"Smag," sagde hun med et smil og en gaffel søbet i den bløde chokolade. Med gaflen i munden kunne jeg mærke hvordan smagen spredte sig på min tunge. Ville det næste være, at jeg også ville smage blod fra min ene kind når jeg skulle tygge på noget?
"Virkelig god." Jeg kyssede hende med munden fuld af den søde bid. 
Dørhammeren lød fra gangen. 
"Uh så er de her." Hun trissede gennem døråbningen igen. Jeg beundrede hende. Glæden, ubesværet, uvidenheden, tilliden skinnede fra hende lige ned på vores helt normale tilværelse.
Jeg blev siddende i sofaen og ventede på, at vores venner hængte deres jakker op og blev budt indenfor. Glad lænede jeg mig frem og krammede dem. 
En halv time senere var vi i gang med et spil Bezzer-Wizzer. Vi grinede som vi plejede og mit hold vandt som vi plejede. 

"Så er der også næsten mad." Julie stak hovedet ud fra køkkenet og nu duftede der i stedet af lam krydret med rosmarin og nye kartofler. Jeg rejste mig og gjorde salaten med pinjekerner færdig. Ignorede mit følelsesløse ben. Den sidste peberfugt skåret og jeg gik til spisebordet med de sprøde sæsongrøntsager. 
"Hvordan er det du går?" Hun grinede da hun med skjorteærmene smøget op kiggede på mig. Jeg havde, uden at tænke over hvordan jeg gik, støttet haltende på den fod jeg ikke kunne mærke.
"Min fod sover bare." Grinede jeg tilbage, men jeg havde lyst til at græde. 
Ude af hendes synsfelt satte jeg mig ned ved bordet, men Laurits angreb med det samme.
"Har du ikke sagt det endnu?" Jeg svarede ham ikke.
"Du er da nødt til at sige det." Patrick insisterede. 
"Ja, ja. Vi har det bare så godt lige nu."
"Det vil det jo ikke blive ved med at være. Hun vil finde ud af det snart. Du er nødt til at sige det til hende." 
"Sige hvad?" Julie havde vores største spækbræt balancerende på hænderne og placerede den savlfremkaldende kølle midt på bordet. 
"Ikke noget. Hold nu helt op den ser god ud." 
"Ja lad os spise! Jeg er sikker du har overgået dig selv endnu en gang Julie." Katja tog sin gaffel i hånden og langede flere kartofler end hun kunne spise over på sin tallerken. 
Jeg kunne mærke Patricks flammende blik, men snart var stemningen igen god. Lige indtil mit krystalglas endte på min tallerken og dryppede blodrød vin blandet med brun sovs ned i skødet på mig og min hvide t-shirt. Jeg gispede lige så hurtigt som jeg slog over i en latter, selvom ingen andre grinede. 
"Hvor er jeg dog klodset." 
"Her," Julie havde allerede hentet et viskestykke og en klud. 
Resten af måltidet hørte jeg kun halvdelen af samtalen og midt i desserten begyndte jeg at gabe. Hvorfor nu?
De andre smilede overbærende og forlod stille huset da de havde slugt den sidste bid.
På trappen vendte Laurits sig om. Julie havde sagt farvel i døren og var gået i gang med at rydde det sidste op. 
"Sig det nu til hende." Jeg svarede ikke, men nikkede og lukkede døren. Jeg støttede mig segnefæridgt op af den og tog mig til hovedet. Jeg kunne næsten ikke holde mig selv oppe. Gråden stod i min hals. I samme øjeblik kom Julies runde kinder og funklende øjne til syne. 
"Jeg tror jeg går i seng nu." 
"Allerede?" Hun tøvede lidt. "Har du ikke været meget træt på det seneste?"
Jeg trak på skuldrene. Jo, jeg havde været enormt træt.
Hun dansede hen mod mig med et frækt smil på læberne og et glimt i øjet.
"Vi har jo slet ikke sjov inden sengetid længere." Jeg grinede kærligt af hende, men kunne mærke hvordan konsekvenserne blev listet op på stribe. Det knækker snart inden i mig, tænkte jeg. 
"Det kan være du mangler jern." 
"Det kan godt være. Nå, men godnat." Jeg kyssede hende og samtidig med stjernerne af træthed jeg så på mine øjenlåg fordybede jeg mig i den silke, der omgav mine læber.
"Jeg elsker dig." Vi smilede ømt kærligheden til hinanden. Jeg håbede sådan, at hun vidste hvor meget jeg elskede hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...