Den plettede glorie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2015
  • Opdateret: 15 jun. 2015
  • Status: Igang
Havde lige lyst til at dele min dansk still med jer❤️❤️Hvad syntes i??

#dansk #still #engle

0Likes
0Kommentarer
116Visninger

1. Stilhed

Stilheden lå hen over rummet som et tyndt lag lette fjer. Lyden af forventningsfulde åndedræt. Følelsen af det tynde stof der klistre sig ind til kroppen. Nysgerrigheden trænger sig på, og lader alt fornuft i stikken.

En, to, tre dråber af den blå væske drypper ned i reagensglasset. Lyden af boblende kemikalier der bruser over kanten og flyder ned ad siderne. Hun nærstudere den kemiske reaktion nysgerrigt. Da et hårdt stød i siden sender hende tværs over det roede bord. Glasset splintre, og borer sig dybt ind i hendes venstre arm. Hendes hoved skyder bagover og hamre ind i bordkanten. Pludselig er alt sort. Hendes krop er tung og slap, og hendes brystkasse stopper midt i et sidste åndedræt.

Så kom Skrigende.

Angstfulde og fortvivlede skrig. Panikken spredte sig som pesten. Hun lå bare der, helt livløs. Blodet strømmer ud af hende og efterlader klistrede mørkerøde spor på det kolde gulv. Skrigende forvandles til hulk som følger til tårer.

Lyden af sirener kan høres flere hundrede meter derfra. Gule og hvide vogne suser gennem den tomme skolegård.

Hjulene bremser hårdt op ude foran skolen og efterlader grimme spor i asfalten. Stærke Mænd kommer slæbene med store tunge bårer. Mens Politiet afspærre fysiklokalet og vidneforhører de forvirrede elever.

Alle havde hende kær, de tilbad hende. Når hun talte lyttede alle. Når hun smilede, smilede selveste hadet. Hun var altid så varm og elskværdig. Hun så altid det bedste i folk. Selv den grummeste mand. Hendes smukke indre afspejlede sig på hendes ydre. Hendes hår lyste som op som en glorie, de himmelblå øjne og rosenrøde fyldige læber.

De lange velplejede fingre farvet med den yndigste nuance af pastelle farver formede de fineste gloser på den mørke tavle og inspirerede de energiforladte sjæle. Hendes fascinerende væsen lyste verdenen op selv på de mørkeste dage.

Men alt har en ende. Solen brænder ud en dag og efterlader minder og ar. Alting går i glemme selv det smukkeste forinden. For tiden fortærer og gemmer os væk. Men hun vil blive husket som lyset selv, en kilde til kærlighed og tro på livets godhed.

Et uretfærdigt valg truffet af skæbnen. Men hvem ved måske findes der mirakler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...