Dig og mig for evigt....eller hvad?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2015
  • Opdateret: 15 jun. 2015
  • Status: Færdig
Kærlighed kan for det meste overleve alt, men gør det også det her, da et stort flystyrt sker.

1Likes
2Kommentarer
182Visninger
AA

1. Dig og mig for evigt... eller hvad? - One shot

                                        Dig og mig for evigt, eller hvad?

                                                      

Det skete for tre år siden. Vi var dybt forelskede. Jeg vil altid elske ham. Han var fantastisk! Han var sød, sjov, høflig og helt igennem fantastisk! Min engel. En af de eneste jeg kunne stole på. Hvis der skete noget, stod han bag mig. I alle situationer. Ulykken skete 4. april 2010 kl. 14,37. Han var ude at flyve. Han var lige ved at være færdig med at tage sit svæveflyvercertifikat, da det skete. Han fløj alene den gang. Han var 17 år, da ulykken skete. Han havde fløjet solo, siden han var 15 et halvt. Det var en blæsende og regnfuld dag. Jeg var altid meget bange, når han fløj i blæst og regn. Den dag ringede jeg, lige inden han fløj. Han forsikrede mig, at der ikke ville ske ham noget, og at han vil passe på. Lige da kiggede jeg ud af vinduet. Jeg kunne se vinden ruske voldsomt i træernes kroner, og at regnen allerede havde fyldt hullerne, der var i græsplænen. Jeg mærkede, at jeg stille fik gåsehud og begyndte at ryste. Det ville gå galt! Jeg kunne mærke det. Han lagde på, og jeg stod bare og kiggede ud af vinduet. Efter en time prøvede jeg at ringe til ham, men han tog den ikke. Jeg ringede hurtigt til hans forældre og spurgte, om han var færdig og var kommet hjem. Han var ikke kommet hjem endnu. Imens jeg snakkede med hans forældre, stirrede jeg ud i haven. Vinden var langsomt blevet mere kraftig, og hullerne i græsplænen var for længst flydt over med vand. Himlen var helt sort med et lidt gråt skær. Jeg ringede igen og igen. Han tog den bare ikke. Jeg stod stadig som frosset fat ved vinduet. ”Der er ikke sket ham noget, der er ikke sket ham noget!” sagde jeg hele tiden til mig selv. Men jeg kunne ikke narre mig selv. Der var sket noget. Jeg skyndte mig at løbe ud til min bil. Jeg havde lige fået kørekort. Jeg havde været med ham på flyvestationen mange gange før. Jeg drønede med 100-120 km/t. Det tog normalt 18 minutter at køre derhen, men med den fart jeg havde på, så tog det sikkert kun 9 minutter. Der måtte bare ikke være fartkontrol på vejen i dag. Så stod jeg ved flyvestationen. Jeg viste mit aflange blå adgangskort. Da jeg kørte videre, hørte jeg en sirene. Lyden kom længere fremme for mig. Automatisk trykkede jeg på speederen, ind til jeg så ambulancen. Jeg trillede ind til højre og lige ind i indkørslen. Jeg smækkede hurtigt bildøren i, da jeg var ude og satte i løb. Jeg gav et lille gisp fra mig, da jeg så det svævefly, han plejede at flyve i, lå halvt krøllet sammen. Ambulancefolkene stod der henne og prøvede at få en person ud. Jeg løb derhen. Jeg kunne svagt høre folk råbe til mig, men jeg var ligeglad. Jeg blev nød til at se, om det var ham. Ambulancefolkene stod, så jeg næsten ikke kunne se noget, men jeg kunne lige skimte et blegt, smukt ansigt. Næsen var begyndt at bløde, så det løb stille ned til munden. Blodet var helt mørkerødt. Læberne var store og lyserøde. Håret strittede til alle sider, og blusen var revet i stykker. Bukserne var også revet i stykker og var fyldt med blodpletter. Det var HAM.    

 

 

Han gispede efter vejret. Ambulancefolkene prøvede at få ham ud af selen og faldskærmen. De bøvlede med den i et stykke tid. Jeg kunne ikke hjælpe ham. Jeg gispede og begyndte at ryste voldsomt. En tåre løb stille ned af min kind og blev hurtigt erstattet af en masse andre. Det var hårdt at se på uden at kunne gøre noget. Han sagde ikke noget. Han prøvede bare at få vejret, mens ambulancefolkene bar ham over til ambulancen. Han kiggede hele tiden på mig. Vi holdt øjenkontakten, imens han kom ind i ambulancen. ”Jeg er hans kæreste” sagde jeg kort og satte mig ind til ham. Jeg tog hans hånd i min og flettede vores hænder. Jeg lænede mig over til ham og viskede ”Du skal klare den. Jeg elsker dig”. Jeg kyssede ham blidt på kinden. Ambulancefolkene havde sat en maske på hans mund, så han kunne trække vejret rigtigt igen. Han gispede lidt, da han fik nogle nåle stukket ind i armene. Under hele turen havde jeg hans hånd i min. Han var ved at få vejret igen. Han kiggede stadig på mig med et undskyldende blik. Jeg rystede stille på hovedet, for at sige at det ikke gjorde noget. Jeg lænede mig over til ham ”Du klarer den skat. Jeg elsker dig!” viskede jeg. Han prøvede at smile, men det gik ikke så godt, når han nu havde iltmaske på. Jeg smilede tilbage til ham. Han klarer den! Det skal han bare. Han klarer den. Det har han altid gjort. Jeg elsker ham! Inden ingen tid var vi på hospitalet. Ambulancefolkene åbnede døren hurtigt, og fik sengen ud. De fik ham hurtigt op på en stue og koblede iltmasken til ham igen. Det gav et lille hop i ham. Jeg greb hurtigt hans hånd og kyssede ham blidt på panden, inden jeg blev sendt ud af en læge. Min hånd fandt automatisk ned i min lomme, hvor min mobil lå. Jeg trykkede hurtigt hans forældres nummer på min mobil. ”Hej, han er styrtet ned. Vi er ude på Haderslev sygehus. Skynd jer her ud nu!”. De svarede mig kort med et okay, og så lagde de på. Der gik 20 min., og så var de der. De så meget forvirrede ud. Det havde jeg nok også gjort, da jeg kom løbende efter sengen, som lægerne havde løbet af sted med. De kom hen til mig og spurgte først, om jeg vidste, om han var okay. Jeg svarede kort, at jeg ikke vidste noget. Hans far spurgte, om jeg var okay. Jeg svarede ja, men var nu alt andet end okay. Efter vi havde snakket med en læge, og vi havde ventet i en time, fik vi lov til at gå ind til ham. Han lå med lukkede øjne og en masse nåle i armene, men uden iltmaske. En tåre trillede ned af min kolde kind. Jeg satte mig ved siden af ham og tog hans hånd. Hans forældre stod med tårer i øjnene og kiggede på ham. Jeg flyttede en tot af hans brune hår, og lod min finger glide ned af hans kindben. Hans næsebold var tørret væk, og han havde fået hvidt hospitalstøj på. Jeg smilede ved synet af ham. Min tåre var løbet helt ned til min hage. Jeg tørrede irriteret tåren væk, inden jeg lænede mig ned til hans ansigt. Jeg lagde blidt mine læber mod hans i et koldt kys. Jeg trak mig stille fra ham og mødte nogle smukke havblå øjne. Han var vågnet! Og han var uskadt! Jeg smilede til ham, og han smilede til mig, inden jeg gav ham endnu et kys på munden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...