Memories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2015
  • Opdateret: 21 jun. 2015
  • Status: Igang
Jeg sad i regnen og stirrede ud over det urolige hav. Det var kulsort i mørket. Jeg sad på den samme sten som jeg altid gjorde på denne tid af natten. Det var en uendelig rutine, der bare blev ved og ved. Sove om dagen, sidde om natten. Sådan var det bare. Jeg spiste knap nok. Et æble om dagen var nok til at holde mig kørende om natten.

Aya Scott bor på et hjem for unge med problemer. Det har hun gjort i snart 5 år, og alle har for længst givet hende op. Hun rykker sig ikke, og er stadigvæk lukket helt af fra omverden.
Noget ændre sig dog efter mødet med teenageidolet Louis Tomlinson.

0Likes
2Kommentarer
256Visninger
AA

1. Prolog

Jeg så ud over det bølgende hav. Fuldmånen gav bølgetoppene et spøgelsesagtigt skær. Jeg havde min ynglings jakke på, jeg havde fået af far tidligere på sommeren. Den holdt din skarpe vind ude.

Jeg tænkte ikke videre over vinden, før det var for sent.

Den tog til for alvor klokken 23 den nat. Den udviklede sig til en orkan, og snart efter blev vores båd kastet frem og tilbage mellem bølgetoppene som en basketball.

En bidende kulde fik min krop til at ryste, da jeg faldt over bord ned i det mørke vand. Jeg gik i panik, og glemte helt, hvordan man svømmede. Jeg var ellers konkurrence svømmer, den bedste i min klub.

Det var som om alt min erfaring blev skyllet ud af hovedet på mig sekundet jeg ramte vandet. Jeg baskede bare med arme og ben i ren panik.

Jeg mærkede vandet trykke på mine lunger, og fornemmede iltet i dem slippe op. Mit hoved dunkede, og det sortnede for mine øjne.

I sidste øjeblik huskede jeg, hvordan man svømmede, og jeg kæmpede mig op over overfladen. Den første mundfuld luft, var smertende, men den gjorde mit hoved klart nok til at tænke.

Jeg slappede af i mine muskler, og lod mig selv flyde på vandet. Jeg kunne høre skrig fra båden, og en kvinde der råbte mit navn.

Jeg prøvede at svare hende, men ingen ord kom ud af min mund. Jeg genkendte godt stemmen, det var min mors.

Jeg kunne ikke høre min fars eller min bros stemme, og jeg begyndte at panikke igen. Var der sket noget med dem?

Jeg følte mig uendeligt ensom, som jeg flød rundt på ryggen, og tiden gik langsomt. Jeg kunne høre knirkende lyde fra båden da den sank, men tydeligst kunne jeg høre min mors skrig. Hun skreg mit navn.

Jeg ville gøre noget, finde hende, det var jo det her jeg havde trænet hele mit liv som svømmer, men jeg rykkede mig ikke. Lå bare stille på overfladen og lyttede. Lyttede til vandet der slukkede hendes skrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...