Allie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2015
  • Opdateret: 18 jul. 2015
  • Status: Færdig
Da Josh Sullivan flyttede ind i sin nye lejlighed, vidste han, at det var starten på et nyt kapitel i hans liv. Han havde bare ikke regnet med, at han også måtte trækkes ind i de sidste linjer af en fremmed piges epilog.

25Likes
9Kommentarer
1816Visninger
AA

2. TAGET

 


  Væggene var lysegrønne. Møblerne var hvide. Der lugtede lidt specielt - klinisk, beskrev det nok bedst. I et kort øjeblik tog jeg mig selv i at tænke, at det her helt sikkert var et gammelt dødsbo. Jeg så for mig, hvordan liget af den ældre dame var blevet fjernet sammen med det meste af inventaret. Derefter ville en mand sprøjte hele lejligheden ind i noget, jeg ikke vidste, hvad var. Jeg havde bare set i fjernsynet, at det fjernede lugten. Lugten af alderdom, død og cigaretrøg.

   Jeg blev trukket tilbage til virkeligheden, da mine fingre begyndte at beklage sig. Jeg stillede flyttekassen med køkkeninventar fra mig på trægulvet og strakte kroppen. Resten af de mange kasser stod nede i opgangen, og jeg kunne nu se frem til flere timers hårdt, fysisk arbejde. Men jeg var ikke led over det. Jeg havde selv bedt mine forældre om at lade mig klare indflytningen alene. Jeg ville ikke have dem til at rende rundt og komme med gode idéer.

   Da jeg havde båret alle kasserne op og så småt var begyndt at fylde ind på hylderne, fandt jeg det første brev. Det lå i den nederste køkkenskuffe. Det var lille, hvidt og en anelse krøllet. Undrende vendte jeg det for at se nærmere på det. Det var lukket til med lim, og jeg var klar over, at det aldrig havde været åbnet.

   Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre. Hvis det virkelig var en gammel dame, der havde boet her, kunne det her være et privat brev, hun havde efterladt til sine nærmeste. Det kunne også være en check til hendes børnebørn. Eller bare et billede. Jeg havde mange gode bud, men jeg kom frem til, at hvis det var noget vigtigt, jeg skulle aflevere tilbage, var jeg nødt til at åbne brevet først.

   Jeg fandt en smørekniv og skar forsigtigt brevet op. Inden i var et lille stykke hvidt papir.

 

   TAGET

 

   De fembogstaver var det eneste, der var kradset ned med skæve blokbogstaver. Taget. Med en dyb rynke i panden lagde jeg nakken tilbage og så op i loftet. Kunne det være det tag, der var ment? Udenfor småregnede det, men alligevel besluttede jeg at åbne døren ud til den lille altan, der hørte til lejligheden. Der var kun lige akkurat plads til et lille bord og en stol. Jeg maste mig udenfor og mærkede regnen i ansigtet. Mine kinder var blevet varme efter indflytningen og mit fund. Spænding og en lille snert af uro fyldte min krop. Spændingen, fordi den barnlige og urealistiske del af mig inderligt håbede på, at der på taget ville ligge et nyt brev med et nyt spor. Uroen, fordi en anden del af mig var en smule skræmt over, at der havde ligget et brev med så kort et budskab i en lejlighed, der skulle have været tom med undtagelse af et par møbler.

   Jeg vendte ryggen til gaden og kiggede igen op. Taget var mørkt, mosset og slidt. Her og der var en par tagplader blevet skiftet ud og erstattet med en ny og skinnende, der brød det ellers slidte udseende. Jeg så mig om efter noget, jeg kunne stå på, og hurtigt gik det op for mig, at stolen og bordet ville fungere rimelig perfekt. Så jeg trådte op på stolen, så bordet og derefter brugte jeg rækværket rundt om altanen til at støtte min fod på, så det blev muligt for mig at kravle helt op på de våde tagplader. Mine knæ blev hurtigt gennemblødte, men lige nu var jeg faktisk lidt ligeglad.  

   Taget var glat, og flere gange smuttede min hånd eller mit knæ væk under mig. Til sidst fik jeg vendt mig rundt, så jeg kunne sidde uden at glide ned. Jeg gennemsøgte først taget med øjnene, men jeg kunne ikke lige umiddelbart se nogen revner eller sprækker, hvor der ville være plads til en konvolut eller et stykke papir. Jeg søgte med hænderne ved sammenføjningerne af de plader, der var inden for rækkevide, men der var intet. Havde nogen gemt en konvolut heroppe, skulle den også være meget godt gemt eller være pakket ind i plastik, hvis den skulle overleve en regnfuld dag som denne.

   Et dybt suk forlod mine læber, og jeg kravlede ned igen. Da jeg kom indenfor og havde lukket døren solidt efter mig, bemærkede jeg, hvor våd jeg egentlig var blevet. Jeg bestemte mig for at tage et varmt bad. Så kunne jeg også få testet badeværelset.

   Efter omkring femten minutter, skiftede de ellers dejlige, varme stråler temperatur, og jeg var ladt tilbage med tyve graders varmt vand. Fra nu af vidste jeg så, at grænsen hed et kvarter.

   Netop som jeg havde fået trukket en T-shirt over hovedet, ringede min telefon.

   ”Hallo?” sagde jeg, mens jeg var i færd med at trække et par strømper på.

   ”Josh?” lød det i den anden ende af røret. I et kort øjeblik stivnede jeg og vidste, at jeg måske burde have tjekket på displayet, hvem der havde ringet.

   ”Hej, Meredith.” Jeg tøvede og anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde glemt alt om den stribede strømpe, jeg ellers havde forsøgt at få tæerne i.

   ”Jeg ville egentlig bare høre, hvordan det gik og sådan. Jeg … jeg var hjemme ved dig i dag, og dine forældre fortalte mig, at du var flyttet hjemmefra. Det vidste jeg ikke noget om.”

   ”Det var også ret spontant,” sagde jeg, selvom det egentlig var rimelig langt fra sandheden. Jeg havde planlagt i flere måneder, at jeg ville flytte hjemmefra, så snart den rigtige lejlighed viste sig. Det var bare begrænset, hvor godt ens hjerne virkede, når man prøvede på at hækle en undskyldning for, at man ikke havde fortalt sin ekskæreste, at man flyttede, sammen.

   Der var en stilhed, som jeg ikke havde modet til at bryde.

   ”Men du har det godt?” spurgte Meredith så tøvende.

   ”Ja, jeg har det rigtig godt,” svarede jeg - måske en smule overgearet. Jeg var bare lettet over, at hun havde givet mig chancen for at sige noget. ”Hvad med dig?”

   ”Fint,” lød det.

   Pause igen.

   ”Nå, men jeg har også nogle kasser jeg skal have pakket ud, inden det bliver alt for sent, så jeg vil smutte igen.”

   ”Okay, Josh. Vi ses.”

   ”Vi ses.”

   Ærligt talt tvivlede jeg på, om vi nogensinde ville ses igen. Da jeg slog op med hende, havde jeg sådan set troet, det var den sidste gang, vi skulle ses, og jeg havde på ingen måde forventet, at hun ville begynde at tage kontakt til mig igen.

   For at ryste den besynderlige og akavede oplevelse af mig, fandt jeg en bakke vindruer og satte mig i den efterladte sofa med min computer. Efter et par timer begyndte min krop at værke, så jeg rejste mig, og tilfældigvis landede mit blik på himlen udenfor. Det havde klaret op, siden jeg havde været ude.

   Brevet og dets indhold lå stadig på køkkenbordet, og jeg gik hen og kiggede på det. Taget var jo ikke nødvendigvis et navneord, men var det ment som et udsagnsord, gav det bare endnu mindre mening. Men hvorfor efterlade et brev, hvis der ikke var noget budskab? Jeg forsøgte at tænke mig om, men jeg var udmattet efter en lang eftermiddag med flyttekasser og ekskærester, så jeg fik ikke rigtigt så meget ud af det. I stedet flakkede mit blik over til vinduet igen. Måske var det ikke taget, der tilhørte lejligheden? Måske var det et tag på hendes barndomshjem på en gård langt væk?

   Uanset hvad, så ville jeg sandsynligvis aldrig regne ud, hvad meningen med brevet og det lille ord, havde været. Et eller andet sted fik jeg en smule dårlig samvittighed over det. Tanken om, at en ældre dame havde lagt det her brev med et ønske om, at en anden skulle finde det og få glæde af det, og jeg simpelthen ikke havde hjernekapacitet nok til at regne ud, hvordan jeg skulle bruge det, gjorde mig en anelse ked af det.

   Dog var jeg også bevidst om, at brevet måske var blevet efterladt der ved en fejl, og at det måske slet ikke var damens intention, at nogen skulle finde det.

   Men jeg havde altid været lidt af et legebarn, og jeg kunne ikke dy mig for at kravle op på taget en enkelt gang mere. Jeg undersøgte tagranden fra ende til anden, kiggede op under alle sprækker og ledte efter tegn ridset ind i tagpladerne, men jeg fandt akkurat lige så meget som ved første forsøg.

   Først efter adskillige minutter gav jeg op. Der var simpelthen ingenting på det tag, og det havde været dumt af mig at tro andet. En følelse af irritation bredte sig i min krop. Jeg havde allerede spildt alt for meget tid på det tag, og viceværten ville nok snart komme rendende og genne mig ned, hvis ikke jeg passede på.

   Det var først, da jeg med den ene fod på gelænderet kom til at se ud over byen, at noget gik op for mig. Måske var der slet ikke noget på taget, som jeg skulle finde. Måske var det oplevelsen af at sidde på taget, jeg skulle opdage.

   Under mig var der bygninger, huse, parker og veje så langt øjet rakte. Herfra var byen uendelig, og ingen kunne benægte, at udsigten var god. Faktisk var den så god, at jo længere tid jeg sad på taget og så ud over det væld af liv, byen skabte, jo mere sikker blev jeg på, at det var det her, brevet havde prøvet at fortælle mig.

   Inden jeg gik i seng den aften, pakkede jeg mine køleskabsmagneter ud og hang både konvolutten og den lille lap papir op midt på køleskabet. Og der hang den meget længere, end jeg nogensinde havde troet, den ville komme til. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...