Just a walk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2015
  • Opdateret: 21 feb. 2016
  • Status: Igang
"Nej"
"Kom nu"
"glem det" var det sandt gjorde han grin med mig eller var han seriøs
Kærester det tror jeg ikke .Man bliver ikke kærester med sin Kidnapper.

Smilla bliver kidnappet. Men måske er det godt. Hun finder ud af nye hemmeligheder om sin famile.

7Likes
5Kommentarer
827Visninger
AA

2. kapitel 2

Mit hoved gjorde ondt og jeg følte mig som en klude dukke. Vær eneste muskel i min krop var bedøvet.

Jeg åbnede langsomt mine øjne og alt jeg kunne se var en drengs ryg og jorden under hans fødder.

Det gik op for mig at jeg lå hen over en persons skulder. Og at mine ben og hænder var båndet. Hans ene hånd lå på min hofte for at holde mig fast på hans skulder.

Jeg ville ikke bevæge mig selv vis jeg kunne. Jeg var rat sikker på han ville sætte mig ned på et tidspunkt. Og så var bedøvelsen forhåbenligt overstået så jeg kunne slå igen eller flygte.

Jeg ved ikke vor lang tid jeg bare hang der men min bedøvelse var over da vi nåede skolen jeg kunne ikke stoppe mig selv.

"Hvorfor har du taget mig til skolen" han fik et lille chok af min stemme.

"Du er vågen" hans stemme var rolig hård og kold den fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen.

"No shit det vidste jeg slet ikke" sagde jeg med en snerren. Han kom bare med et irriteret suk og gik vider.

"Du svarede ikke på mit spørgsmål hvorfor er vi på min skole" sagde og prøvede at lyde rolig men min stemme havde frygt i den.

"Vi skal aflever noget". Han tog Amalies mobil op af sin lomme og viftede den om bag sig så jeg kunne se den.

"VOR HAR DU DEN FRA"skreg jeg. Det her var slemt det var Amalies mobil vi snakkede om.

"Jeg tog den fra din jakke lomme da du var bevidstløs" sagde han med sin tome kolde stemme. Hvis han havde ting fra min lomme havde han også nøglerne til mit hus, Frøken Jonsson's nummer, min MP3, høretelefoner og en halvtredser FUCK

Skolegården var tom og stille. Han stoppede pludseligt så mit hovede hamrede ind i hans ryg.

"AV" hvæsede jeg. Han drejede hoved og kiggede halvt på mig fjernede sin hånd fra min hoffet tog mig op og smed mig på jorden. Han stod bare der og kikkede på mig med et ligeglad blik og så kikkede han rundt.

Der gik op for mig han skræmmer mig ikke. Han er bare en dreng der ved hvordan man bedøver folk sikkert en dreng der ved at uddanne sig som læge.

Jeg lå bare der på jorden. Ja det gjord ikke så ondt fordi han havde smidt mig på græsset. Vi havde en cirkel midt i skole gården med græs. Som vi sad og spiste på om sommeren.

"Du skrammer mig ikke!!" råbte jeg. Han kiggede tilbage ned på mig tog en pistol frem under sin lange frakke og pegede den mod mig.

Fuck. Han havde et våben. U ren refleks lukkede jeg øjnene. To skud lød og lugten af krudt brandt i luften men jeg var ikke blevet ramt.

Jeg hørte hans latter der rungede i den stille gård jeg åbnede langsomt øjnene.

"Så du er ikke bange" grinede han. Hans stemme havde ændret sig den var nu ro og fuld af varme. Var det bare for at være skrammene med den kolde stemme for vis det var, var det bestemt ikke sjovt. Det gik op for mig at jeg havde skreget for ekkoet lød stadig og mit ansigt blev rødt. Han gik hen til mig og lagde sin ene hånd på min kind.

"Du skal ikke være flov du hjalp med at gøre min plan til det beder" hvad mente han med det. Jeg rystede hovedet for få han hånd væk. Som jeg gjorder så jeg min klasse stå henne ved porten der førte til vores sal. De stod med chok i ansigtet sikkert fordi deres klasse kamerat lå bundet på jorden og en fyr med en pistol i hånden stod over for hende.

Det var der for han skød for at få dem her ned. Og mit skrig fik det sikkert til at lyde som om jeg blev skudt.

"For helved Smilla hvad sker der?" Sagde Amalie mens hun kiggede fra mig til drengen. Jeg skulle til at forklare da han begynde at grine. En latter der gav mig kuldegysninger.

"I ser alle lidt blege ud. Og her kom jeg for at være flink" han tog Amalies mobil op af lommen. Og hun blev endu mere bleg

"Hvem tilhøre denne mobil til" ingen sagde noget... stilhed "kom nu ikke vær genert" han kiggede hen på mine klasse kammarater. Ingen sagde noget. Og hans smil blev erstattet med en grimmase der kunne slå ihjel.

"Fint jeg prøver at være sød men er det på den måde" Han lagde mobilen i sin jakkelommen og kiggede hen på mig igen. Alt jeg kunne se i hans øjne var ren og skær ondskab. Han brugte sin nu frie hånd til at rive mig op ved under armen og det gjorder fucking ondt men jeg sagde ikke noget.

I lidt tid holdte han mig bare foran sig "undskyld" viskede han så det kun var mig der kunne høre. Efter det drejede han mig rundt så jeg kiggede på mine klasse kammarater og havde ryggen til ham. Jeg så frygt i deres øjne han holdte mig for munden med den ene hånd og tog pistolen op til sidden af mit hoved med den anden.

Jeg ved ikke hvad det var måske det kolde metal fra pistolen. eller tanken om at dø. For jeg flippede og ikke på den vrede slå ham vis jeg kunne måde nej. Tåre løb ned af mine kinder og jeg skreg inde bag hans hånd om at stoppe.

Endelig tråde Amalie frem. Med en lille stemme sagde hun "de-det m-mi-min" hun snøftede lidt. Grad hun?.

Jeg kunne mærke ham smile og hvad jeg kunne se på de andres udtryk var det ikke et rat smil. "Se det var ikke så svært var det" han lo en kold og ildevarslende latter.

Han satte sin mund ned til mit øre stadig pistolen mod min pande "er det din ven?" Viskede kan. Jeg nikkede ture ikke andet. Han rattede sig op igen.

"Så Amalie vil du have din mobil igen?" Råbte han til hende. Hvad er det han har gang i.

Hu så forvirret rundt. "Men først er der en ting der gælder alle. Ingen af jer møg unger fortæller det her til noget. Værgen jeres forældre eller politiet eller jeres bamse. Vis i gør for smukke her en sølv kugle gennem hovedet" han viftede pistolen mod mig. Alle nikkede i enighed.

"Godt. Smukke vælg en der henter Amalies mobil men ikke Amalie" han fjernede sin hånd fra min mund. Seriøst hvad har han gang i. Jeg kiggede rundt på mine venner der alle rystede på hovedet. Alle bortset fra en min bedste ven Josh. Han var den sødeste i verden. Han var kærlig omsorgsfuld og ja medmenneskelig (Amalie er min bedste venINDE der er forskel).

Josh er den bedste ever. " jeg vælger Josh" hvad sker der for mit liv. Josh trådte frem med et smil på læben som altid. Han begyndte at gå hen mod os. Da jeg mærkede det kolde metal blive fjernet fra min pande og rated mod Josh. Et skød lød og alt gik i slowmotion. Som Josh faldt på græsset foran mig og blodet flød fra hans hoved. Jeg skreg han navn.

Drengen slap mig så jeg faldt ned foran Josh. Jeg var båndet så jeg kunne ingen ting gøre. Flere tåre faldt ned af mit ansigt. Han var stadig i live men det vidste jeg kun fordi han gispede efter luft og lavede små chok bevægelser med kroppen. "Undskyld und-un-undskyld j-jeg" græd jeg ud "j-eg el-sk-er di-g" sagde han i små gisp. Og så stoppede han. Han stoppede ed at snakke. Han stoppede med at bevæge sig. Han stoppede med at gispe efter luft. Han stoppede med at leve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...