Just a walk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2015
  • Opdateret: 21 feb. 2016
  • Status: Igang
"Nej"
"Kom nu"
"glem det" var det sandt gjorde han grin med mig eller var han seriøs
Kærester det tror jeg ikke .Man bliver ikke kærester med sin Kidnapper.

Smilla bliver kidnappet. Men måske er det godt. Hun finder ud af nye hemmeligheder om sin famile.

7Likes
5Kommentarer
828Visninger
AA

1. Kapitel 1

"Kommer du tilbage kl. 13:00 for der tagger vi andre tilbage på skolen"

"Ja selvfølgelig" vi skulle til mester skab i svømning helle klassen men efter ulykken kunne jeg ikke nærme mig noget der mindede om basen,hav eller sø.

Bare noget der har med vand at gøre. Ja jeg går stadig væk i bad men det noget andet så jeg var blevet frataget for alt med svømning at gøre. Men bevægelse er stadig vigtigt så jeg havde en aftale med at jeg løb en tur i svømme relaterede sammenhæng.

"Så hyg dig her er mit nummer til nødstilfælde" Miss Jonsson rakte mig et stykke papir. Og jeg puttede det ned i lommen på min hættetrøje.

"Jeg har ikke min mobil med" jeg løj jeg havde ikke en mobil og det var ikke fordi jeg ikke ville have en. Men vi havde bare ikke råd sådan er der så meget.

"Fint " Miss Jonsson kiggede rundt i omklædningsrummet.

"Amalie du skal ikke bruge din mobil. Så giv den til Smilla" jeg var bedste venner med Amalie og jeg viste at hun elskede hendes mobil mere en..... livet.

"Men! miss" Amalie kiggede rundt.

"Hvad med Ely?" hun pegede hen mod Ely som stod og snakkede med Sarah.

"Nej jeg sagde dig så  Amalie giv hende din mobil"

"Men" Amalie så ynkeligt op på Miss Jonsson.

"NU!!" Miss Jonsson var den strengeste lære på skolen Amalie sukkede.

"Fint" også lagde hun en iphone 4S i hånden på mig.

"Du har bare at passe på den Smil".

"Ja Ja" det bare en mobil men selvfølgelig det jo bare min mening jeg ved jo ikke om det bare er en mobil for hende.

 Hun kiggede bestemt på mig.

"Jeg mener det. Hvis der sker noget med min Mobil så SLÅR JEG DIG IHJEL." Jeg stivnede og kunne ikke sige noget så jeg nikkede bare stift. Andre ville måske bare grine for hun mente det jo ikke men for mig var døden ikke noget man spøger med.

"Godt vi ses sener" sagde Amalie efter det smilede hun og gik ind i svømmehallen.

Jeg ventede til alle var væk fra omklædnings rummet. Så tog jeg mine løbe sko på mobilen ned vedsiden af sedlen. puttede mine høretelefoner der sad fat i min MP3 i ørene gik udenfor åndede ind og løb.

Ikke langt fra svømmehallen lå en skov som jeg elskede at løbe i. Den var smuk og fredfyldt jeg elskede at løbe bare ikke lige så meget som jeg elsker at gå. Får når jeg går kan jeg se så mange ting den blå himmel mennesker der også går tur i skoven blomster nogle gange dyr som harer og rådyr. Det kan man også når man løber alting går bare så hurtigt.

Som jeg løb gennem den lille sti af flad presset jords nåede jeg til den lille bænk som jeg altid sad ved i min fritid når jeg tegnede.

"Det er jo meningen at jeg skal løbe men et kort stop gør sikkert ikke noget" så jeg drejede ind i skoven hen mod bænken. Som jeg satte mig  på det fine slib bede træ kunne jeg mærke alt stress forsvinde.

Det her var det mit ynglings sted uden tvivl  bare sidde her og høre musik.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad der men da jeg endelig kom til mig selv var klokken blevet halv et. Så det var tid til at vende tilbage. På vejen tilbage gik det ikke så hurtigt jeg havde for travlt med at tænke. Jeg havde en fantastik ide til et nyt maleri.

Jeg nåede endelig svømmehalen og gik hen til omklædningsrummet det var helt tomt. Ingen tasker eller sko kun en lille hvid seddel på den stod der.

kære Smilla

vi er tagget tilbage på skolen.

De andre elever vil blive på skolen

til kl. 15:00 men du kan bare tagge

direkte hjem når du ser denne seddel.

For vi vil bruge rasten af timerne på at tale

om mesterskabet svømmestrategier også

vider. Jeg syndes ikke du behøvede at kedes med

det når du alligevel ikke er med til

svømnings mesterskabe du ved.

Vi ses på Mandag.

Fra. Miss Jonsson.

 

"Fedt" så kunne jeg komme i gang med mit maleri. Jeg tog min cykel hastede hjem smed min cykel let på græsset foran det lille hvide hus. Jeg elskede dette hus men det var meget anderledes end det jeg plejede at bo i. Hyggeligt var det med det fine røde tag  de hvide dahliaer og blå Hortensier  i forhaven som jeg havde plantede da min mor og far døde. min mor elskede hvide dahliaer og min far kunne godt lide blå Hortensier. Da han levede plejede han altid at arbejde i haven så om aften sad vi på balkongen og drak te mens vi så på den flotte have som min far nu elskede så højt.

 

Jeg løb om på siden på huset og kravlede op af den træ Stie jeg havde smidt ud af mit vindue. Jeg glemte altid min nøgle så jeg lavede min nødplan med stien.

Lige nu boede jeg hos min mormor hun var gammel og skulle tit på hospitalet eller til Bingo. Så jeg var for det meste alene og det går ikke at jeg ikk kan komme ind i huset fordi jeg er så glemsom så derfor stien.

Da jeg kom ind på mit værelse var jeg hurtig henne ved mit maler skab jeg åbnede de fine hvide ægge træs døre. Som jeg havde malet med en masse forskelige farvede roser. Tog et af mine mellem store lagrede mine maller farver og pensler. Stak det helle ned i min store brune leder taske og skulle til at kravle ud af vinduet da jeg fik en ide. Jeg tog den nu ratdanglede taske med ned i køkkenet smurte nogle sandwithes fylde en drikke dunk og skrav en seddel til min mormor om at jeg ville komme hjem sent så hun behøvede ikke vente oppe. Lagde sedlen på bordet og puttede maden og drikke dunken i tasken.

Gik hen til døren lige før jeg opnåede den havde jeg følelsen af at have glemt noget. Det var ikke nøglerne for en gangs skyld heller ikke min musik den havde jeg stadig i lommen.

"Hvis jeg ikke kan huske det kan det ikke have været vigtigt" så gik jeg ud låste døren efter mig og cyklede ud til skoven.

Som sagt tidligere elsker jeg at gå i skoven. Så jeg stalde min cykel op af et stort træ og gik så vider ind i den smukke skov.

Alting er smukt i denne skov fra det helt lyse grønne græs og blomsterne der dækkede det. Til den lille bæk der løber gennem et langt stykke vej. Vis man fulgte den langt nok kommer man til et lille vandfald. Træerne rejste sig højt op i den blå sky fri himmel. Træernes kroner brede sig så det dækkede det meste himmel men lidt sol lys strømede ned.

Især et sted lige der vor min bænk stod strømmede lyset ned som et spotlight. Den kaldte på mig jeg gik i gennem den lille sti der førte til bænken.

Jeg satte mig og lagde tasken på bord pladen af bænken. Tog mine maler ting frem og begynde at male.

"Fuck" jeg kom i tanke om hvad jeg havde glemt. Stak min hånd i lommen på min hættetrøje og fiskede Amalies mobil op.

"Jeg må vel heller gå tilbage på skolen og aflever den. Men jeg skal lige male sidste streg" jeg hørere en gren knække og vendte mig rundt men så ingen "jeg er ved at blive paranoid".

Jeg malede vider men så blev alt stille ingen fugle sang ingen rislen fra bækken bare stilhed. Mit hjerte begynde at hamre af sted. Sådan var det i et stykke tid jeg rørte mig ikke ud af flækken. Men så kom alle lydene tilbage og jeg åndede lettet op

Tog hænder tog mig bagfra og jeg fik noget for munden og næse. Det var æder et bedøvelsesmiddel fra western tiden og jeg viste at vis jeg åndede det ind ville jeg besvime. Jeg kæmpede for at komme fri men den der holde mig var for stærk. Jeg kunne ikke holde vejet mere jeg måtte have luft.

Så jeg åndede ind og mærkede alle mine muskler blive afslappede mine øjenlåg blev tunge og så blev alting sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...