I'll Be Right Beside You Dear | Stefan & Elena

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2015
  • Opdateret: 15 jun. 2015
  • Status: Færdig
Smerte. Vrede. Sorg. Der var så mange forskellige følelser, Stefan Salvatore havde følt. Han vidste ikke hvilken følelse, der var værst. Han havde været fanget i en boks under vandet i månedsvis. Når du drukner igen og igen,og er alene tilbage med ingenting, udover dine tanker, mister du overblikket over tid. Men hun holdt ham i live. | Vinder af "The Vampire Diaries" fandom i fandomkonkurrencen 2015. Finder sted i slutningen af sæson 4 og starten af sæson 5.

14Likes
9Kommentarer
1653Visninger
AA

2. "Living In a Memory"

"We could be doing anything right now, Stefan. Be anywhere. Why here? Why this?"

"These are the good moments. Simple ones. The ones that matters. These moments are the ones that keeps me from falling apart."

Han blev ved med at tænke på hende. Pigen der havde knust hans hjerte. Pigen der havde valgt hans bror over ham selv. Den bror der havde skabt så meget smerte. Men var det hans job at fortælle hende, at hun havde truffet det forkerte valg? At hun havde valgt den forkerte bror? Hun var nødt til at finde ud af det selv.

Han kunne mærke det igen. Mørket pressede atter på. Det ville kun være et spørgsmål om tid, før han kun kunne se mørke. Så han besluttede sig for at dykke ind i sine minder og tænke på en lykkeligere tid. En tid hvor han og Elena var sammen, og de var lykkelige.

”Stefan, hvor er vi på vej hen?” Spurgte hun ham endnu engang. Hun blev ved med at spørge ham om det i bilen, men han havde ikke fortalt det endnu. Alt han have sagt, var, at det var en overraskelse, og at hun ville elske det. Hun havde altid elsket tingene, som Stefan og hende gjorde sammen - selvom de måske kun talte sammen, så elskede hun det. Hun var glad, når hun var sammen med ham. Så længe hun var omkring ham, følte hun lykke.

”Du finder ud af snart.” Fortalte han hende, imens han tog fat om hendes hånd, og gav den et forsigtigt klem. De sad i stilhed i et stykke tid. De kunne altid gøre det, bare sidde i stilhed og føle lykke i hinandens selskab.

For en gangs skyld var der intet drama. Ingen dobbeltgænger problemer eller ingen bekymring for at nogle skulle angribe dem. Det var faktisk en fredsfuld dag i Mystic Falls, hvilket aldrig rigtig fandt sted, så de udnyttede freden, og tog afsted sammen for én dag. Ingen vidste, at de var væk hele dagen. Ikke en gang Jeremy.

Himmelen var blå, og fuglene sand. Vinden blæste gennem bladende, og Elena kiggede ud af vinduet for at se det hele. Hun mærkede sin hånd blive løftet op, og mærkede efterfølgende Stefans læber placere et blidt kys på toppen af hendes hånd. Hun smilede for sig selv. Han havde dén effekt på hende. Han kunne altid få hende til at smile og gøre en dårlig dag til at føle en smule bedre, blot ved at gøre få ting eller blot ved at være der hos hende. Han fik hende til at føle tryghed. Han fik hende til at føle hjemme.

”Vi er der næsten.” Fortalte han hende, og bragte hendes hånd ned igen. De sad igen i stilhed, indtil han pludselig stoppede bilen. ”Luk dine øjne,” sagde han til hende. Han gik ud af bilen, og vendte rundt for at gå over til den anden side for at åbne døren og hjælpe hende ud af bilen. Elena mærkede den blide vind mod hendes arme, hvilket gav hende kuldegysninger, derfor besluttede Stefan at give hende hans jakke. Han kyssede hendes kind efter jakken var på, og sagde til hende, at hun skulle lukke hendes øjne i, og at han ville føre hende.

Stefan førte trop til vejen, hvor han ville have hende hen. Med tiden var de ved stedet, og Stefan fortalte hende, at hun skulle åbne hendes øjne igen. Det gjorde hun, og hvad hun så, tog pusten fra hende. Foran hende var der en lille sø. Der var liljer rundt omkring hende, og hun kunne høre frøerne kvække. Ved siden af søen, et stykke fra hvor de stod, havde hun bemærket et tæppe. Der var en picnic kurv og en flakse vin. Ligeledes var der en vase fuld af blomster midt på tæppet. De var Elenas yndlings, og han havde tænkt på, at hun ville elske dem.

Hun vendte sig rundt, og tog fat rundt om hans hænder. Hun kyssede ham blidt før, at hun besluttede sig for at snakke. ”Du har sat en picnic op for os?” Spurgte hun om smilende.

Han kiggede ned genert. ”Ja. Jeg troede, at det ville være rart. Det har været stille i byen det sidste stykke tid, og jeg havde regnet ud at en tur ud i det fri, kun ville gøre godt for os.” Han kiggede ned på hende, og bemærkede at smil. Han havde ikke set hende smile sådan i lang tid. Og den fact, at det var ham, der havde sat det smil på hende læber, gjorde ham lykkelig.

”Jeg elsker det, Stefan. Jeg tror, at vi begge fortjener en dag væk fra alt det drama. Jeg elsker dig endnu mere for dette. Tak,” sagde hun før, hun kyssede ham igen. Bagefter førte hun ham hen til tæppet. Hun satte sig i mellem hans ben, så hendes ryg var mod hans bryst efter, at han havde sat sig ned. ”Jeg er så sulten.” Hun åbnede kurven, og bemærkede, at han havde pakket små sandwich ned blandt andre ting.

De var begge vampyrer nu, og de behøvede ikke menneske mad. Men han gjorde det for dem begge, og det ville gøre Elena glad. Og han elskede at gøre hende glad. Han vidste, hvad det betød for hende at holde sig nærmest til at være et menneske, selvom hun ikke var et menneske mere. Hun tog ud tog sandwichs, og begyndte at spise.

De sad i stilhed i noget tid imens de spiste, men det var rart. Hyggeligt. Efter de havde spist, rakte Stefan ud efter flasken med vin i sig og et par glas. Han hældte vin i begge glas.

”For os,” sagde Elena imens hun rakte sit glas op i vejret. Stefan gentog hendes ord, og kyssede hendes kind før, han tog noget at drikke. Vin var ikke rigtig hans ting, men det en romantisk ting. ”Jeg elsker dig, Stefan. Så meget,” sagde Elena samtidig med, at hun drejede sin hals langsomt, så hun kunne kysse ham.

Et stykke tid senere gav Stefan Elena vindruer. De kiggede begge op mod himmelen, og de forbi passende skyer. Hun pegede på en sky, der lignede et dyr, hvilket fik ham til at grine. Hun var stadig et barn i hendes hjerte, og hun nød øjeblikke som disse.

”Fortæl mig din største hemmelighed,” sagde hun et stykke tid efter. Han lå nå på sin ryg, og hun lå på toppen af ham. Hendes kind hvilede sig på hans brystkasse.

”Hvis jeg fortalte dig den, så ville det ikke være en hemmelighed længere, ville det?” Spurgte han hende grinende. Hun smilede igen, hvilket fik ham til at smile tilbage. Hendes smil var smittende. Hvis hun smilede, så smilede han også.

”Kom nu, Stefan…” Sagde hun, og gav ham dådyr øjne. Han kunne aldrig sige nej til hende specielt ikke, når hun kiggede sådan på ham.

”Okay,” sagde han endelig. ”Jeg ville gerne have haft en familie. Jeg ville gerne have været en doktor, have en familie, et sted jeg kunne kalde for hjem, en hustru og børn, som jeg kunne komme hjem til efter arbejde,” fortalt han hende trofast. ”Men alt det ændrede sig den dag, hvor jeg blev til vampyr. Nu, alt jeg vil, er at have et liv sammen med dig. Hvis du vil have mig selvfølgelig.”

”Jeg er din, Stefan. Nu og for evigt er jeg din,” sagde hun, og kyssede ham forsigtigt.

”Og jeg er din, Elena. Nu og for evigt,” gentog ham.

Hans minder forsvandt længere og længere hen, og han kunne kun høre hendes ord i hans hoved. ”Jeg er din, Stefan. Nu og for evigt er jeg din.” Det var ikke gået op for ham, at han var den eneste, der havde ment det. Han forstod ikke, at hun kunne sige det, gå fra ham og bagefter være sammen med hans bror. Han ville formentlig aldrig forstå det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...