Æblernes Frist

Et eventyr jeg skrev i 2. g. Alle jeg har vist det til virker til at kunne lide den, undtagen min lærer....

0Likes
0Kommentarer
264Visninger
AA

2. Konsekvenser af æblerne

Prinsessen skulle til at trække sig tilbage til hendes kammer, da hun så en smuk sort ravn flyve forbi hende. Hun havde aldrig set en sådan fugl før, og den var virkelig som ingen anden fugl. Den var omtrent halv så lang som hende, og et vingefang der ikke kunne være meget kortere end hende. Dens fjerdragt var smuk og sort med et blåligt skær i solen. Fascineret af den majestætiske fugl fulgte prinsessen efter den, og inden længe var de længere inde i haven, end hun nogensinde havde været før. Det var så langt inde at gartneren ikke engang var der ofte.  Ravnen landede selvsikkert i et æbletræ der var ved siden af en dam. Denne dam så mørkere ud, og træerne var vildere og tættere, men prinsessen tænkte det bare var hendes fantasi. Ravnen vendte pludseligt sit ansigt mod prinsessen, og hun blev straks roligere. Ravnen havde nemlig en rolig og meget intelligent udstråling, og kiggede bare på hende mens hun gik hen til den. Da hun stod foran ravnen, så hun nogle af de lækreste æbler, hun havde set i hele sit liv. Ravnen åbnede sit næb, men i steder for en skurrende fuglestemme hørte hun en smuk mandestemme. Stemmen fortalte hende, at hun måtte spise 12 æbler fra træet, men hvis hun tog flere, var der en pris at betale. Prinsessen var overrasket over stemmen. Både det den sagde og hvor den kom fra, men hun kravlede alligevel op i træet og tog et lækkert æble. Da hun tog en bid, blev hun så overvældet af velbehag, at hun nær havde faldet ned fra træet, og skyndte sig derfor ned fra træet, inden hun spiste videre. Da hun havde taget den sidste bid, blev hun skuffet over der ikke var mere, men hun tog alligevel ikke et til, da hun ville gemme de 11 andre til en grå dag.

5 dage efter var en grå dag for prinsessen, og hun gik derfor ud i haven og fandt hurtigt æbletræet. Hun kiggede op og så ravnen kigge ned på hende med vise øjne. Prinsessen kravlede op i træet og fik endnu et lækkert æble, og ventede denne gang med at spise til hun var helt nede på jorden igen. Hun tog en bid af æblet, og skønt hun igen mærkede den behagelige følelse det første æble også efterlod hende med, så var følelsen ikke nær så overvældende denne gang. Med en blanding af skuffelse og velbehag forlod prinsessen igen haven.

4 dage efter gik prinsessen igen hen til ravnen for at få et af æblerne, men da hun havde plukket et æble bestemte hun sig for at plukke et mere. Da hun var for foden af træet begyndte hun at spise af æblerne. Ligesom gangene før følte hun sig gladere og gladere ved hver bid, og da hun var færdig med æblerne måtte hun tvinge sig selv til at gå væk.

3 dage efter gik prinsessen ud og plukkede et æble kort tid efter, at hendes morgenmad var spist, og derefter forlod hun æbletræet og ravnen igen. Senere samme dag kravlede hun op efter et æble, og hun gjorde det igen om aftenen. Ravnen var stadig i træet, endda på samme gren, og så stadig lige så smuk og majestætisk som før, men nu kiggede på hende, som om den vidste præcist hvornår hun ville plukke æblerne.

Dagen efter begyndte prinsessen at føle sig rastløs, og hun kunne mærke at hendes forældre vidste der var noget i vejen, men de ignorerede det i håbet om, det ville gå væk af sig selv. På trods af rastløsheden holdte hun ud endnu en dag, men da hun vågnede på 2. dagen uden nogle af de lækre æbler, kunne hun ikke holde det ud mere. Hun skyndte sig ud af hendes kammer musestille, så ingen ville opdage hun var ude af hendes seng, selvom det kun var kort efter solopgang. Ude i den vilde ende af haven, så hun træet og ravnen. Den sad som altid og kiggede på hende med sine intelligente og klare øjne, og hun tænkte et øjeblik, om den havde lukket et øje i nat, eller om den blev vækket af lyden af hendes fødder. Som tiden gik med at kigge på ravnen, kunne hun mærke noget af rastløsheden gå væk, og hun kunne igen mærke hendes hænder dirre, men denne gang var det af trangen til at mærke ravnens fjer. Hun kravlede op i træet, og havde lyst til at både røre ved ravnen, og plukke et æble. Ude af stand til at vælge stiller hun sig på en stor gren og rakte ud efter et æble og ravnen, der stirrede på hende med sine øjne, der virkede til at vide alt, men den flyttede sig ikke. Da prinsessen næsten havde nået både ravnen og en af æblerne, mistede hun fodfæstet og ville have faldet helt ned fra træet, hvis hun ikke instinktivt havde taget et fat i den gren, hun før stod på. Stadig fortumlet fik hun svinget sig ned på jorden igen, og så op på ravnen, der ikke havde ændret sit siddested eller sit blik. Længe stod prinsessen og tænke, om hun skulle gå op i træet eller ej. I sidste ende vandt hendes rastløshed, og da hun stod træet kunne hun ikke dy sig fra at spise, mens hun var der oppe. Hun nåede helt op på 3 æbler, før hun var rolig nok til at indse hvad hun havde gang I, og derefter skyndte sig ind på slottet til hendes kammer igen.

Senere samme dag kunne prinsessen mærke hendes forældres blik på hende, hver gang hun vendte sig. Frustreret gik prinsessen rundt i haven, og hendes ben førte hende til ravnen og dets træ. Prinsessen kravlede op og spiste grådigt et æble i træet, skuffet over at hun ikke havde været overvældet af velbehag siden det første æble, men lettet over at det fort af frustrationer der var blevet bygget i hendes krop faldt sammen. Hun nåede at plukke et til, før hun hørte en kalde, og hun derfor gemte æblet i hendes kjole og skyndte sig tilbage til hendes forældre.

Om aftenen var hun i sit kammer og det 12. æble var væk. Hun vidste at hun ikke burde, men hendes lyst drev hende til at snige sig ud til ravnens træ, og til hendes glæde var ravnen ingen steder at se. Hun kravlede op i træet, og plukkede et lækkert rødt æble. Det ene øjeblik var hun alene, og det næste så hun ind i ravnens øjne. Men denne gang var den ikke smuk og majestætisk, men så derimod usoigneret ud med vilde røde øjne. Prinsessen fik sådan et chok at hun faldt ned fra hendes gren, og røg lige ned i den mørke dam. Før hun ramte vandet, kunne hun høre en latter, der blev ved i hendes hoved, selv efter hun ramte bunden. Hun kunne føle noget blive revet ud af hende, som det kolde, mørke vand fandt vej ind i hende. Hun skreg og græd, men der var ingen hjælp at hente, som hendes krop ændrede sig. Efter noget der føltes som dage for hende, men som bare var minutter, åbnede hun sine øjne og kunne se klart, selvom det i forvejen mørke vand, var blevet mørkere af hendes blod. Hun kiggede ned af sig selv, og så en hale der hvor hun før havde ben. Hun indså at hendes grådighed havde frarøvet hende vejen til Guds rige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...