Måske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2015
  • Opdateret: 21 aug. 2015
  • Status: Igang

10Likes
5Kommentarer
755Visninger
AA

1. Måske

Jeg trykkede mig ind imod Ghaith, bange for at de også ville tage ham fra mig. Han sad blot der ret op og ned og stirrede frem for sig med det blik, jeg aldrig rigtigt havde lært at tolke. Det fik ham til at ligne en, der var blevet besat af en vild ørkenånd. Engang havde jeg spurgt mor, om det var sådan det hang sammen, men hun havde igennem sine hårdt sammenpressede læber svaret, at Ghaith var ved at blive voksen, og at jeg skulle lade ham i fred.

Jeg husker ikke præcist, hvornår jeg første gang så blikket, men jeg tror, det var den forårsdag, kampvognene rullede ind i forstæderne til Damaskus. Den dag krigen gik fra at være noget, vi hørte om i radioen og noget de voksne ophidsede diskuterede, til at være vores egen virkelighed. Kort tid efter pillede min storebror alle fodboldplakaterne og billederne af Aatef Jenyat ned og erklærede, at fodbold var spild af tid.  

Båden gyngede kraftigt, og jeg klamrede mig endnu fastere til Ghaith. Det ene øjeblik kunne jeg kun se den kulsorte himmel og stjernerne, der flakkede udtværede frem og tilbage for mit slørede blik. Jeg havde fået saltvand i øjnene. Det måtte være bølgeskvulpene, for jeg var alt for gammel til at græde. I næste øjeblik fór vi sammen med skibet ned imod havets sorte gab. Jeg kunne ikke holde et gisp tilbage, og min storebror vågnede ligesom til live og gav min arm et klem. I samme nu blev vi atter slynget op imod stjernerne, og jeg kunne mærke, at hvis der havde været noget i min mave, var det nok væltet ud. Voldsomt som middelhavets brusende bølger.

”Du skal ikke være bange, Aya. Jeg er sikker på, at vi næsten er i Europa…” Jeg kunne tydeligt høre, at Ghaith ikke selv troede på det længere, men jeg modsagde ham ikke.

”…i morgen tidlig ser vi solen stå op over Lampedusa,” fortsatte han toneløst, som var det et mantra, han havde gentaget alt for mange gange.

Lampedusa, Jeg smagte på ordet. Lampedusa. Det lød som navnet på en prinsesse i et gammelt eventyr. En krigerprinsesse måske. Hun ville komme galoperende som en sandstorm og bekæmpe alle krigerne fra Islamisk Stat og sende dem på flugt ud i ørkenens uendelighed. Hun ville komme og befri far fra Bashar al Assads fængsel. Hun ville give mig min familie tilbage, og det hele ville igen blive som før, bare bedre.

Jeg sank og måtte bide tænderne hårdt sammen for ikke at give efter for de forræderiske tårer i mine øjenkroge. Jeg måtte ikke tænke på mor og lille Rima. Jeg måtte ikke tænke på far, men hans flakkende øjne, da de hev ham ud på gaden kun iført natskjorte, var som naglet til min nethinde og fik altid tårerne til at presse sig på. Far skulle være stærk. Han skulle kunne klare alting og beskytte os imod alt det onde. Sådan havde det altid været.

En voldsom knagen i bådens træværk hev mig tilbage til virkeligheden. Mit hjerte stod med ét stille. Det føltes som om alt stod stille. Så væltede en stor bølge ind over rælingen på båden, og jeg klamrede mig til bænken. Måske skreg jeg. Der var mange, der skreg. Jeg hev nærmest instinktivt fødderne op fra dækket, da det kolde vand strømmede frem imod os. Jeg rystede så meget, at jeg næsten ikke kunne holde mig fast til bænken. En babys uafbrudte hylen gennemborede vindens brølen og de mange råbende mennesker. Vi var alt for mange mennesker ombord.

Ghaith forsøgte at gribe fat i mig og råbte et eller andet, men hans stemme druknede i larmen. Båden blev atter suget ned ad imod det uendelige sorte dyb, og endnu en bølge væltede ind over os. Det var som om, jeg ikke længere sad i båden men så os ovenfra. Små og sammenkrøbne sad vi. Forskræmte som små fugleunger, der var faldet ud af reden. Fuldstændigt hjælpeløse imod Middelhavets raseri.

Kvinden, der havde stået i forstavnen og klamret den hylende bylt ind til sig, faldt med et hjerteskærende skrig ned på knæ. Hendes jamren skar sig som knive igennem havets brølen. Hendes barn var væk. Bylten var forsvundet i bølgernes grådige favn. Opgivelsen stod malet i hendes ansigt med kulsorte penselstrøg, og hun greb desperat ud i luften men fangede kun intetheden. En mand greb brutalt fat i hende. Han pressede hende hårdt ned imod dækket. Hun kæmpede voldsomt imod, men han slap hende ikke, før hun lå helt stille, og kun hendes hulken sendte rystelser op igennem den sammenkrøbne krop. Det gik op for mig, at han prøvede at forhindre hende i at lade sig selv glide ud over rælingen samme vej som sit barn.

Mit blik søgte op imod den mørke himmel. Jeg kunne ikke holde ud at se på den ulykkelige mor så meget som et sekund længere. Igennem mine tårer så stjernerne meget større ud end normalt. Ghaith havde forsikret mig om, at her var stjernerne ikke farlige. I Europa var stjerner bare stjerner, og de befandt sig tusindvis af lysår væk fra jorden. De kunne ikke lige pludselig springe i luften og forvandle en hel gade til ruiner.

Bådens bankende motor fik langsomt min vejrtrækning til at falde til ro. Den første nat havde den dumpe lyd holdt mig vågen. Den havde mindet alt for meget om fjerne eksplosioner, men nu havde jeg efterhånden vænnet mig til dens ensformige slag, der trodsalt betød, at vi var på vej imod en lysere fremtid.

Jeg mærkede atter tørsten. Min tunge var opsvulmet og føltes som ørkenens sand. Det var snart længe siden Ghaith og jeg havde delt den sidste mundfuld vand, der havde været tilbage i flasken. Mit hoved dundrede, og det hele var som en uvirkelig drøm. Som et ondt mareridt, jeg ikke kunne vågne fra. Jeg følte mig så uendelig træt, som havde jeg svømmet efter den lille ramponerede fiskekutter hele vejen. Alligevel kunne jeg ikke sove. Jeg turde ikke sove. I drømmene skete det hele om og om igen.  

Motorstøjen svandt med ét hen i en række rungende host, der nærmest blev overdøvet af bølgernes brølen. Der gik et øjeblik før jeg vågnede fra mine tanker. Hvad var der galt? Jeg så rædselsslagen på Ghaith. Han stirrede blot frem for sig med det der tomme blik. På få øjeblikke udbrød der vildt tummult på dækket. Folk råbte og skreg. De løb forvirret rundt imellem hinanden. Atter føltes det, som om jeg så det hele udefra. Som om jeg sad i en flyver og kiggede ned på dækket.

”Vi har kaldt efter hjælp… Vi har kaldt efter hjælp… forhold jer i ro!” lød det gang på gang i de skrattende højtalere.

Jeg mærkede langsomt, hvordan det spirende håb svandt ind til et frø på størrelse med et sandkorn. Mine lunger higede efter luft, som var jeg allerede ved at drukne. Ghaith greb min hånd og så direkte på mig. Der var tårer i hans øjne. Det var ellers mange år siden, jeg havde set ham græde sidst.

”Måske…” hviskede han ”… måske lykkes det… måske kommer vi til Europa; så bliver det hele godt…måske…”       

Bølgernes buldren imod skibets alt for tynde skrog syntes at opsluge enhver anden lyd. Det var som om, hele vores fremtid var blevet opslugt af dette tordnende inferno. Det gik op for mig, at skrigene på dækket med få undtagelser var forstummede. Folk sad blot og stirrede ud over bølgerne, der kastede båden hid og did. Nogen græd; andre havde nok lige som jeg ikke flere tåre tilbage. De fleste bad eller sad blot som forstenede. Stilheden var ulidelig, og ventetiden endnu værre. Jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før en bølge ville vælte båden omkuld. Jeg turde ikke tænke tanken til ende. Det var som om mit hoved blev fyldt med et sort røgslør, som det der havde hængt over Damaskus gader efter bombningerne. Jeg kunne ikke svømme. Jeg havde aldrig lært at svømme. Dette var den eneste tanke, der trængte igennem tågen.

Et øredøvende brag kastede mig ned imod dækket. Mit knæ ramte træet hårdt, men jeg opfattede det knap nok. Hvor var Ghaith? Jeg ville åbne munden for at kalde på ham, men det var som om, mine læber var voksede sammen. Smagen af blod fyldte min mund, og jeg kunne mærke at mavens indhold kæmpede for at komme op. Jeg pressede øjenlågene i, så hårdt jeg kunne og forsøgte at få min vejrtrækning under kontrol. Desperat prøvede jeg at genkalde mig min mors stemme, der nynnede vuggevisen fra, da jeg var lille. Det fik mig normalt til at falde lidt til ro, men nu var ordene skjult i den uigennemsigtige tåge, og ikke engang min mors ansigt, kunne jeg huske. Var det sådan her det føltes at dø?

Nogen greb fat i mig og var ved at vælte mig helt ned på dækket.

”Aya!” en stemme trængte igennem tågen. ”Aya!”

Ghaith hev mig så hård i armen, at en klynken undslap mine læber. Jeg greb ud efter ham i mørket, og han trak mig brutalt op på bænken. Jeg følte mig som en kludedukke og skulle samle al min viljestyrke for at holde fast i virkeligheden og ikke blot at lade mig falde sammen, da den næste bølge sendte en kaskade af vand ind over os.

”Masten er knækket!” Råbte Ghaith ind i mit øre for at overdøve larmen. Ordene rungede frem og tilbage i mit indre uden at give nogen form for genklang.

”Masten er knækket…” gentog han og ruskede mig i armen, men selv om jeg hørte ordene, var det som om, jeg ikke forstod meningen bag dem.

Ghaith løftede mig resolut op på sit skød og åbnede hurtigt min redningsvest. Han trak den af mig og tog den selv på, hvorpå han hev mine arme ud igennem hullerne. De føltes nærmest som gummi, og jeg tvivler på, at jeg selv ville have kunnet have løftet dem højt nok til at få vesten på igen. Jeg måtte trække maven ind, så han kunne lukke lynlåsen omkring os begge. Redningsvesten havde kostet næsten 200 dollars, og vi havde kun haft råd til en, så vi havde fundet den største, sælgeren havde og håbet, at der ville være plads nok til os begge. Vi sad helt kilede op ad hinanden. For få måneder siden, ville jeg have synes, at det var akavet og underligt, og Ghaith ville have nægtet at sidde med sin lillesøster på skødet på den her måde, nu skabte det blot en lille ø af tryghed midt i alt tumulten og alle bølgerne.

”Det skal nok gå… vi er snart i Europa…” hviskede han toneløst gang på gang.

Til sidst hørte jeg ikke længere hans ord. Tågen inde i mit hoved blev tykkede og tykkere som ville den kvæle mig. Jeg prøvede febrilsk at skubbe den væk, men var alt for træt.

 

***

Noget koldt rørte min pande, og jeg fór sammen.

”Rolig,” hørte jeg en fremmed kvindestemme sige. ”Rolig”.

”Ghaith…” prøvede jeg at råbe. Men mine læber ville ikke forme ordene. Jeg kunne ikke bevæge så meget som en muskel. Kroppen føltes fremmed. Som havde nogen stjålet min krop og erstattet den men en sandsæk. Hvor var jeg? Hvor var Ghaith? Jeg lå ned. Redningsvesten var væk, men hele verden gyngede stadig.  Måske… måske lykkes det… måske kommer vi til Europa; så bliver det hele godt…måske…Masten er knækket…Det skal nok gå…Masten er knækket… Aya… Aya…Ghaith ord væltede frem og tilbage i mit hoved og gjorde mig rundtosset. Jeg var alt for træt til at prøve at forstå dem. Jeg var så uendelig træt, at jeg kunne sove fra nu af og til verdens ende. Jeg lod mig selv glide tilbage ind i det tågede mørke.

Næste gang jeg vågnede, var der lyst omkring mig, og jorden under mig gyngede kun umærkeligt. Jeg åbnede forsigtigt øjnene, bange for at det blot var en drøm. Langt over mig legede et par måger i vinden. De dansede rundt og nød friheden og solskinnet. Af en eller anden grund fik synet af dem gråden til at vælde op i min hals. Himlen var så blå, at det nærmest skar i øjnene at kigge på den, men jeg kunne alligevel ikke lade være. Det var som om den varslede, at vi på en eller anden umulig måde alligevel var nået friheden.

”Aya!” Det var Ghaith stemme, og denne gang lød den ikke blot som et spøgelse inde i mit forvirrede hoved. Han lænede sig ind over mig, og hans ansigt skiltes i et kæmpe stort smil, da han opdagede, at jeg var vågen.

”Aya,” nærmest grinede han, og jeg prøvede at smile tilbage til ham, men mit ansigt føltes stadig som en uformelig maske. Han blinkede hurtigt med øjnene, og jeg lod som om, jeg ikke så, at han hastigt tørrede en tåre væk fra øjenkrogen. Han kom hurtigt på benene og forsvandt, men kort tid efter vendte han tilbage med en flaske vand, som han førte op til mine læber. Selvom jeg ivrigt prøvede at synke hver en dråbe, løb en del af vandet alligevel ned ad min hage og hals. Det var som om, vandet langsomt fik livet til at vænne tilbage til min krop og vækkede den af dvalen. Det vædede det lille frø af håb og fik det atter til at spire.

Ghaith satte sig ned ved siden af mig.

”Vi er blevet redet af et stort italiensk skib.” forklarede han ivrigt. ”De er ved at sejle os til Sicilien og vi er der næsten. Jeg kan se kysten.” Han strålede nærmest om kap med solen. ”De er vældig rare. De har givet os vand og lånt os tæpper. Du har sovet i næsten et døgn.”

Jeg nikkede til ham, for at tilkendegive at jeg havde forstået, hvad han sagde. Det værkede stadig i min nakke, når jeg bevægede hovedet.

”Aya, vi er næsten i Europa!”

Jeg kunne mærke sommerfuglene i min mave sprede vingerne ud og hvirvle rundt i en glædesdans. Jeg havde selv lyst til at gøre det samme. Jeg turde nærmest ikke tro at det var sandt, det hele føltes stadig alt for meget som en drøm, men Ghaith hjalp mig langsomt op og sidde, så jeg ved selvsyn kunne se brammen af land i det fjerne.

Der gik måske en times tid, før skibet lagde til, og vi blev ført ind på kajen. Mine knæ var lige ved at give efter under mig, da jeg endeligt fik fast grund under fødderne igen. Jeg havde ikke stået op i flere dage, og det føles som om, sulten i mellemtiden havde spist selv mine knogler. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på i øjenkrogene. Det var lykkes. Jeg havde lyst til at juble højt. Vi var nået til Europa, og nu ville det hele blive godt. Som en flok får blev vi gennet hen til et hvidt telt på kajen. Det havde påmalet store røde kors. Jeg kunne mærke frygten langsomt snige sig ind i min mave. Den hev vingerne af sommerfuglene én for én og lod nådesløst de afpillede kroppe falde til jorden.

De måtte ikke tage vores fingeraftryk. Det var vigtigt. Det sagde alle, selvom jeg ikke helt forstod hvorfor. Jeg måtte skynde mig for at følge med de andre, der hurtigt forsvandt ind i teltet. Hvad ville de mon gøre ved os derinde? Jeg prøvede desperat at lukke af for billederne, der trængte sig vej igennem den mur, jeg prøvede at bygge op omkring mine tanker. De ville nok tortere os, indtil de fik af, vide hvem smuglerene var. Jeg ventede på at høre folks rædselskrig og håbløse tiggen after nåde, men der var ikke andet at høre igennem teltdugen end dæmpede stemmer.

Måske forhørte de dem først, hvorpå de så stillede dem på en række for at skyde dem, hvis ikke de havde informationer at videregive. Jeg vidste jo ikke noget om smuglerne. Jeg kunne mærke hårene rejse sig på mine arme trods varmen. Vi kunne stadig nå at stikke af. Vi kunne løbe på tværs kajen og gemme os bag nogle containerne, der stod på den modsatte side. Jeg hev fat i Ghaiths ærme, forsigtigt så ingen skulle se det, og hviskede hurtigt min plan ind i hans øre. Han syntes ikke om idéen; vi ville vække alt for meget opmærksomhed, sagde han, og soldaterne havde med garanti maskingevær. Han tog min hånd og gav den et klem, og snart var det vores tur til at gå ind igennem teltdøren.

I teltet ventede der mig en stor overraskelse, og jeg var lige ved at tabe underkæben, da en midaldrende dame gav mig en sandwich og en flaske vand og viste os hen i endnu en kø. Hvorfor give mad til nogen, man var på vej til at skyde? Ville de indgyde os en falsk følelse af tryghed? Måske havde Bashar al Assad spioner her i Italien også. Måske ville de opsøge Mor og Rima og straffe dem, når de fandt ud af hvem vi var, og at vi var flygtede. Jeg prøvede på ikke at tænke på det. Der kom flere og flere flygtninge ind i teltet, og snart var det stuvende fuldt. Vi lod os dumpe ned på asfalten.

Jeg ved ikke, hvor længe Ghaith og jeg ventede, før vi pludseligt sad forrest i køen og blev vinket over i hjørnet. Jeg måtte tvinge mine ben til at gå fremad. Den ene fod foran den anden. Et skidt af gangen. Mine ben føltes uendelig tunge, og på trods af, at der kun var få meter hen til kvinden, som ventede på mig, føltes det, som om der var adskillige kilometer. Hun sagde en helt masse til mig på et sprog, jeg ikke forstod, men hendes stemme lød venlig, og mit hjerte faldt lidt mere til ro. Ghaith kiggede sig hurtigt over skulderen og beroligede mig med, at det blot var en lægeundersøgelse, vi skulle igennem. Vi bestod øjensynligt begge to lægetjekket, for vi blev i hvert fald sammen med flere hundrede andre stuvet ind i nogle busser og kørt væk.

Der var ingen, der viste hvor de kørte os hen. De voksne diskuterede længe mulighederne. Til sidst dristede en mand, som kunne noget engelsk, sig til at spørge chaufføren. Vores destination var Venedig, lød svaret. Et sted jeg aldrig havde hørt om før. Nogle af de andre flygtninge havde mobiltelefoner med og slog byen op på nettet. De var alle jublende glade. Jeg forstod ikke, hvorfor Venedig var så meget bedre end alle andre steder og kunne mærke, mine øjenlåg blive tungere og tungere. Jeg kiggede halvsovende ud på landskabet, der susede forbi busruden. Det var åbenbart sådan her, Europa så ud.

Ghaith forklarede mig begejstret, at Venedig lå i det nordlige Italien. Det var nærmest som om, at myndighederne prøvede at hjælpe os til Nordeuropa, jublede han. Det var vist noget, han havde hørt nogle af de voksne sige. Jeg smilede til ham, men var alt for træt til at svare, og snart faldt jeg i søvn.

Jeg vågnede lige som vi kørte ind i Venedig. Solen kastede sine første stråler henover byen og badede den i sit orange skær. Ghaith sad og så på mig. Jeg gabte, og nød at mit tøj for en gangs skyld var tørt, selvom det var beskidt og stank så meget af bræk, at jeg var lige ved at kaste sandwichen fra i går op. Det så ikke ud som om, Ghaith havde sovet. Renderne under hans øjne var blot blevet mørkere og mørkere, for hver dag vores rejse havde varet.

”Vi skal til Milano.” erklærede han toneløst.

”Til Milano?” spurgte jeg undrende, og var ikke sikker på hvorvidt, det var et land eller en by.

”Ja…” forklarede han ”…i Milano kan vi tage et tog Nordpå.”

Normalt ville han ikke nedlade sig til at forklare mig den slags ting, men nu var alt ændret. Jeg nikkede blot og havde mest af alt lyst til at lægge mig til at sove igen.

Det måtte være næsten en måned siden vi havde forladt Damaskus med bus. Jeg bed mig i underlæben. Under hele rejsen havde jeg prøvet at tænke så lidt som muligt på det derhjemme. Det gjorde så ondt inde i. Måske var vores hus blevet jævnet med jorden. Måske var mor og lille Rima… Jeg kunne ikke tænke tanken til ende. Tårerne strømmede allerede ned ad mine kinder, og jeg prøvede febrilsk at tørre dem væk med håndryggen, før nogen så dem. Jeg skulle være stærk, sådan som jeg havde lovet mor, at jeg ville være det. Jeg stirrede intenst ud af vinduet, og håbede på, at Ghaith blot troede, jeg iagttog Venedig indgående.

”Aya, vi skal prøve at komme væk fra flygtningelejren i Venedig så hurtigt som muligt. De må ikke nå at tage vores fingeraftryk. Forstår du, hvad jeg siger?”

Jeg nikkede hurtigt og stirrede stift ud på gaderne, der susede forbi os i rivende fart, imens jeg forestillede mig, hvordan flygtningelejren mon så ud.

Pludselig stoppede bussen. Vi måtte være fremme. Jeg strakte hals for at se lejren igennem vinduet, men det eneste jeg så, var en stor indgangsportal indtil noget, der lignede et sygehus eller måske nærmere et fængsel. Her var ingen telte og heller ingen mennesker. Hvor var lejren henne? Jeg så spørgende på Ghaith, men han var allerede ved at tage sin vindjakke på og kiggede nysgerrigt henover sæderne. En mand i uniformsjakke var trådt op i bussen. Han råbte højt og gestikulerede vildt med armene. Han lød meget vred, men jeg forstod ikke så meget som et ord, af det han sagde. Jeg trykkede mig så meget ned imod sædet, som jeg kunne, og håbede lidt på, at det ville opsluge mig helt. Manden var helt rød i hovedet, og det lod til at han ville lade himlen falde ned over os, hvis det havde kunnet lade sig gøre.

Ghaith lod mig ikke sidde længe, før han hev mig op og bestemt trykkede min sammenkrøllede jakke, i favnen på mig. Kort efter trak han mig efter sig ud ad bussen. Manden stod stadig og kommanderede, og udenfor bussen kunne jeg se to andre uniformsklædte mænd gelejde folk til den ene eller den anden side og få dem til at stille sig på række. Jeg følte mig som en dyr på vej hen til sin slagtebænk. Mine ben rystede så meget, at jeg tvivlede på, at det ville lykkes mig at komme ud af bussen uden at falde på vejen. Ghaith løsnede ikke sit greb i min skulder, måske vidste han, at jeg ikke ville være i stand til at gå selv på mine rystende ben, eller også troede han, at jeg var så bange, at jeg ville nægte at flytte mig fremad i rækken. Det var ikke godt at skille sig ud. Det var en af de ting, han havde prøvet at indprente mig allerede ved vores rejses begyndelse.  

En af mændene rev os brutalt fra hinanden, og skubbede mig så hårdt, at jeg vaklede og faldt ned på mit knæ, der i forvejen var et stort blåt mærke. Jeg ømmede mig, og manden kvitterede med en vred svada på italiensk. Selvom jeg ikke forstod et eneste ord, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle se at komme væk fra ham så hurtigt som muligt. Jeg bed tænderne sammen og kom på benene. Jeg så efter Ghaith, men han var allerede mange meter foran mig og var på vej hen til en anden kø. Jeg prøvede at holde et hulk tilbage, men kunne ikke forhindre tårerne i at trille ned af mine kinder. Jeg tørrede dem væk med jakkeærmet, imens jeg halvløb for at indhente kvinden, der gik foran mig.

 ”Ventisette” råbte en anden man og klemte min overarm hårdt, alt imens han skubbede mig videre i køen. Jeg vaklede og var lige ved at falde igen, men med al min viljestyrke lykkedes det mig, at holde mig på benene denne gang. De uniformerede mænds brutalitet mindede mig alt for meget om dengang, de hentede far, og tågen begyndte langsomt at fylde mit hoved igen. Jeg samlede al min viljestyrke og skubbede den væk. Det var farligt at skille sig ud.  

Snart var vi alle talt og blev ført ind igennem indgangsportalen. Tårerne trillede stadig ned af mine kinder og slørede mit syn, så menneskemængden og de råbende vagter blot virkede som et bølgende hav af farver og støj.

Vi blev ikke på centeret i mere end et par timer, før vi så vores snit til at stikke af. Det var lykkes Ghaith at aftale med et par af de voksne mænd, at vi kunne flygte ind til togstationen sammen med dem. Jeg havde kun lige nået at sætte den sandwich, jeg havde fået, til livs, før Ghaith hurtigt hev mig til side og sagde, at jeg skulle på toilet, hvis nogen spurgte. Æblet, vi også havde fået, proppede jeg hurtigt i lommen på min jakke og fulgte efter ham.

Turen ind til stationen tog et par timer, men i middagsheden føltes de otte kilometer, mændene sagde, der burde være derind, nærmere som halvtreds. Jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde fået vandflasken med mig fra lejren, og at jeg kun havde nået at drikke en enkelt mundfuld af den, før vi gik. Det føltes som, om jorden var beklædt med søm, som jeg ved hvert skridt trådte op i fødderne, så trætte var de. Min ene sandal var gået i stykker under rejsen. Så jeg måtte holde den fast på foden med kun en enkelt rem foran. Mændene gik alt for hurtigt, men jeg turde ikke sige noget, på trods af at jeg nærmest måtte halvløbe for at følge med. Mine ben gjorde snart ondt, og jeg så bedende på Ghaith, men han var travlt optaget af en samtale med mændene om, hvilket tog det ville være sikrest at tage, så han opdagede mig slet ikke.

I noget der føltes som en kvart evighed gik vi langs skinnerne udenfor hegnet, der afgrænsede baneanlægget, men til sidst nåede vi frem en stor plads og bag ved den lå Stazione di Venezia Santa Lucias store hvide bygning. Vi begav os det allersidste stykke henover pladsen, imens vi gjorde os frygtelig umage med at ligne helt normale italienere, der havde lidt travlt, fordi de var ved at komme for sent til toget.

Imens vi ventede på toget købte Ghaith et tegneseriehæfte til os hver. Jeg protesterede, og sagde at jeg var for træt og ikke gad læse tegneserier, men han insisterede på at købe dem.

”Men Ghaith, de er jo på italiensk, vi forstår jo alligevel ikke et ord af, hvad der står i dem.”

Han så på mig med et blik, der ville kunne stoppe selv en bombe, der fløj igennem luften. Jeg tav.

”Du forstår jo ingenting…” sukkede han, da vi var kommet væk fra kiosken.

”Så forklar mig det!” svarede jeg trodsigt og så lidt for udfordrende på ham. ”…så forklar mig, hvorfor du bruger mors og fars sparepenge på tegneserier!” jeg kunne mærke vreden boble op i mig, men vidste godt, at jeg allerede var gået langt over stregen for, hvad jeg, som pige kunne tillade mig at sige.                   

Ghaith så opgivende på mig og forklarede hurtigt, at med næsen i en italiensk tegneserie, ville vi ikke virke mistænkelige ombord på toget. Vi ville simpelthen ligne italienske børn på vej til Milano for at besøge vores bedsteforældre. Hvis vi var heldige, ville vi ikke behøve at tale med nogen under rejsen, og ingen ville nogensinde opdage, at vi ikke kunne så meget som to ords italiensk.

Turen til Milano tog omkring fem timer. Jeg prøvede at sove, men adrenalinen pumpede rundt i mit blod hele vejen. Jeg måtte virkelig holde mig selv i skindet for ikke at se nervøst op, hver gang nogen trådte ind af døren, og på den måde komme til afsløre mig selv. Første gang jeg gjorde det, sparkede Ghaith mig hårdt over skinnebenet, og jeg ømmede mig sagte bag mit uforståelige tegneseriehæfte. Derefter havde jeg ikke så meget som våget at løfte blikket fra bladet.

På et tidspunkt så jeg ud af øjenkrogen, at der kom en mand i uniform ind i vognen. Mit hjerte sprang et slag over. Det var nu vi ville blive opdaget. Politimanden ville tage os med på stationen og tage vores fingeraftryk. Ghaith havde forklaret mig, at hvis de tog vores fingeraftryk, ville vi blive nødt til at søge om asyl her i Italien, og vi ville aldrig nå frem til Skandinavien. Betjenten tøvede et øjeblik udfor hver passager og så på ham eller hende et øjeblik, før han gik videre. Han ville snart få øje på os.

Da han endeligt nåede frem til os, var mine hænder så svedige, at jeg var mange for at tabe tegneseriehæftet, og mit hjerte pumpede i dobbelttakt.

”Biglietti” sagde han henvendt til mig, og jeg fór nærmest sammen. Han ville opdage det. Han ville opdage, at vi ikke forstod et ord af, hvad han sagde. At vi var flygtninge. Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg var næsten sikker på, at han ville kunne høre det. Ghaith stak ham hurtigt vores biletter og et stort smil, og manden stemplede dem og gik roligt videre. Jeg turde knap trække vejret, før kontrolløren havde forladt vognen. Vi var redet for denne gang.

I Milano skiltes vi fra mændene, de ville fortsætte over grænsen til Frankrig med tog, da dette skulle være den sikreste vej, hvis man ville rejse på egen hånd. Senere ville de så prøve at finde vej over den tyske grænse fra den franske side. Her var grænsekontrollen mere sporadisk end ved den italienske grænse, som mange flygtninge forsøgte at krydse. Det påstod de i hvert fald. Ghaith og jeg skulle rejse direkte videre over grænsen til Schweiz ved hjælp af nogle smuglere og fortsætte til Tyskland og Danmark derfra. Det var dyrere end at rejse med tog, men til gengæld var det mere sikkert, mente Ghaith.

”Hvis blot det lykkes os at krydse den schweiziske grænse, ville vi have gode muligheder for at få asyl, selv hvis vi bliver opdaget, før vi når til Danmark,” proklamerede han ivrigt gestikulerende med hænderne for at prøve at forklare mig, hvor de forskellige lande lå i forhold til hinanden.

Jeg nikkede blot. Ghaith plejede at have ret, og han var blevet så voksen. Næsten lige så voksen som far efterhånden. Han manglede bare skægget.    

 

Smuglerne samlede os op midt om natten. Vi sad længe og ventede på en bænk i en park. Ghaith sagde, at jeg skulle prøve at sove, men byens nattelyde og mørket gjorde mig så utryg, at jeg ikke turde lukke så meget som et øje. Præcis kl to skulle vi ankomme til en parkeringsplads og stille os i skjul af træerne. Vi havde været forbi stedet to dage tidligere, for at være sikre på, at vi kunne finde det.

Vi havde snart været i Milano i fem dage, og jeg glædede mig mere end noget andet til at komme videre. Milano gjorde mig utryg. Hver en parkeringsvagt fik mit hjerte til at hamre så hårdt, at jeg var bange for at det ville slå sig løst fra mit bryst. Hver et postbud fik mit til at stirre indædt ned på fortovet og passere forbi nærmest uden at turde trække vejret. Det var ikke til at finde ud af, hvem der var farlige, og ville sende os til stationen, og hvem der ikke var det. Det virkede som om halvdelen af dem, der arbejdede var i en eller anden form for uniform.   

 

Varmen lå som et tungt tæppe over Milano, selv ved nattetid, men alligevel rystede jeg over hele kroppen, da vi stod sammenkrøbne under træerne.

”Hvad hvis de ikke kommer?” dristede jeg mig til at spørge.

”Selvfølgelig kommer de,” svarede Ghaith hviskende. ”…ellers får de jo ikke deres penge.”

Jeg sank en klump, og spurgte ham hviskende, hvad vi skulle gøre, hvis de nu bortførte os og ikke overhold aftalen. Han rystede blot hovedet. Det var for mørkt til, at jeg kunne se hans ansigtsudtryk, men jeg synes et kort øjeblik, at jeg hørte en snøften. I mørket ledte jeg efter min brors hånd. Snart dukkede en taxi op. Der sad foruden chaufføren allerede 2 andre i bilen, og jeg kravlede ind på midtersædet.

 

Milanos oplyste gader gled forbi som en lind strøm af liv og glæde, af frygt og desperation og blev langsomt erstattet af mere spredte boligkarréer og til sidst af landbrugsjord med sporadiske gårde og småbyer. Jeg klemte Ghaiths hånd og kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske med os, hvis smuglerne brød deres del af aftalen. De kunne så let som ingenting bortføre os og sælge os som slaver eller skyde os, hvis det var det de ville. Som vi blot fortsatte længere og længere ind i mørket og længere og længere væk fra civilisationen, fik jeg en grim fornemmelse af, at det var det, de ville.

Jeg turde ikke engang så meget som at hviske min frygt i øret på Ghaith, for hvad hvis de andre hørte mig? Måske forstod chaufføren arabisk og ville blive vred. Han så ikke ret rar ud i forvejen. Hans skuldre var mindst dobbelt så brede som Ghaiths og dækkede med tatoveringer, der tydeligt sås under tanktoppen, han havde på. Blev han sur, var vi prisgivende. Det var jeg ikke et øjeblik i tvivl om.

Endeligt synes denne etape af rejsen at være slut, og taxien drejede skarpt ind på en gårdsplads, hvor en stor lastbil allerede stod klar. Frem fra skyggerne krøb en lang række andre flygtninge. Èn for én bad smugleren, der stod midt på gårdspladsen, dem brusk hoppe op ind igennem lastbilens bagklap, der stod åben. Sammen med 23 andre flygtninge blev vi stuvet sammen under en lem i et vognens gulv. Lofthøjden i de lille hulrum, kunne ikke være meget mere end en halv meter, og der var kun lige plads til, at en voksen kunne dreje sig uden at støde ind i naboen. Heldigvis tillod nogle smalle sprækker i træloftet lidt lys at trænge ned til os.

Snart lå vi alle side om side, og en af smuglerene lukkede lemmen forsvarligt over vores hoveder. I mørket søgte jeg uden held efter Ghaiths hånd. Jeg kunne mærke frygten gribe fat om mit hjerte og klemme til. Kulden løb rundt i hele min krop sammen med blodet og fik hver en kropsdel til at fryse til is.

”Ghaith…” hviskede jeg ud i mørket, men min stemme blev midt i navnet overdøvet af et inferno af løbende fødder, grynten og hylen. Jeg fór sammen og pressede mig så hårdt ned imod gulvet, som jeg kunne. Lydene blev blot højere og højere, og stanken af svinestald blev mere og mere gennemtrængende. Det var næsten ikke til at holde ud. Hele vognen rystede. Jeg kunne fornemme, hvordan de andre også vendte og drejede sig og kom med utilfredse udbrud. Vi skulle flygte skjult i en svinetransport.

Snart var alle svinene kommet på plads inde i vognen, og motoren satte i gang. Til at starte med trillede vi frem og tilbage oven i hinanden, men vi fandt hurtigt ud af at fordele os således, at vi rullede mindst muligt rundt. Jeg kunne mærke kvalmen stige op i min hals og lukkede øjnene hårdt i. Jeg skulle ikke kaste op. Jeg trak vejret så dybt og langsomt, som jeg kunne, og efter noget tid lykkedes det mig atter at få kontrol over min mave. Hvis jeg nøjedes med at trække vejret ind igennem munden, kunne jeg holde kvalmen i ave.

På trods af stanken og det trange rum var lastbilstransporten trodsalt mere behagelig end sejlturen, og da jeg så de første striber af morgenlys igennem sprækkerne lod jeg vognens vuggen lulle mig i søvn.

Jeg ved ikke hvor længe jeg sov, men da jeg endeligt vågnede, stod solen lavt på himlen og det måtte være aften. Vi måtte bestemt være i Tyskland nu, eller måske allerede i Danmark. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var lykkedes os at krydse både den schweiziske og den tyske grænse, uden at lastbilen var blevet stoppet. Grisene larmede stadig over hovedet på mig og nu virkede det helt uforståeligt, hvordan jeg kunne have sovet i den støj. Jeg lukkede mine øjne og så mågerne, der legede i vinden langt over os. De var fri lige, som vi forhåbentligt også snart ville være. Ghaith lå ved siden af mig og stirrede op i loftet, med det der skræmmende tomme blik. Jeg prøvede at gribe ud efter hans hånd, men han slog blot min hånd væk, men en irriteret bevægelse, som når man dasker til en myg.

Jeg så uforstående på ham og skulle lige til at sige noget, men i det samme bremsede lastbilen op og svingede voldsomt til siden. Sommerfuglene havde fået deres tabte vinger limet fast igen og dansede med fornyet energi i min mave.

Ventetiden, imens lastrummet blev tømt for grise, føltes som en evighed, men endeligt forstummede larmen, og en mand åbnede med et kraftigt ryk lemmen. Jeg vaklede på usikre ben ned af rampen og fyldte mine lunger med frisk luft og frihed.

”Vi er i Danmark, Ghaith” vendte jeg mig strålende om for at sige.

Jeg havde lyst til at råbe det ud over de gule marker, så ingen skulle være i tvivl. Det var lykkedes for os. Vi var kommet til Danmark, og vi levede.

Ghaith sendte mig et skævt smil. ”Vi kan ikke vide os sikre endnu, Aya, måske sender de os tilbage. Måske ikke.”      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...