† Dear Rabbit †

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2015
  • Opdateret: 15 okt. 2015
  • Status: Igang
Oh rabbit, my claws are down now so don't be afraid...
I can keep you warm, as long as you can just try... To be brave!

•~•~•

Absalon, kan snart ikke holde hungren tilbage, han har aldrig følt sådan en længsel før. Hans behov, for hendes smukke slanke krop, hendes brune lange hår, og hendes aske grå øjne, gør ham sindsyg.

Vivian, kan snart ikke holde til mere af al den smerte, som bliver påført hende på skolen og der hjemme. Hendes eneste håb, er vennen Alex, som holder liv i hendes ellers så tomme og triste tilstedeværelse. Langsomt, begynder Vivian dog at forstå, at mobningen og smerte, er ingenting, i forhold til, hvad der venter hende med den nye mystiske elev, hvis øjne kun er vendt mod hende.

6Likes
7Kommentarer
3249Visninger
AA

6. † Kapitel 5 †

 

Mandag. 16.03

Absalon P.o.v

Kanin mættede mig, og fik mig en smule på andre tanker, men nu mens jeg lå her på en græsplet i skoven, begyndte Vivian at køre rundt i hovedet på mig igen.

Med lukkede øjne og mit hovede hvilende på mine forben, fantaserede jeg mig til en verden hvor kun Vivian og jeg levede.. En verden hvor jeg ikke var den store stygge ulv, med de lange skarpe tænder..

Det vil starte som dagen i dag. Jeg kommer ind i klassen, jeg får øjenkontakt med Vivian og alt svinder væk omkring os. Jeg ville sætte mig på pladsen ved siden af hende, og starte en samtale mens jeg beundrede hendes smukke brune hår og de aske grå øjne, som gemte på en masse hemmeligheder. Og endelig efter alle de udholdelige timer, vil vi mødes ved parkeringspladsen uden nogle afbrydelser fra Samantha og drengen Alex.

I det vores øjne møde vil Vivian smile genert og jeg vil give hende mit mest charmerende smil, inden jeg fejede benene væk under hende.

Pludselig ændre Vivians ansigtsudtryk sig. Hun smilte ikke længere, men kiggede rædselsslagende mig. Jeg spurgte igen og igen hvad der var galt, men Vivian hulkede og prøvede at kæmpe sig ud af mit greb. En velkendt følelse skyllede ind over mig, og hendes duft blev stærkere. Jeg kunne mærke min tænder voksede sig længere og skarpere, og mine hænder voksede sig ind og blev til poter. Procesen var for mig smertefri, men for Vivian måtte det se forfærdligt ud. Da mine fingre forsvandt løsnede mit greb om Vivian sig, og hun tog chancen og valgte at flygte, men som den ulv jeg nu var begyndte mine instinkter at tage styringen, og uden jeg selv kunne stoppe det sprang jeg frem i jagten efter Vivian.

Min hjerne var fyldt med hunger og tørst efter Vivans blod, og derfor havde jeg på ingen tid indhentet hende. På lang afstand kunne jeg høre hendes hjerte hamrede i brystet på hende. Da jeg var kommet helt tæt på hende sprang jeg frem, og mens jeg var i luften, føltes det som om tiden endu engang satte farten ned. Vivian kiggede sig skræmt tilbage og mødte mit blik. Hun mindede mig om kaninen da jeg jagtede den, Vivian havde enda det samme blik.

Da jeg ramte Vivian, væltede hun forover på den kolde jord. Hun vendte sig om så hun lå på ryggen og havde sit blik vendt mod mit, mens tårerne trillede ned af hendes kinder. 

Mine instinkter tog hurtigt over, og uden jeg kunne stoppe mig selv, viste jeg tænder og begyndte at knurrer.

 


 

Vivian fór sammen og gemte sit ansigt i hendes hænder. Jeg prøvede desperat at få kontrol over min ulv, men det var forsent.. Absalon var langsomt begyndt at forsvinde. Undskyld.. Jeg sendte tanken ud til hende, med den smule menneskelighed jeg havde tilbage. Vivian fjernede langsomt sine hænder og kiggede undrende på mig, som havde hun hørt mig.

I det jeg skulle til at bore mine tænder ind i hendes smukke hals, hørte jeg hende hviske mit navn, men det var for sent for jeg var ikke længere til stede, ulven havde overtaget mig og jeg kunne ikke stoppe den længere.

 

***

 

Jeg fløj op fra jorden og hev efter vejret, mens jeg prøvede at registrere hvor jeg var. Med et enkelt kig omkring på de høje mørke træer vidste jeg, hvor jeg var. Jeg sukkede træt og tørrede svedperlerne på min pande væk. Jeg må have været faldet i søvn.. Jeg kiggede ned af mig selv, og så jeg var tilbage i min menneske form.

Jeg fik rejst mig op ved at læne mig op af et træ. Det var blevet mørkt, men det var intet problem for mig, jeg kunne stadig se som var det højlys dag på grund af mit ulve syn, en af fordelende ved den her forbandelse. Jeg begyndte at gå, da en lyd af en gren som knækkede kunne høres ikke så langt fra hvor jeg var. Jeg vendte mig og begyndte at snige mig hen i mod lydens retning, og det jeg så fik næste mit hjerte til at stoppe.

Pigen som har hjemsøgt mine tanker i al den her tid, stod for øjnene af mig med et nervøst blik, mens hun kiggede sig omkring. "Vivian?" Hendes navn undslap mine læber, før jeg kunne stoppe mig selv. Ved lyden af sit navn vendte hun sig mod mig, med store forskrækkede øjne.

"A-Absalon?! H- Hvad laver du her?" Spurgte hun lavt, samtidig med hun bakke en smule tilbage. Jeg tog derimod et skridt frem hen i mod hende med et hævet øjenbryn. "Jeg kunne spørge dig om det samme, hvad laver du her?" Jeg lagde armene over kors, og lænede mig op af træet, som jeg var gået op til.

Vivian blinkede forvirret et par gange, inden hun kiggede forlegent ned. "J- Jeg har en hule jeg nogle gange går ud til her i skoven.." Mumlede hun lavt.

"Men hvorfor er du her så stadig?" Jeg tog en dyb indånding og nød hendes søde duft som nærmest gjorde mig helt skør.

"Oh eh jeg... J-Jeg falt i søvn.. Og nu kan jeg ikke finde ud af skoven.." Vivian så ud som om, hun hvert øjeblik ville grave sig ned i et hul og aldrig komme op igen.

Jeg smilte venligt til hende og rakte en hånd frem. "Hvis det er, så kan jeg følge dig ud af skoven." Vivian sukkede lettet og smilte så taknemmeligt til mig. "Virkelig? Hvis det ikke bliver et problem for dig, så ville det være rart." Hun lagde armene om sig selv og kiggede så undrende på min hånd.

"Y-Yeah, lad os gå." Jeg skyndte mig at tage min hånd, og begyndte så at gå. Vivian luntede op ved siden af mig, og prøvede at undgå øjenkontakt.

Sådan gik vi i noget tid hvor ingen af os sagde noget, da Vivian pludselig brød tavsheden. "D-Du svarede aldrig på mit spørgsmål.. Hvad lavede du i skoven?" Hendes stemme var lav, så hvis det ikke havde været for min super hørelse tror jeg ikke, jeg havde hørt hende.

"Jeg gik en tur i skoven, og valgte så at ligge lidt ned da jeg så endte med at falde i søvn.." Sagde jeg hurtigt, stadig med mit blik vendt mod Vivian.

Hun nikkede hurtigt og undlod at spørge om mere. 

Pludselig kom jeg i tanke om noget. "Vivian, er du ikke bange for monsteret som har gået rundt og slået menesker ihjel, skulle dukke op og tage dig?" Spurgte jeg, da billedet af den døde pige poppede frem i mine tanker.

Vivian stoppede op og kiggede kort op på mig inden hun vendte sit blik mod jorden igen. "Jeg er ikke bange for at dø... For jeg ved jeg ikke efterlader nogen, som kommer til at savne mig, for jeg er ikke det værd.. Altså udover Alex, men måske ville det næsten være bedst.. For så skal han ikke bekymre sig om mig." 

På afstand kunne jeg se Vivian ryste svagt. "U-Undskyld, det var ikke meningen jeg ville fortælle dig det her.. Jeg ved ikke hvad der går af mig. Du behøver ikke vise mig vej, jeg tror godt jeg kan finde ud her fra.." Vivian tørrede sine øjne og var ved at gå, da jeg gik frem og lagde mine arme om hende.

Hun skreg op og kiggede sig forvirret tilbage mod mig. "H-Hvad laver du?" Spurgte hun nervøst, men hun prøvede at komme fri. "Du må ikke sige sådan noget.. Selvfølgelig er du noget værd, folk kommer til at savne dig Vivian. Og det kan godt være du måske ikke tror på mig, men jeg kommer til at savne dig Vivian." Jeg holdt hende tæt indtil mig, og nussede hende blidt på ryggen.

Vivian sagde ikke noget til det jeg havde sagt, hun vendte sig dog om, greb fat i min sorte t-shirt og begyndte at hulke. Hendes varme tårer gennemblødte min t-shirt, men det gjorde intet, for jeg stod med Vivian i mine arme og jeg kunne ikke ønske mig mere.

 

***

 

Vivian, var til min forbavselse, faldt i søvn mens jeg havde stået og holdt om hende, så jeg endte med at bære hende tilbage til hendes hus. 

Jeg valgte at gå igennem hendes værelses vinduet, da det nok ikke ville se så godt ud at gå ind gennem hovede døren. Hvad ville hendes forældre ikke tænke hvis du så mig bære rundt på deres datter?

Jeg havde haft lidt besvær med at komme igennem hendes vindue, som hun til mit held havde haft åbent, men jeg var endelig kommet ind. 

Hendes værelse var lige som da jeg var her inde sidst. Kedeligt. Der var ret tomt og farverne var lige så deprimerende. Jeg gik hen til hendes seng, og lagde hen forsigtigt ned. Skal jeg give hende nattøj på? Jeg kiggede nervøst på hende inden jeg med en dyb indånding gik hen til hendes tøj skab. 

Jeg fandt hurtigt et par shorts og en almindelig hvid t-shirt, som jeg tog med hen til hende.

Med rystende hænder, tog jeg hendes sorte jeans af mens jeg vendte blikket den anden vej. Jeg kunne ikke være bekendte at kigge på hende, nå hun er så forsvarsløs.

Hendes shorts fik hurtigt givet hende på, så jeg manglede kun hendes trøje så kunne jeg gå. Trøjen fik jeg også af hende, men jeg havde et problem med at give hende den på, hvis jeg skulle kigge væk, så jeg kiggede ned på hende.

Jeg tog mig selv i at stirrer på hende krop, men jeg kunne bare ikke lade vær. Hendes hud er så ren og lys, at det gav mig helt lyst til at kysse hende på maven.

Jeg rystede hurtigt tanken væk, og gav hende trøjen på, inden jeg med røde kinder lagde dynen over hende. Jeg bliver nød til at styre mig! 

Med et suk, lagde jeg forsigtigt min hånd på hendes kind. "Vivian, hvis bare du vidste hvad du gjorde ved min krop.." Forskrækket sprang jeg tilbage da Vivian rørte på sig. Hendes øjenlåg sitrede svagt, så jeg vidste hun var ved at vågne. Panisk kiggede jeg fra Vivian, til vinduet også tilbage igen.

Jeg brummede irriteret og sprang ud af vinduet. Da jeg landede på jorden udenfor var jeg tilbage i min ulveskikkelse og allerede på vej mod skoven.

Sov sødt Vivian.. Tænkte jeg, med et enkelt blik vendt tilbage mod det lille hvide hus, inden jeg sprang ind mellem de mørke høje træer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...