† Dear Rabbit †

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2015
  • Opdateret: 15 okt. 2015
  • Status: Igang
Oh rabbit, my claws are down now so don't be afraid...
I can keep you warm, as long as you can just try... To be brave!

•~•~•

Absalon, kan snart ikke holde hungren tilbage, han har aldrig følt sådan en længsel før. Hans behov, for hendes smukke slanke krop, hendes brune lange hår, og hendes aske grå øjne, gør ham sindsyg.

Vivian, kan snart ikke holde til mere af al den smerte, som bliver påført hende på skolen og der hjemme. Hendes eneste håb, er vennen Alex, som holder liv i hendes ellers så tomme og triste tilstedeværelse. Langsomt, begynder Vivian dog at forstå, at mobningen og smerte, er ingenting, i forhold til, hvad der venter hende med den nye mystiske elev, hvis øjne kun er vendt mod hende.

6Likes
7Kommentarer
3251Visninger
AA

4. † Kapitel 3 †

 

 

Mandag. 9.02

Vivian P.o.v

Vi var ikke nået længere end 1 time, ind i undervisningen, da jeg havde fået mit 12 lap papir. Jeg kiggede kort på det, inden jeg krøllede det sammen, og smed det ned i min taske. Der stod altid det samme, på dem alle. 'Grimme kælling, luder, dø, du er intet værd, ingen kan lide dig... Jeg ved godt selv, jeg ikke burde tage det til mig, men det hele holder aldrig op, med at gøre ondt.

2 sekunder efter, jeg havde smidt papiret i min taske, kunne jeg mærke noget ramme mig på ryggen. Jeg vendte mig om, og kiggede tilbage. Samantha, skolens mest smukkeste og populæreste pige, vinkede til mig, med et ondt smil, inden hun gav mig fingeren.

"Vivian? Vil du i det mindste ikke nok prøve, at koncentrere dig om, hvad der forgår her oppe?" Jeg vendte mig om, og kiggede irriteret på min fysik lære. Rundt omkring mig, kunne jeg høre nogle lave grin, men det tog frk. Stewart, vores lære, sig ikke af. Hun fortsatte med at fortælle om atomer, og atom kerner, mens andre fortsatte med at lave alt andet.

Hun blev dog ikke langtid efter afbrudt, af en banken på døren. "Ja?" Sagde hun, muggent samtidig med hun stod, og viskede tavlen ren.

Døren blev åbnet, og ind kom vore inspektør. Han nikkede hurtigt hej til os, inden han vendte sin opmærksomhed mod, frk. Stewart, som nu smilte falskt til ham.

De snakke kort til hinanden, inden inspektøren, gik hen til døren igen. "Kom bare ind Absalon." Sagde han med en venlig stemme, da døren langsomt blev åbnet. Den nye elev, var en dreng, med kulsort hår. Hans tøj, bestod af nogle sorte bukser, en blå t-shirt og en sort læderjakke.

Han kom ind i klassen, med blikket rettet mod jorden, så man kunne ikke se hans ansigt tydeligt, før han nåede hen ved siden af frk. Stewart, og løftede sit hovede.

Jeg holdte mit gisp tilbage, da jeg så hans ansigt. Han har lilla øjne..

"Det her er Absalon Miller, han kommer fremover til, at gå i jeres klasse, så opfør jer ordentligt og tag godt imod ham." Sagde inspektøren, med sit blik vendt mod resten af klassen. 

Jeg lyttede dog ikke til hvad han sagde, for min opmærksomhed var et helt andet sted. Den var vendt mod den nye dreng, Absalon. Jeg kunne mærke en knugen i brystet, da hans blik mødte mit. Ingen af os, kiggede væk, vi stirrede bare tavst på hinanden, lige indtil frk. Stewart lagde en hånd, på Absalons skulder.

"Lad mig se, Absalon. Hvorfor sætter du dig ikke ned ved siden af Vivian?" Sagde frk. Stewart, samtidig med hun pegede på mig. Jeg kunne mærke mine, kinder begyndte at blive varme, da Absalon, endu engang kiggede på mig med sit vågende blik.

Absalon, svarede ikke frk. Stewart, men satte sig bare ned på pladsen, ved siden af mig. En bølge af kulde ramte mig, da han kom tættere på mig. Det var som om, en mørk og kold energi flød ud af ham, og nærmest fyldte hele lokalet.

Lige så snart han fik sat sig, begyndte frk. Stewart sin prædike igen. det var stadig lige så kedeligt, og der var stadig ingen, som lyttede til hende, men i stedet sad med deres mobiler, eller snakkede lavt til hinanden. 

En pludselig kuldegysning brød frem på mine arme, da jeg kunne mærke nogen stirrede på mig. Jeg var vant til folk stirrede på mig, med et truende eller hånende blik, men denne gang var anderledes.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se, Absalon kiggede på mig, uden noget tegn på at lægge skjule det. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Jeg følte mig fanget, i dette klasse lokale, med hans blik låst fast på mig.

Et bytte, det var sådan jeg følte mig. Han var det store stygge bæst, som ville spise mig. 

Jeg spærrede øjnene op, hvad var det jeg tænkte? Han er bare en normal dreng, som lige er starten på skolen, og bare gerne vil lære nogen at kende. Han er jo også helt ny, han kender sikkert ingen af dem, som går i klassen, og vil sikkert nok bare i kontakt med mig. 

Jeg tog en dyb indånding, for at forberede mig selv. Okay Vivian, det her er din chance.. Din chance til at få en ven, som du går i klasse med, og som ikke sviner dig til... Endnu.

Jeg vendte langsomt mit ansigt mod ham, og låste mit blik fast til hans. Absalon, kiggede ikke væk, men blev ved med at kiggede på mig, som om han vurderede mig. Jeg kunne mærke mine håndflader, blive svedige. Hvorfor stirrer han sådan på mig?

"Vivian?" Jeg fór sammen, ved lyden af mit navn. Absalon, som havde hvisket mit navn, lagde hovedet en smule på skrå. "Har du en blyant jeg kan låne?" Hans dybe stemme, gav mig endu engang kuldegysninger, og gjorde jeg begyndte at føle mig en smule skræmt.

Jeg nikkede og trak mit penalhus frem. En blyant.. Det var kun derfor han kiggede på mig.. Jeg var lettet over, det kun var derfor, han nedstirrede mig på den måde

Jeg rakte ham tavst blyanten, og holdt mit blikt rettet mod hans hånd, som tog fat i den anden ende af pennen. "Hey Absalon? Jeg tror ikke det er en god ide, du bruger 'hendes' blyant. Du kunne risikere at blive smittet af hendes klamhed." Sagde Samantha, med et flirtende smil, samtidig med hun kørte en hånd gennem sine gyldne lokker. "Her, tag en af mine blyanter, istedet." Hun rakte en af sine blyanter frem i mod ham, men Absalon reagerede ikke.

"Søde, hørte du mig?" Spurgte Samantha en smule højere, mens hun lænede sig ind over sit bord, for at komme tættere på Absalon.

"Jeg hørte dig." Sagde han, med sin dybe stemme. "Men du er bare ikke interessant nok, til at jeg gider spilde min tid på dig." Sagde han koldt, inden han vendte sig om mod Samantha, og kiggede på hende med et ligegyldigt blik.

Samantha kiggede chokeret på ham, og satte sig ned på sin plads igen med en sur mine. Absalon, vendte sin opmærksomhed tilbage til papiret og undlod at kiggede på de andre elever, som også kiggede ret chokeret på ham.

Jeg blinkede overrasket et par gange. Havde han virkelig sagt, hvad jeg lige troede han sagde? Den elsklige, smukke og populære Samantha, fik lige den kolde skulder?

Jeg kæmpede en kamp om at holde mit grin tilbage. Jeg tror aldrig, det her er sket før.

Jeg kiggede hen på Absalon, som sad og tegnede noget på sit papir. Jeg lænede mig en smule hen imod ham, og fik set han var igang, med at tegne en ulv.

Den så virkelig realistisk ud allerede nu, og han havde ikke engang tegnet i så langtid. Absalon, måtte have kunne fornemme, jeg havde kigget på ham, for han kiggede endu engang på mig.

Jeg skyndte mig, at vende mit blik ned mod mit bord, da jeg begyndte at rødme. "D-Det er en meget flot tegning, du er igang med. Det er en ulv, ikke?" Spurgte jeg lavt, mens jeg indvendigt ønskede jeg kunne skrumpe ind til ingenting.

Da jeg kiggede på ham igen, nikkede han hurtigt med et venligt smil. Jeg kunne mærke mine kinder blive varmere. Han smilte til mig! Der var faktisk en, udover Alex, som havde smilt til mig! Jublede jeg indevindigt.

Jeg smilte selv tilbage til ham, inden jeg vendte mig, og begyndte at kigge ud mod skoven, som ikke lå så langt fra skolen.

Jeg kom i tanke om det jeg havde hørt, i radioen på vej til skole, i Alexs bil. Det var noget om en pige, som var blevet slået ihjel, i udkanten af skoven. Der var bide og rive mærker, så man regnede med det var et dyr, som havde fået fat i hende.

Det var vidst en mand, som havde været ude og løbe, der havde opdaget blodet. Da han fulgte det, fandt han liget af den 19 årige pige, som var blevet slæbt, med ind i skoven. Dyret var ikke nået langt, for hun lå ikke så langt væk fra hvor hun formentlig var blev slået ihjel.

Gad vide, om det kunne ske for mig?

Jeg havde selv været ude i skoven mange gange, hvis jeg gerne ville væk fra mine forældre. Jeg havde enda et hemmeligt sted. En smule længer inde i skoven, var en hule, jeg brugte som gemmested, når jeg bare ville væk fra alting. Der ville jeg sætte mig, mens jeg nød lyden af fuglenes sang, og duften af natur..

Jeg lukkede øjnene, og tog en dyb indånding. Det er sjovt.. Nu når jeg tænker over det, så kan jeg faktisk lugte skov lige nu.. 

Jeg kiggede på alle vinduerne i klassen, men ingen af dem var åbne. Forvirret, kiggede jeg rundt, på de andre elever, som alle sad og halvsov. Det er lugten af gran og mos, den fylder næsten hele klasse lokalet..

Mit blik endte til sidst på Absalon, som stadig sad helt koncentreret og tegnede sin ulv. Mit hjerte, begyndte endu engang at sætte farten op. 

Jeg rykkede en smule utilpas på mig, og prøvede at få mit hjerte til at falde til ro. Jeg ved ikke hvad det var, men der var noget ved Absalon, som gav mig en trang til at flygte.

Jeg sank den klump, som havde sat sig fast i min hals, inden jeg hvilede mit hovede på bordet. 

Gid skoledagen snart ville ende. Så jeg bare kunne tage hjem, og være alene...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...