† Dear Rabbit †

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2015
  • Opdateret: 15 okt. 2015
  • Status: Igang
Oh rabbit, my claws are down now so don't be afraid...
I can keep you warm, as long as you can just try... To be brave!

•~•~•

Absalon, kan snart ikke holde hungren tilbage, han har aldrig følt sådan en længsel før. Hans behov, for hendes smukke slanke krop, hendes brune lange hår, og hendes aske grå øjne, gør ham sindsyg.

Vivian, kan snart ikke holde til mere af al den smerte, som bliver påført hende på skolen og der hjemme. Hendes eneste håb, er vennen Alex, som holder liv i hendes ellers så tomme og triste tilstedeværelse. Langsomt, begynder Vivian dog at forstå, at mobningen og smerte, er ingenting, i forhold til, hvad der venter hende med den nye mystiske elev, hvis øjne kun er vendt mod hende.

6Likes
7Kommentarer
3253Visninger
AA

3. † Kapitel 2 †

 

 

Mandag. 7.45

Vivian P.o.v

Som sædvanlig, ankom jeg i Alexs bil. Det var blevet en vane, at jeg skulle køre med ham, efter det der skete sidst da jeg gik til skole.

En gruppe piger fra skolen, der er venner med Samantha, syntes det ville være sjovt at skode en cigaret på min arm. Til mit held, var Alex kørt forbi lige i tide, ellers var det ikke til at forudse, hvad der ville have været sket efter. Jeg havde fået et svagt brand sår efter cigaretten, på min overarm. 

Efter det, havde Alex ikke spurgt om andet end såret, og jeg gav ham altid det samme svar; at det var heldigt de ikke havde skoddet den, i mit ansigt. Han blev altid sur, når jeg sagde det. Ikke på mig, men på sig selv, over at han ikke var kommet noget før, eller at han i det mindste havde givet mig et lift den dag. Det ville havde været rart, hvis han nu kunne havde nået at komme i tide, men det havde nok ikke ændret på, de så måske bare havde gjordt det et andet tidspunkt.

"Vivian? Du forsvinder ind i din egen verden endu engang." Jeg rystede hurtigt på hovede, for at vågne lidt mere op, og vendte mit blik, mod en lettere irriteret Alex. "Det må du undskylde... Jeg fik ikke nok søvn i går aftes..." Jeg gabte lavt, med en hånd for munden.

Alex sukkede højlydt med et smil på læberne. "Var du nu oppe hele natten, for at læse dine kærligheds romaner, igen? Jeg har jo sagt til dig, du har brug for søvn, så du kan være udhvilet og frisk, når du kommer her op."

Alex skubbede drillende til mig, og grinte lavt. Jeg ignorerede hans bemærkning om mine læsevaner, men huskede istedet tilbage til gårsdagens hændelser.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at nogen ville gå så langt, som at bryde ind i mit hjem, men det skete. Aldrig i hele mit liv, har jeg været så skræmt som jeg var der. Jeg var helt alene. Jeg glemmer ikke de øjne. Den lilla farve skar igennem mørket, og borede sig ind i mine, mens hans tænder, skarpe som et vilddyrs, kun var få centimeter fra mit ansigt. Det er sygt, at nogen kunne finde på at klæde sig sådan ud, og bryde ind i mit hjem... Men nu når jeg tænker over det, kunne det virkelig have været et kostume? Det hele virkede alt for realistisk.. Især med det der skete til sidst...

Jeg stoppede op midt ude på gangen, med blikket vendt mod jorden. Alex, som var fortsat, lagde mærke til at jeg var stoppet, og kom tilbage til mig. "Vivian? Er du okay? Du er helt bleg." Alex kiggede bekymret på mig, med sine varme brune øjne.

Jeg blinkede et par gange, og tog en dyb indånding, for at få mig selv til at falde lidt ned. "D-Der skete noget mærkeligt i går aftes.." Mumlede jeg lavt, så det kun var ham der kunne høre det.

Alexs bekymrede ansigt, ændrede sig til et mere lyttende, og fokuserede blik.

Det, var det jeg godt kunne lide ved Alex, han var forstående, lyttende og jeg kunne stole på, han ikke ville fortælle nogle om mine dybeste tanker, og hemmeligheder. Alex og jeg, var tætte. Vi var som bror og søster, vi fortalte alting til hinanden. Han vidste godt, at mine forældre på grund af arbejde, ikke var så meget derhjemme. Jeg kunne altid regne med, han ville komme over og holde mig med selvskab så jeg ikke altid var helt alene. Jeg var bare ikke så glad for at vi gør det længere, da jeg ikke ville trække ham ned i det hul, jeg sidder i. Jeg vil ikke gøre ham, så upopulær som jeg er... Jeg vil heler ikke have, han skal det igennem som jeg har været..

"Vivian?" Alex, lagde omsorgsfuldt, sin arm om min skulder. "Har de været efter dig igen?" Alex talte meget lavt, da han ikke ville lade andre høre vores samtale.

Jeg rystede hurtigt på hovede, og kiggede op mod ham, da han åndedelettet ud. "Der var en der brød inde på mit værelse." Sagde jeg med en svag stemme.

Jeg havde ikke sovet, efter manden var forsvundet. Jeg havde lukket og låst vinduet, inden jeg kravlede ind under dynen, mens jeg rystede af skræk. Mine forældre, var selvfølgelig ikke dukket op efter jeg havde kaldt, men det undrede mig ikke, men det havde i det mindste skræmt manden væk.

Alex greb pludselig fat i mine skulder, og vendte mig om, så jeg stod med fronten mod ham. "Vivian, hvad er der sket?" Han lød langt fra glad, og stod med mørke dystre øjne der med en enkel forkert bevægelse kunne få en slået ihjel.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen, og kiggede ned mod vores fødder. "J-Jeg vågnede ved, han rørte mig i ansigtet, og da jeg prøvede at skubbe ham af mig, greb han fat i mine hænder, og holdt mig for munden. D-Det underligste er nok, at da jeg råbte af ham, fløj han nærmest væk fra mig... Og begyndte at knurrer, som et eller andet... Dyr." Jeg kunne mærke, jeg var begyndt at ryste en smule, og det havde Alex sikkert også bemærket, for han hev mig straks ind i en beskyttende omfavnelse. "Han gjorde dig ikke fortræd, gjorde han?" Alexs stemme var lavere og alt munterheden var forsvundet.

Jeg rystede endu engang på hovedet, og trak mig ud af krammet. "Da jeg råbte efter mine forældre, sprang han ud af vinduet.. Og forvandlede sig til en ulv." Jeg kunne godt selv høre, hvor sindsygt det lød, jeg ville nok ikke tro på mig selv hvis jeg var Alex.

Jeg løftede mit blik mod ham, og ventede på hans svar. Alex så ikke ud, som om det rørte ham, den sidste del jeg sagde, han nikkede bare. "Kan du huske hvordan han så ud?" Spurgte han, med sine arme foldede over brystet.

Jeg kiggede nogle sekunder, bare uforstående på ham. Er han virkelig, så godtroende? 

Jeg lod selv, som ingenting og prøvede at huske den mystiske fyr. Jeg kan huske han stirrede på mig, med de her lilla øjne, og skarpe tænder, som nærmest skinnede i mørkedet.

"Han havde lilla øjne, og nogle meget skarpe tænder. Han var også ret muskuløs, han virkede også som om han var på vores alder, de 17 år.. Ellers var der ikke andet, jeg kunne ikke se ham så tydeligt da det var alt for mørkt.. Udover da, at han forvandlede sig til en ulv, da han sprang ud af mit vindue." Sluttede jeg af med, med et uroligt blik.

Alex stod ubevægeligt i nogle sekunder, inden blidt lagde en hånd på mit hovede. "Hør Vivian, jeg lover dig, at jeg vil beskytte dig uanset hvad, men tror du ikke at det har været noget, du har drømt?"

Alex lød ikke helt overbevidst, om min historie, men han lovede mig dog, at han ville holde øjnene åbne, og at han ville passe på mig, hvis der skete noget igen. Jeg lod være med at modsige ham, men trak bare træt på skuldrene.

"Det okay min pige, vi ses senere i kafeteriet Vivian, nu skal du jo ikke komme for sent til dine timer." Sagde Alex, samtidig med han vinkede til mig, med et stort smil, inden han gik hen til en gruppe drenge, som var i den samme klasse, som ham.

"Jeg må hellere se at komme til timen, ellers bliver der nok skrevet hjem endnu engang." Mumlede jeg med et suk, samtidig med jeg begyndte at gå mod fysik lokalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...