Before // Divergent

I fandom konkurrencen// Fandom : Divergent :)
-
Historien er efter puritanerne blev angrebet af skytsenglene.
Tris prøver på at finde ud af hvad der foregår, og hvor hun er. Hun aner intet, og ved ikke hvem hun kan stole på. Det eneste hun ved, er noget hun selv har fundet ud af, ved hjælp af flashbacks, simulationer og drømme.

1Likes
0Kommentarer
546Visninger
AA

4. 3.

*** 

 

Beatrice Prior 

 

Det giver et gib i mig, og jeg træder et skridt tilbage. At se sig selv for første gang, eller, igen, er noget stort for mig. Pludselig kan jeg se en kvinde bag ved mig, via spejlet. Kvinden har gråt tøj, og håret er sat op i en knold. Hun smiler sødt til mig, og lægger sin hånd på min skulder. En anden kvinde, som ligner den første på en prik, kommer frem. Denne gang har hun sort tøj, der ligner mit. Hun har en pistol i lommen, og hendes hår er sat op i en hestehale. Hun kommer frem og lægger sin ene hånd på min anden skulder. Jeg vender mig om, så jeg står ansigt til ansigt med dem. Den sort-klædte kvinde, -pige-, er yngre en den anden. De åbner begge to deres mund. "Beatrice" siger de. 

Det skræmmer mig. Jeg lægger hænderne over mine øjne og vender mig om.

Jeg føler nogle arme  holde stærkt om mig, som om de er bange for at jeg skal glide væk. Jeg flytter forsigtigt mine hænder, og åbner øjnene. Et par mørkeblå øjne møder mine, og en varm bølge skyller over mig. Jeg kender de øjne. 

Jeg kigger på hans ansigt. Han har en tynd overlæbe, og en fyldig underlæbe. Hans øjne er så dybtliggende, at øjenvipperne rammer huden under øjenbrynene. Jeg er hundrede på at jeg kender ham. Jeg ved bare ikke hvor. Han smiler til mig, og lægger en hår tot bag mit øre. Jeg smiler tilbage til ham, og føler mig tryg. Hans hånd glider videre ned mod min højre skulder, og lander lige oven på mit skudsår. Han rører den forsigtigt, og jeg skærer en grimasse. "Av."

Han flytter straks sin hånd. "Det skal nok gå, Tris" Hans stemme er så genkendelig. 

Han trækker mig ind til sig. "Det skal nok gå. Jeg elsker dig."  

Jeg gør ikke andet end at nikke.  

Pludselig tager han fat i min højre arm, og trækker mig afsted med ham. Jeg ved ikke hvor, men jeg har følelsen af at jeg kan stole på ham. 

Men der er noget. 

Hvis han ved at jeg har et skudsår, så vil han ikke trække i min højre arm. Medmindre han har glemt det.. 

"Vent!" råber jeg. "Av min arm!" Men han gør ikke andet end at kigge på mig, og sende mig det samme smil som Jeanine gav mig. Hvordan kan det gå fra at han er så venlig, og omsorgsfuld, til at han er helt ligeglad med mig? 

Medmindre.. 

Jeg husker det. Jeg husker at jeg sad på den stol, og drak noget blåt væske. Jeg husker den stemme der kaldte på mig. Det er den samme som den blå-øjet fyr, som trækker mig afsted. Jeg husker Four som forlod lokalet for at hente en hvis Tobias. Tobias må være fyren.

Det her er ikke virkelighed. Det er ikke rigtigt. De to damer, spejlene, fyren. Det er bare noget der foregår i mit hoved, det er derfor, jeg fik den ledning klistret fast på panden. 

Pludselig snørrer det hele sig samme, og jeg kan mærke stolen jeg sidder på. Jeg kan høre en masse stemmer, og mærke Jeanine vrisse, og gå surt rundt. Jeg forholder mine øjne lukket, og prøver på at få mit åndedræt langsommere. 

"Tris!" er der en der kalder, og jeg indser at det er den samme stemme som kaldte på mig før jeg.. forsvandt, og den stemme der tilhører fyren i mit hoved. Jeg åbner øjnene, og ser ham stå i armene på et par stærke fyre.

Jeg kigger på Four, der glor ned på gulvet. Han ligner en der har dårlig samvittighed. Mit blik går videre til fyren, som smiler stolt til  mig. Men hvorfor? Jeg bliver ved med at stirre på ham. 

"Tris." siger han lavt. "Hvordan gjorde du det?"

"Ja, hvordan gjorde du det ?!" Jeanine taler højt og surt. Hun kommer hen til mig og læner sig hel tæt til mit ansigt, og stirrer vredt på mig. Mest på min pande. Hendes øjne slår lyn. Hun flytter sit ansigt og går rundt i lokalet. "Hvordan fanden kunne hun? Jeg har gjort alt. Alt!" 

"Hun er Divergent, Jeanine" siger fyren. 

"Hold  mund Tobias!"  

så Tobias er hans navn. 

"Jeg vil hellere blive kaldt Four, tak" Four? 

Er Four ikke ham der førte mig herhen? 

Eller? 

"Peter." Jeanine kigger over på mig. "Tag hende væk herfra" 

Ham, der førte mig herhen, som åbenbart hedder Peter, tager fat i min arm, og trækker mig afsted. Jeg når hen til døren, og Tobias, Four, ham fra mit hoved, rækker ud efter mig. "Må jeg ikke bare tale med hende?" 

Dem der holder ham tilbage, trækker ham endnu længere væk. 

"Please" beder han. Hans øjne er som fyldig chokolade.

"Giv barnet hvad han vil!" skriger Jeanine. De slipper Tobias, og han kommer styrtende hen til  mig. Han lægger sin hånd mod min kind, og jeg gør ikke modstand. Han hviler sin pande mod min, og det føles så rigtigt.

 "Tris" siger han. Hans øjne er låst i mine. Han aer blidt min kind. Jeg ved ikke hvad jeg skal. Der er så mange ord og tanker i mig. Noget fra før. Men jeg kan bare ikke få dem ud. Der er så meget jeg vil sige, så meget jeg vil føle, men jeg kan ikke. De er låst inde. Til sidst bliver der kun en hvisken. 

"Hvem er du?" 

Så snart ordene forlod min mund, gik hans øjne itu. Han fjerner hans hånd, og kigger over mod Jeanine. 

"Hvad har du gjort?!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...