Hjælp - jeg er blevet teenager!

Følg Ida Vestervang Strøm, en humoristisk pige, der netop er fyldt de 13 år, som har sine spekulationer om det at være teenager - og i øvrigt om alt muligt andet.



1Likes
0Kommentarer
314Visninger
AA

2. Dagbog. Er jeg en joke?

Dagbog. I går var så dagen. Dagen hvor jeg måtte forlade barndommen. Dagen hvor jeg trådte ind i de, ifølge Linea, skøres verden. Jeg tror, at hun har ret. Teenagesyndromet har allerede overtaget mig. Jeg er blevet skør. Helt og aldeles skør.

I dag, da jeg vågnede, holdt jeg en lang prædiken for mor, far og Erik om mine tanker om teenagesyndromet. Jeg forklarede dem, hvad jeg tænkte, hvad jeg følte. Jeg fortalte dem, at jeg længe havde frygtet, at blive skør, at jeg nu var blevet det. Derefter fik jeg sådan en mærkelig følelse indeni. En følelse af, at have mistet noget, og det var netop i dét øjeblik, at det gik op for mig, at jeg havde mistet min barndom. Min første, sidste og allerbedste barndom. En tåre, en ganske lille en, en der var så lille, at kun de der vidste, at den var der, kunne se den, trillede ned ad min kind. For det var trist. Rigtig trist. Det var slut med filur-is, barnlige lege og sminke fra BR. Samtidig måtte jeg dog se på det positive i det; jeg ville fremover kunne få voksenmenuen på restauranterne frem for børnemenuen. Der gik dog kun akkurat 2 min. og 33 sekunder før, at jeg indså, hvor trist også dét var. Og bum; så brød jeg sammen. Lige der ved morgenbordet, som den skøre teenager, jeg nu engang var blevet forvandlet til. Erik rullede bare med øjnene. ”Du er en joke, du er” sagde han, og siden morgenbordet, har jeg tænkt over det, han sagde. Er jeg virkelig en joke? Og hvis det er tilfældet, er det så godt eller dårligt?

Jeg spurgte simpelthen Marianne, min dansklærer. Hendes varme latter lød højt klasseværelset. Så højt, at inspektør Nielsen kom ind i klasseværelset for at sikre sig, at der ikke var sket noget. Marianne sagde bare, at der ikke var sket andet, end at jeg havde sørget for, at få 12 til vores næste øve-eksamen. Dét gjorde mig ret glad. Svar på mit spørgsmål, det havde jeg dog ikke fået.

Jeg tog en omvej – for genvej var det i hvert fald ikke! – da jeg skulle hjem fra skole. I stedet for, at gå den direkte vej hen forbi busstoppestedet ved fodboldbanerne og videre ned igennem villakvarteret, tog jeg vejen ned igennem byen. Uden så meget som at vende hovedet, gik jeg forbi tøjbutikkerne, og i stedet videre, direkte ned til kiosken på hjørnet. Jeg hoppede hurtigt op over det tre halvødelagte trin, henover måtten og ind i baglokalet. Jeg smed tasken, snuppede en cola og løb hen til klokken, der ringede Martin ned fra hans lejlighed oppe øverst. Kort efter, jeg havde kaldt med klokken, kom Martin smilende ned. ”Hey Ida! Hva’ så?” Jeg smilede, svarede at det gik godt, hvorefter jeg delte mine spekulationer med ham. Så lo han højt – nøjagtig som Marianne. Han sagde, at det skulle jeg ikke tænke så meget over. I stedet skulle jeg spise en lakridspibe – og den sørgede han for, at jeg fik. Jeg valgte, at tage hjem kort efter. Jeg havde meget, at tænke over!

Kære Dagbog. Nu skal jeg lave mine dumme divisionsstykker, så jeg bliver nødt til, at smukke. Farvel så længe!
Ida Vestervang Strøm – hende der åbenbart er en joke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...