Hvorfor døde hun?

Denne historie handler om en ung pige, hvis mor dør. Hun er ene barn og har kun sin far tilbage i verden. Inden hendes mor døde, levede de et kristent liv
men hun har egentlig aldrig rigtig troet på det der blev sagt. Men da hendes mor dør, bliver hendes verden vendt på hovedet. Alt bliver værre og livet føles så meningsløst. Indtil der starter en ny dreng i klassen..._________Men så hurtigt slap jeg ikke, Samuel tog min arm, og jeg så foruroliget på ham. ”Tak,” hviskede han, og så på mig, med sine uudgrundelige brune øjne. Jeg rev armen til mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, og gik hastigt væk._______

0Likes
0Kommentarer
936Visninger
AA

15. Venner

”Kan du lide ham?” fnisede Jacinta, og så nysgerrigt på mit ansigt. Jeg sukkede og spejdede efter en mulighed for at slippe væk. Vi gik ved siden af en fodboldbane, og hun havde fulgt efter mig hele frikvarteret. ”Jeg har sagt, at jeg godt kan lide ham, men ikke på den måde…” himlede jeg med øjnene. ”Jamen, den måde du ser på ham på… du rødmer hele tiden,” kvidrede hun. ”Kan vi ikke snakke om noget andet,” stønnede jeg. ”Okay, okay. Hvad lavede du i weekenden,” spurgte hun. ”Jeg lavede ikke rigtig noget…” mumlede jeg. ”Okay det kan godt være, at jeg ikke er professor inden for det med at læse andres kropssprog, men det er altså tydeligt, at du har lavet et eller andet.” sagde hun og lagde armende over kors. ”Hvad har du lavet…” sagde jeg, og prøvede at lyde interesseret. ”Jeg har været henne og besøge mig onkel…” hun begyndte ivrigt at plapre ud med en helt masse. Jeg havde efterhånden lært at udnytte hendes dårlige koncentrationsevne. Jeg stak hænderne i lommerne og nikkede engang imellem, når hun kikkede, og mumlede ja de rigtige steder. Hun havde fuldkommen glemt hvad vi sankkede om for under et minut siden. 

 

Jeg gik hen af gangen med Jacinta lige i hælende. Jeg lagde mærke til, at nogle af de andre skævede til os. Jeg så ned på gulvet, der reflekterede lyset fra loftet. Jeg gik ind i klassen, der var ikke mange, de fleste sad begravet i deres computere. Jeg gik ind og satte mig ned.

     Samuel var der ikke.

”Hey du har fået mig ind før tid,” protesterede Jacinta. Jeg besluttede stille, at jeg ville stikke af i næste frikvarter.

  

De andre elever kom ind, også Samuel kom ind og satte sig tavst ved siden af mig. Han så ud i luften med et tomt blik. Jeg skævede til ham.

     ”Er du okay?” hviskede jeg. Han løftede hovedet, og mødte mine øjne. Hans øjne var rødsprængte, havde han grædt? Han trak været dybt ind, ”Jeg er okay…” mumlede han og så ned i bordet. Jeg vidste, at han var følelsesmæssigt udfordret. Jeg rynkede bekymret panden. ”Hvad er der sket, ” hviskede jeg. ”Bagefter timen…” mumlede han. Der var blevet ro i klassen, læreren var trådt ind.

 

”Hvad skete der?” spurgte jeg igen, og betragtede hans ansigt. Han sad med bøjet hoved og så på stenene under sine fødder.

”Det var bare et uheld med nogle mindre børn,” sagde han og så mig ind i øjnene. Der var ikke længere tegn på, at han havde grædt. Jeg lagde hovedet på skrå og så spørgende på han. ”Der var nogle, jeg ved ikke om de gik i 3 eller 4 klasse.” Han sukkede,  ”de begyndte at bande temmelig meget…og  jeg spurgte, om de vidste, hvad deres ord betød. De standsede og spurgte mig, om hvad det kom mig ved. Jeg prøvede at forklare dem, hvad det betød. Men de gloede bare mærkeligt på mig, og så begyndte de at kalde mig alt muligt og løbe efter mig.” Sagde han og så mig ind i øjnene.

   ”Hmm…” mumlede jeg. Hans brune øjne gravede sig ind i mit indre. Jeg kunne ikke finde på noget at sige. Jeg rykkede forsigtigt hen til ham, og lagde kejtet en arm om hans skuldre. Han så på mig med et undrende udtryk i øjnene. ”Betyder det her, at vi er venner?” Hviskede han. Jeg så ned i jorden og rødmede. ”Ja det tror jeg bestemt,” mumlede jeg.

 

”Kommer du med næste gang?” spurgte Samuel, da vi stod på fortovet og skulle til at gå i hver sin retning.

   ”Ja, jeg kommer med til teenklub frem over,” sagde jeg. Samuel smilede og vendte sig mod mig, ”Det er jeg meget glad for,” smilede han alvorligt. Jeg nikkede tavst, ”jamen, så mødes vi jo nok igen,” smilede han. Jeg så efter ham, da han gik ned af gaden, der var noget, der havde ændret sig, det var sikkert.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...