Hvorfor døde hun?

Denne historie handler om en ung pige, hvis mor dør. Hun er ene barn og har kun sin far tilbage i verden. Inden hendes mor døde, levede de et kristent liv
men hun har egentlig aldrig rigtig troet på det der blev sagt. Men da hendes mor dør, bliver hendes verden vendt på hovedet. Alt bliver værre og livet føles så meningsløst. Indtil der starter en ny dreng i klassen..._________Men så hurtigt slap jeg ikke, Samuel tog min arm, og jeg så foruroliget på ham. ”Tak,” hviskede han, og så på mig, med sine uudgrundelige brune øjne. Jeg rev armen til mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, og gik hastigt væk._______

0Likes
0Kommentarer
931Visninger
AA

5. Spion?

Det var weekend, og jeg var med min far ude at købe ind. Han var ved at se på nogle varer. Jeg stod lænet op af indkøbsvognen og så på ham. Hans halvlange gråsprængte hår, klistrede sig til hans tindinger, og hans sørgmodige grønne øjne, manglede sin munterhed. Den havde han ikke haft siden mors død. Jeg så kærligt på ham.

Han var den eneste jeg havde tilbage i verden, den eneste der savnede mor, lige så meget som mig. Som han stod der i sin slidte og gamle termojakke, med vindblæst hår, og så ensom og gammel ud, blev jeg grebet af den største trang til at trøste ham. Men der var ikke så meget at gøre.

     Jeg gik hen og lagde armene om ham bag fra. Han vendte sig om og modtog mit akavede kram. Hans øjne lyste af sørgmodig kærlighed, da han tog mig ind i et varmt knus. Jeg indsnusede den trygge lugt af savsmuld, der altid hang om ham. ”Hvor er det godt, at jeg ikke har mistet dig også, så ville jeg da slet ikke kunne klare det!” Hviskede han ind i mit hår. ”Bare rolig far, jeg forlader dig ikke,” sagde jeg med spag stemme. ”Jo, en dag flytter du hjemmefra, og stikker af med en dreng…” sagde han og prøvede at lyde munter. ”Nej, mig slipper du ikke af med”, sagde jeg bestemt, og holdt fastere om ham.

     Jeg blev pludselig opmærksom på Samuel, der stod og kikkede på os, jeg stivnede og trak mig ud af hans arme. ”Hvad er der galt?” Spurgte far bekymret. Jeg rystede på hovet. ”Ikke noget,” sagde jeg. ”Jeg mener, vi står i en offentlig butik. Og… det er lidt akavet at kramme her.” Samuel trak sig væk. Min far lagde hovedet på skrå. ”Undskyld” hviskede han.

     Jeg trådte et skridt væk; jeg måtte finde Samuel. ”Hvad skal du?” Spurgte far. ”Jeg skal på toilettet,” sagde jeg undskyldende og begyndte at gå i retning af, hvor Samuel havde stået. ”Katrin, toilettet er den vej,” sagde far og pegede i den modsatte retning. Jeg mærkede mine kinder blusse, og stansede. ”Katrin er du okay?” spurgte han bekymret. ”Ja” mumlede jeg og gik ned mod toiletterne.

 

Samuel stod og lod som om han var travlt optaget med at finde et eller andet. ”Sig mig, udspionere du mig?” spurgte jeg med bebrejdelse i stemmen, og lagde armene over kors. Han krympede sig og så ned i jorden. ”Jeg har ikke udspioneret dig. Du må meget undskylde hvis, jeg har overtrådt dine grænser,” sagde han med oprigtighed i stemmen. Hans nervøse og brødbetyngede mørke øjne mødte mine. Jeg lagde mærke til, at hans hår faldt ned i panden på ham, og han så faktisk lidt nuttet ud, med de mørke øjne, og halvlange hår.

     Hvad er det, du tænker på? spurgte jeg mig selv og rystede på hovedet.

    ”Katrin, du virker meget… trist eller ensom,” sagde han forsigtigt. Han havde ramte et ømt punkt; jeg bakkede tilbage. ”Du skal ikke blande dig,” sagde jeg, og kæmpede med mig selv for ikke at bryde sammen. Der var ikke nogen, udover far der havde spurgt om det i lang tid.

”Jamen hvis du ikke siger det til nogen, så vil du jo blive ved med at bære på den byrde, - ikke at jeg vil blande mig, men jeg ved af erfaring, at det er godt at snakke om det,” sagde han hurtigt, og gik forbi mig. Inden jeg nåede at sige noget, var han smuttet ud af butikken.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...