Hvorfor døde hun?

Denne historie handler om en ung pige, hvis mor dør. Hun er ene barn og har kun sin far tilbage i verden. Inden hendes mor døde, levede de et kristent liv
men hun har egentlig aldrig rigtig troet på det der blev sagt. Men da hendes mor dør, bliver hendes verden vendt på hovedet. Alt bliver værre og livet føles så meningsløst. Indtil der starter en ny dreng i klassen..._________Men så hurtigt slap jeg ikke, Samuel tog min arm, og jeg så foruroliget på ham. ”Tak,” hviskede han, og så på mig, med sine uudgrundelige brune øjne. Jeg rev armen til mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, og gik hastigt væk._______

0Likes
0Kommentarer
928Visninger
AA

10. Forsendt på den

Verden var uklar af vand, det hele svømmede rundt i en stor pøl, først så jeg mine klassekammerater stå og glo på mig, så begyndte det at regne, derefter kom Samuels stemme, der fortalte om sig selv.

     Jeg vågnede med et sæt, da jeg mærkede en hånd stryge blidt ned ad min arm. Jeg satte mig op med et sæt, og opdagede at far sad på sengekanten. ”Det må du… aldrig gøre igen,” gispede jeg forskrækket. ”Jeg ville vente til du vågnede, det var ikke meningen at forskrække dig,” undskyldte han. Jeg sukkede og tog hånden op til mit ansigt. ”Jeg hader at blive vækket,” mumlede jeg. ”Det ved jeg godt skat, men du skal snart til at af sted,” sagde han. ”Hvad er klokken” spurgte jeg en anelse skarpt. ”Halv syv,” sagde han stille. ”Fuck, jeg skal jo møde klokken syv” sagde jeg forfærdet og styrtede ud på badeværelset.

 

   Efterårsbladene knasede under mine fødder. Jeg gik med tasken over skulderen. ”Hvorfor tog jeg ikke cyklen,” mumlede jeg og så ned på fortovet, hvor der nogen steder voksede små områder af ukrudt. En vind tog i min jakke, og hvirvlede mit hår tilbage.

    Jeg sukkede irriteret og trampede videre. ”Hey… Katrin,” lød en forpustet stemme bag ved mig. Jeg vendte mig om, og der kom Jacinta løbende, hendes lyse lokker dansede i vinden, og hendes kinder var brændende røde. Hvis man kunne sige, at jeg havde en veninde, var hun nok den der kom tættest på. Hun plejede at være meget snaksaglig, men hun havde denne her vane med at fornærme andre meget, og så blev hun tit grebet i ikke at høre efter.

    I klassen plejede hun altid at tegne, hvis hun kedede sig. Hun er egentlig meget sød, men hun kommer bare med de forkerte kommentarer, på de forkerte tidspunkter… og så er hun kolossalt dårlig til alt, hvad der har at gøre med at komme til tiden. Hende og jeg plejer at blive dem der står tilovers, når vi må vælge, hvem der skal arbejde sammen. ”Du er også sent på den,” jublede hun. ”Ja,” brummede jeg, og vendte rundt. ”Vent, skal vi ikke følges ad?” kvidrede hun. ”Jo jo.” mumlede jeg, og trak jakken tættere om mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...