Hvorfor døde hun?

Denne historie handler om en ung pige, hvis mor dør. Hun er ene barn og har kun sin far tilbage i verden. Inden hendes mor døde, levede de et kristent liv
men hun har egentlig aldrig rigtig troet på det der blev sagt. Men da hendes mor dør, bliver hendes verden vendt på hovedet. Alt bliver værre og livet føles så meningsløst. Indtil der starter en ny dreng i klassen..._________Men så hurtigt slap jeg ikke, Samuel tog min arm, og jeg så foruroliget på ham. ”Tak,” hviskede han, og så på mig, med sine uudgrundelige brune øjne. Jeg rev armen til mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, og gik hastigt væk._______

0Likes
0Kommentarer
929Visninger
AA

2. En ny dreng i klassen.

 

Jeg gik ind i klassen. Der var larm, men jeg sansede det knapt nok. Lige siden mor døde havde alt været lige meget. Det var et halvt år siden, det skete. Jeg havde været deprimeret lige siden. Jeg var blevet irritabel og begyndte sjældent at grine. De andre skulle bare lade mig være. Mit eneste ønske var at bure mig selv inde, et sted hvor ingen kunne finde mig, så jeg kunne være alene med mine sorger. 

 

"Som vi har snakket om før, så kommer der en ny dreng i dag. Vær nu søde mod ham..." Læren snakkede videre i nogen tid. Jeg så ud af vinduet, og var rimmelig desorienteret om, hvad der skete omkring mig.

     "Samuel kom bare ind." Kaldte læren. Samuel trådte forsigtigt ind. Han var mørk i huden og havde kulsort krøllet hår og nervøse brune øjne. Hans tøjstil var kikset, og jeg lagde mærke til, at han havde et kors hængende om halsen.

 

"Du kan sidde ved siden af Katrin" sagde læreren. Jeg så overrasket op. Samuel gik hurtigt hen, og satte sig. Han så på mig, og jeg så koldt tilbage. Han krympede sig og så op mod tavlen. Den første time forløb i stilhed.

 

Da timen var færdig, sjokkede jeg ud og satte mig på den bænk, jeg altid sad på. Den bænk, der vendte mod himlen og parken. Himlen var et stort blygråt tæppe; nogle få steder faldt nogle solstråler igennem,  men ikke her, der var kun mig og min sorg. En kold vind rev mit løsthængende hår tilbage. Jeg trak jakken tættere om mig.

     De små børn i skolegården larmede, jeg var ligeglad. Jeg fik øje på Samuel, han kom forsigtigt hen imod mig. ”Hvad laver du her?” Spurgte jeg irritabelt. ”Jeg ved ik´… ser mig omkring” sagde han og kløede sig i nakken, og undgik mit blik. ”Ved du hvad, jeg syntes for dit eget bedste, at du skulle tage at lette røven lige nu,” knurrede jeg. Han så på mig, med et såret udtryk i ansigtet.

  ”Undskyld” mumlede han og gik hastigt sin vej.

 

Jeg fik helt dårlig samvittighed. Han var jo bare en ny dreng, der ville lære mig at kende... "Nej," sagde jeg til mig selv "han skal ikke blande sig, det er der ingen der skal." Men jeg kunne ikke glemme det sårede udtryk i hans ansigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...