Kaktussen der overlever uden vand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2015
  • Opdateret: 11 jun. 2015
  • Status: Færdig
Mit bidrag til BoD konkurrencen.

2Likes
2Kommentarer
271Visninger
AA

2. -'

 

Jeg sidder foroverbøjet over træbordet og puster forsigtigt til min skoldhede kop te, mens jeg lytter til regnens rytmiske dunk, som trommer mod ruden. Jeg forsøger at se ud som om jeg ikke lytter til, hvad kvinden foran mig fortæller, men jeg må indrømme, at det ikke er tilfældet.

  Med sit gebrokne engelsk fortæller hun, at det er okay at græde, og at jeg burde fortælle hende mine sorger. Det vil hjælpe mig. Hun sender mig et overdrevent medfølende blik, og jeg kan ikke lade være med at himle trodsigt med øjnene.

  Det er den første reaktion hun har fået i de to timer, som vi har siddet tilbagelænet i lokalets rødpolstrede stole. Selvom det er en forværret situation, kan jeg fornemme glimtet i hendes øjne. Hun er nået ind til den aflukkede, genstridige pige.

  ”Agetha, fortæl mig, hvad der går dig på, ” siger hun med sin venlige, pædagogiske stemme, mens hun retter sig op i stolen. Hun er bred af størrelse, har tydeligvis en kvindes former, og ligner en af de typiske danske pædagoger med sit blege, smilene ansigt og blå øjne.

  ”Der er ikke noget der går mig på, ” lyver jeg med et træk på skulderen, mens jeg folder armene over kors og læner mig tilbage i stolen i en ikke gidende stilling, velvidende om, hvor provokerende jeg er.

  ”Lad nu være. Vi har siddet her i to timer. Det er tydeligt på din opførsel, at den bære præg af at, du har oplevet noget slemt. ” Man kan se en enkelt trækning i hendes læbe, og selvom hun ikke vil afsløre det, så er hun træt af mig.

  Derfor vil jeg gøre det let for hende.

  ”Nå skal vi ikke sige vi er færdige for i dag? ” Spørger jeg og rejser mig op fra stolen.

  ”Set dig ned, Agatha, vi er ikke færdige endnu, ” Hun peger over mod den uldne stol, som ikke engang er kold endnu. Det opgivende blik bliver sendt over mod mig. ”Jeg ved godt, du ikke er glad for at være her, og jeg ved, at du allerhelst vil ud af det her rum. Hvorfor gør du så ikke let for os begge, og fortæller mig, hvad du har oplevet? ”

  ”Jeg flygtede. Så, må jeg gå nu? ”

  ”Agatha ..” Hun siger mit navn som er det en stille melodi i en sørgmodig vuggevise. ”Hvad oplevede du på din flugt? Mistede du nogle du holdt af? ”

  Jeg presser munden sammen. Dette her er ikke et emne jeg vil ind på.

  Men det er tydeligvis en ensidig følelse, for kort efter lyder pædagogens stilfærdige gætterier. ”Mistede du måske en bror ved fronten, som kæmpede for sit liv. Han troede måske på, at hvis han kæmpede, så ville familien blive reddet? Måske ..” Der er ingen tvivl. Hun bruger en ny strategi. Hun forsøger at gætte sig frem til min historie.

  Jeg har ikke tænkt mig at svare, så derfor retter jeg mine mørke, intetsigende øjne mod den urtete, som har stået urørt på bordet, og nu er kold.  

  ”Har du mistet nogle af dine legekammerater til en snigskytte, mens i legede? ”

  Stilhed.

  ”Måske havde dine forældre ikke råd til at give jer alle mad, så nogle måtte gå sultne i seng? ”

  Man kan ikke høre andet end regnens slag mod ruden.

  ”Har du mistet en lille søster til en bombe, som har ramt jeres hus? ” 

  Endelig rammer hun plet. Hun har endelig ramt kernen til min smerte, og endelig fanget en stump af, hvad der var sket.

 

Tøndebomben faldt med et brag, og jeg mærkede, hvordan huset rystede. Jeg var skrækslagen. Jeg var bange for, at døden ville komme for tideligt, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Men det jeg vidste var, at disse tanker, kunne jeg ikke afsløre. Hvis jeg viste det, så kunne jeg risikere, at ødelægge en andens håb om overlevelse.

  Med et forsøg på et blik, som ikke kunne tolkes, kiggede jeg på det lille menneske i mit skød, som holdt om mig i sine bittesmå fingre. Hun klemte ihærdigt min hånd, mens hendes tårevædede, brune øjne stirrede op på mig.

  Mens skabslågen rytmiske dunk trommede ind mod skabets kanter, blev min yngre søster mere og mere skælvende. Hun var bange, og det værste var, at jeg intet kunne gøre ved det, og det vidste jeg.

  ”Shhh, det er snart overstået, ” hviskede jeg i hendes øre, mens jeg rokkede hende fra side til side i mine arme. Det kunne hun godt lide, når jeg gjorde. Det mindede hende om den vugge, som hun havde haft engang. ”Vær som en kaktus der overlever uden vand, ” tilføjede jeg ved nærmere omtanke, i håb om at disse ord ville vække styrke i hende. Det var noget vores mor plejede at sige.

  Engang havde vi haft et lykkeligt liv, som for dét øjeblik ikke så ud til at ændre sig. Jeg plejede at gå i søndagsskole, og komme hjem til duften af nybagte boller. Min mor plejede at smile til mig, og med et listigt blik kaste en bolle, uden at min far så det.

  Jeg savnede hende forfærdelig. Jeg savnede det liv, hvor jeg ikke hver dag at skulle være bange for at en tøndebombe ville smadre vores hus, eller at jeg ville blive skudt af en snigskytte på vejen efter vand.

  Det føltes som uendelige tider siden, men dengang havde vi været glade. Vi havde smilet og leet, og været sammen på måder, som så helt umulige ud nu.

  Med en svag fornemmelse af en tåre, der gled ned af min beskidte kind, strammede jeg grebet om min mindre søster. Jeg havde ikke tænkt mig at give slip, selvom det viste sig, at det ikke skulle betyde noget.
 
”Det var der bomben faldt ned over vores hus, og lagde den i ruiner, ” fortæller jeg uden at kigge på den danske kvinde over for mig. Hun sidder stille, og siger ikke en lyd, hvilket bare gør det nemmere. Jeg lader som om hun ikke er der.

  Jeg fortæller videre.
 
Et hurtigt blik mod det bombede hus’ forfaldne rester, fortalte mig at flyet havde fløjet lige ovenover vores hus, hvor vedkommende havde smidt det dødelige våben. Den havde ramt lige på og hårdt, og havde fuldstændig smadret mit barndomshjem. Jeg kunne ikke se andet en mursten.

  Jeg gned hænderne hen over mine øjne, og forsøgte at skrabe støvet væk, mens jeg med afkræftede bevægelser prøvede at flytte murstene, som dækkede mine ben.

  Jeg måtte finde hende. Jeg havde holdt min lille søster i mine arme, og kæmpet for at holde fast, men havde fejlet. ”Meyria! ” Jeg kæmpede mig op at stå, men måtte vakle lidt, før jeg atter fik fodfæstet.

  Da jeg støttede min fod mod de rokkende sten, mærkede jeg, at de ikke var helt uskadte. Jeg måtte dæmpe et skrig i struben. Selvom jeg kunne mærke at mine ben ikke helt var okay, tvang jeg mig til at lade være med at tænke på det.

  Det sidste jeg kan huske var, at jeg havde stramt grebet om hende, fordi jeg havde hørt den susende lyd fra faldende bombe. Det var som jeg havde kunnet fornemme, at den ville lande i nærheden af os. Åbenlyst havde jeg haft ret.

  ”Meyria? Hvor er du, søde? Meyria! ” Kaldte jeg. Det var der jeg pludselig så noget. Lige ved siden af et itureven brunt klædeskab lå en kæmpemæssig sten, hvor man lige netop kunne fornemme noget langt, sort hår stikke op fra dets kanter.

  Håret tilhørte min lillesøster.

  Denne gang kunne jeg ikke dæmpe skriget.  
 
”Da jeg nåede til hende, var hun død, ” Hvisker jeg, mens jeg roligt skrifter vægten fra blikket over på mine sammenfoldede hænder. Det er den første gang jeg havde sagt ordene højt.

  ”Hvad får det dig til at føle? ”

  Mine øjne er sylespidse som knive, da jeg retter dem mod hende. ”Hvad fanden tror du det får mig til at føle? ” hvæser jeg mellem sammenbidte tænder.

  ”Nå, man har rigtig lært de danske bandeord. ” Hun har den frækhed, at hæve brynene, og lade som om hun intet stødende sagde.

  Hvis blikke kunne dræbe, så var hjertet hos den lyshårede dame for længst stoppet. Jeg er på ingen måde glad for hendes stikkende kommentarer, og egentlig burde jeg bare lukke munden. Men jeg gør det ikke længere for hende. Jeg gør det for mig selv.  

  ”Efter at have ligget længe ved min søsters lig, ” siger jeg og ignorerer, hvad hun har sagt. ”Kom der en hvid mand, som rev mig væk fra min søster. Til først råbte jeg og skreg, men så slog han mig. ”

  ”Hvem var han? ”

  ”Til først troede jeg, at han var ude på at gøre mig fortræd, men så så jeg det røde kors på hans bryst. Han var der for at hjælpe mig. ”
 
Mine skridt blev langsommere, da jeg nærmede mig et trafikeret lyskryds, for jeg vidste ikke, hvor jeg skulle søge hen.

  ”Vi skal til højre her, ” sagde han og gjorde en fejdende bevægelse med hånden. Den midaldrende Røde Kors mand havde fulgt mig hele vejen. Engang for flere timer siden havde han samlet mig op ved mit ruinerede barndomshjem, hvor jeg ikke havde villet slippe min døde søster.

  Uden at have givet mig noget valg, havde han taget min hånd, og taget mig med sig. I starten havde jeg været mere end modstridende, men efter lidt tid gav jeg op. Du må være rationel, havde han sagt til mig.

  Nu havde vi gået på ømme fødder i flere timer, og det var først nu jeg var ved at se en ende på det hele. Vi havde passeret tusindvis af forladte byer på listefødder, og havde set endnu flere døde lig fra mennesker, som ikke havde nået at flygte fra det uforudsigelige. Nu stod vi endelig foran den hvide vogn med et kæmpe rødt kryds malet på. Vi kunne efter flere timer, endelig sætte os ind i den og lade den køre afsted, hvilket vi så gjorde. 

  Kort efter trykkede jeg min pande mod ruden og så ud på de sammenstøvede huse, der bølgede forbi. De fleste mennesker ville se det med realistiske øjne: forbipasserende huse. Jeg kunne kun se det hjem, som jeg nu ville forlade, og nok aldrig se igen.

  ”Vær som kaktussen. Den kan overleve uden vand i lang tid, ” var det sidste jeg hørte harm sige, inden jeg lukkede øjnene.
 

 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...