En god løgner.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2015
  • Opdateret: 11 jun. 2015
  • Status: Færdig
En novelle om mobning. Af Navid.

0Likes
0Kommentarer
258Visninger

1. En god løgner

En god løgner.

 

Jeg vågnede. Det eneste jeg kunne smage var blod. Jeg lå i mine forældres seng. Med Emil lige ved siden af mig. Og heldigvis også min mor. Hun holdte mig i hånden. Det her startede alt pga. en lille gruppe af mennesker. Jeg skulle aldrig have ødelagt det vindue.. Jeg gjorde det ikke med vilje! Jeg skulle bare.. klare mig selv.. Jeg klarede mig godt i skolen og havde én mor som altid hjalp mig i alle slags hårde situationer. Undtagen denne. Der er en simpel forklaring på det hele.

 

Det var en mandag. Jeg havde set op til denne dag i flere uger. Men det blev alt sammen ødelagt. Der var auditions til skolens helt nye musical. Aladdin. Jeg gik efter hovedrollen. Tydeligvis prøvede nogen at sabotere min audition. Men det gik mig ikke på nerverne. Jeg syntes jeg var som skabt til rollen, og kunne alle mine replikker udenad. Desuden mente jeg selv også jeg havde den rette stemme. Vi havde dansk de første to timer. Og auditionerne startede først klokken 14:00. i dansk timerne foregik der aldrig noget usædvanligt. Altid det samme. Jeg får en papirsflyver i hovedet med noget upassende tegnet på dem. Jeg følte mig som regelt altid uden for i klassen. Mest for det jeg gjorde i tredje klasse. Dengang havde jeg kommet til at ødelægge Emils vindue da vi spillede fodbold hjemme hos ham. Skolens mest populærer dreng. Så ryger rygterne ud om at jeg gjorde det med vilje. Og Emil var en grim løgner. Han havde endda tilføjet at jeg rakte ham middel fingeren og kaldt ham for et.. Specielt bandeord... Og selvfølgelig har Emil sin egen lille gruppe som er med på den værste løgn. Og selvfølgelig blev  det sagt til hele klassen. Jeg følte som om at jeg var usynlig i 4 år. Jeg havde prøvet at stå op for mig selv et par gange men det endte bare med at alle ignorerede mig. Men denne gang fik jeg chancen for at vise mig frem og ikke længere være den dreng som ødelagde skolens mest populæres drengs vindue. Emil. Den lille løgner. Nu fik jeg chancen for at ikke at føle mig usynlig længere.

 

Audition tid. Jeg havde glædet mig så meget! Det var tydeligt at klassen også vidste at jeg glædede mig. De var dog lidt mere stille end de plejede at være. De skjulte noget. For at være ærlig gad jeg heller ikke at vide hvad de præcis var ved at lave. Det var endelig min tur. Jeg gav den gas. Jeg sang, dansede og læste nogle af mine replikker op. Jeg var var så stolt! Jeg følte mig ikke længere usynlig, men egentlig virkelig fantastisk og selvsikker!  Selv dommerne blev helt overrasket og overvejede virkelig om de skulle give mig rollen her & nu! Det blev jeg så glad for at høre! Midt under min dans kom Emil med en hel chokolade kage og en juice brik. ”ups..!” råbte han. Og smed kagen og al den juice på mit smilende ansigt. ”Det er jeg ked af..!” sagde Emil ligeså stille. Og gik tilbage til hans venner og gav dem alle high-five. Jeg gav dommerne et blik som sagde sig selv.. ”Vil i ikke gøre noget??”. Dommeren, Charlotte, sagde ”Det var jo et uheld.. Det er der intet at gøre ved..” mens de andre dommere var ved at dø af grin.  Jeg stormede ud ad døren med chokolade kage og appelsin juice overalt på mig. Jeg tog hjem.
 

Da jeg kom hjem tog jeg direkte i bad og prøvede at få den klamme lyserøde fondant ud ad mit hår. Heldigvis var min mor ikke hjemme til at se alt mit tøj så beskidt og dækket af juice pletter og kage. Eller spørge mig om hvad der er sket. Jeg kunne sige hvad som helst til min mor. Selv de mest pinligste ting. Hun støttede mig altid i en hver sag. Men jeg havde bare så meget melidenhed med hende hvor syndt det må være at have et barn som ikke har det så godt i skolen og kommer grædende hjem hver dag. Men hun havde læst til psykolog. Hun vidste hvordan hun skulle behandle mig. Hun ved hvad der er bedst for mig. Og jeg håber hun forstår dette. For det Emil har gjort var tydeligvis ikke et uheld.

 

Det blev tirsdag. Vi skulle møde sent. Vi skulle have dansk igen og matematik. Intet særligt. Som sædvanligt. Jeg var så spændt. Denne dag fik vi at vide, hvem der fik hovedrollerne. Charlotte begyndte at råbe ”OKAY! Se på denne seddel for at se hvem der spiller hovedrollerne!”. Der lå et grønt papir med sort skrift for ,hvem der fik Hovedrollerne. Jeg vidste at Emil også havde gået til audition som Aladdin. Jeg havde en del modstand. Endelig ser jeg på papiret. ’Aladdin - Jake’. Jaaaaa! Jeg fik hovedrollen som Aladdin! Jeg blev så glad! Emil kom smilende hen til mig. ”Tillykke Jake! Du havde helt sikkert fortjent den rolle..! Du bliver fantastisk som Aladdin!” . Det var lidt underligt at høre det fra præcis Emil.Eller en hver anden fra min klasse. Men jeg blev en del glad og intet kunne ødelægge min dag nu..

 

Musicallen startede på Fredag. Jeg var så spændt. .. Jeg var så stolt og glad! Der var kun 2 dage til musicallen starter! Og endelig var jeg ikke længere usynlig i min klasse længere.. Nogle mennesker bemærkede mig endelig! Selv Emil var sød mod mig! Selvom han virkede lidt falsk. Men endelig fik vi talt lidt sammen og jeg fik sagt undskyld til ham for det med vinduet. Selvom jeg ikke kunne fatte hvordan de ikke kunne komme over det efter 4 år. Men tilgivelse var noget i vores hverdag. Og selvom de ikke kunne tilgive mig kan jeg godt tilgive dem selvom det føltes forkert. Lige da jeg skulle til at gå , blev jeg tagget på facebook og tjekkede straks hvad der var sket. Der var nogen som har lavet en ’hate side’. Om mig. På facebook. Som har over trehundredeogsyv medlemmer. På siden var der alle mest ondeste opslag om mig. ”Ham der som spiller Alladin drengen er sgu lidt for tyk til rollen”. ”Ad Musicallen er ødelagt.. hvorfor gud..? Skulle det præcis  være Jake..?”.. ”GUD.. Giv os tilbage Micheal Jackson.. Så må du få Jake..”.. ”har ondt af alladin, af at hans rolle skal blive spillet af jake”.

 

Jeg var den eneste tilbage på skolen. Sammen med nogle rengørings damer. Jeg sad inde i klassen. I mørket. Og græd. Hvorfor vil mennesker skrive sådan nogle forfærdelige onde ting? Hvem kunne dog finde på sådan noget? Min mor kom og hentede mig. Klokken var over fire. Og jeg sad stadig og græd i mørket. Min mor kom hen til mig.  ”Skat er du okay L?”: ”Hvad er der dog sket?” spurgte hun. Jeg kunne ikke svare. Jeg havde grædt så meget at jeg ikke kunne sige en lyd. ”Siden.. Siden mor…”. Jeg rakte min mor, min telefon. Min mor tog imod min telefon og så alle de post’s  og lede kommentare på Facebook. ”Ih dog Jake…”. Hun så på mig et øjeblik og kiggede mig derefter direkte i øjnene på mig. ”De er jaloux.”. ”Jaloux på dig..! Du klare dig perfekt i skolen og har den perfekte stemme, god hukommelse og du fik rollen!”. ”De her mennesker her kan ikke engang stave til Aladdin! Du må ikke lade dem gøre dig ondt.. Du ved godt at du er meget bedre end dem. De er bare jaloux på dig. Min smukke dreng.” sagde mor. Hun ved altid, hvad hun skulle sige. ”Tak  mor.. ” svarede jeg. Det fik mig i en del bedre humør. Og selvom alle de post’s gjorde mig så ked af det.. var de bare alle sammen jaloux.

 

Men der kom flere og flere medlemmer og opslag. Jeg kunne ikke klare det mere. Jeg græd i timevis. Alene hjemme. Mor var ude og handle. En kniv i skuffen. Jeg havde lyst til at skade mig selv. Og det gjorde jeg desværre. Jeg besvimede. ”Jake?? Vågn op..!” skreg min mor. Hun gik i panik. ”Oh godt du er vågen nu… er du okay..?” spurgte hun. ”Jeg har det fint.” løj jeg.

Efter som tiden gik lagde jeg mig i min seng og sov.

 

En ny dag var kommet. Jeg opdagede at vi skulle lave plancher og øve vores roller. Perfekt. I skolen skete der noget usædvanligt.. Emil kom igen hen til mig.. ”Du kommer til at blive et hit Jake..! Du styre!”. ”Tusind tak..!” svarede jeg dog lidt usikkert. Emil var ved at lave en stor planche. Virkede lidt for utroværdigt. Og der gik det op for mig.. På hans planche stod der.. ”Kom og se.. Alladin the musical!”. Det havde været ham hele tiden. Ham der havde oprettet siden, ham der skrev alle de onde kommentare og ham der løj så godt og overbeviste alle andre. ”Tager du gas på mig..?” råbte jeg så højt som jeg kunne. ”Er der noget galt??” Spurgte Emil nervøst. ”Du er afsløret. Det var dig..” råbte jeg af ham. Jeg afslørede Emil. ”Vi kan jo ikke alle have et godt liv Jake!”… Jalouxi.. Jalouxi førte til alt dette. Men det vigtigste er tilgivelse. Jeg gør det ikke for Emils skyld. Jeg gør det for min egen. Emil var ved at græde. Jeg havde ondt af ham. Men på en anden måde havde jeg slet ikke ondt af ham. Giver det mening? Det håber jeg. Men sagen er … At der skete en lille slåskamp.. Dog ikke med mig.. Håber jeg i hvert fald.

 

Jeg vågnede. Jeg kunne kun smage blod. Emil stod ved siden af mig sammen med min mor. Jeg lå i mine forældres seng. Emil havde blomster med.  Og jeg nåede aldrig op til Musicallen. De fandt min dubliant. Det betød heller ikke rigtig mere længere. Emil rakte mig blomsterne og jeg tog imod dem. Han gik grædende hjem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...