The Ugly Truth

Jeg husker det tydeligt. Jeg husker det som var det igår, at anoreksien overtog mit liv. Men det er nu ved at være flere år siden.
Jeg husker hvordan den blev større og større efter hver bid den tog af mig. Jeg husker jeg var en lille pige der elskede mad. Spiste kage, slik, chips, drak sukker cola osv. Men alt dette forbød Ana mig nu, som er bedre kendt som anoreksien.

9Likes
10Kommentarer
656Visninger
AA

2. The ugly truth

Jeg husker det tydeligt. Jeg husker det som var det igår, at anoreksien overtog mit liv. Men det er nu ved at være flere år siden. 

Jeg husker hvordan den blev større og større efter hver bid den tog af mig. Jeg husker jeg var en lille pige der elskede mad. Spiste kage, slik, chips, drak sukker cola osv. Men alt dette forbød Ana mig nu, som er bedre kendt som anoreksien. 

Jeg husker hvordan hun kom listende, og lovede mig diverse ting. "Hvis du taber dig skal dit liv nok blive bedre" "Hvis du stopper med at spise, vil du få venner" "Hvis du begynder at motionere hver dag vil du blive elsket". Alt dette fortalte Ana mig i mit hoved, og jeg troede ihærdigt på hende, og gjorde som hun sagde. 
Jeg begyndte at over motionere. Jeg motionerede fra da jeg stod op, kom hjem fra skole, og efter alle måltider. Jeg begyndte at tælle kalorier og lave min egen lille 'kostplan', som startede med at være på 900 kalorier om dagen, og som så blev lavere og lavere for hver dag der gik.

Jeg trådte hver dag op på vægten, og for hver dag der gik, tabte jeg mig en lille smule. Ana blev sur. Det var ikke godt nok! Jeg tabte mig alt for langsomt. Jeg begyndte derfor at faste, og kun spise en lille kyllinge salat om aftenen, og måske en lille snack.

Men det fik jeg også ballade for.  Det var stadig for meget, og det var ikke okay. Hun mindede mig om hvor tyk og grim jeg var, og at jeg aldrig ville blive elsket hvis jeg ikke hørte efter hende.

Jeg begyndte derfor at skære mere og mere ned på min mad, og i løbet af lidt tid havde jeg pludselig tabt mig de første 5 kilo. Men det var ikke nok. Det var langt fra nok! Jeg var stadig fed! Og jeg var stadig ensom og deprimeret, jeg ville så gerne alle de ting Ana lovede mig. Så jeg kæmpede videre, for at tabe mig, så jeg kunne blive elsket.

Det var ved at blive alvor. Jeg blev indlagt. Fik en kostplan jeg skulle følge, men det fik mig blot til at tabe mig endnu mere. Ana og jeg elskede at se de andre anorektikere spise, imens jeg bare sad og stirrede på min mad. Det var kontrol, og først da jeg tabte ydeligere 5 kilo og gik i spisestop var Ana ved at være tilfreds. Jeg vejede dog stadig lidt for meget, men mere nåede jeg ikke at tabe før lægerne besluttede at det var blevet så farligt, at jeg nu skulle tvangsernæres med sonde. 

Ana blev sur. Hun blev rasende. Rasende over, at jeg ikke havde tabt mig noget hurtigere og ikke kunne have skjult det lidt bedre. Hun skreg inde i mit hoved, sagde jeg aldrig ville blive elsket eller holdt af.

Jeg blev lagt på briksen imens 7 sygeplejersker og pædagoger holdte mig. Jeg skreg og kæmpede imod den mad der snart skulle tvinges ned i min mave. Jeg var så angst. Jeg ville så gerne elskes.  Jeg ville så gerne være glad og leve livet. Og det havde Ana lovet mig, hvis bare jeg ville tabe mig. Men det kunne jeg ikke nu. De havde fanget mig og taget en beslutning om at jeg skulle have alle mine måltider fra nu af.

En sygeplejerske lagde sonden ned igennem min næse, og det gav en ubehagelig følelse i kroppen. Men det var ligemeget, det rørte mig ikke! Det eneste jeg kunne fokusere på, var Anas ord om at jeg skulle være tynd. Jeg begyndte at spjætte og skrige, men de var iskolde. Det eneste de gjorde var bare at bælte fiksere mig, hvilket fik mig til at føle mig mere magtesløs.

Ana råbte i mit hoved. "Dit fede svin, kæmp imod istedet for bare at ligge der som et offer!". Jeg græd og kæmpede imod, det aller bedste jeg havde lært, men kom ingen vejene. 

Hun tog sprøjten frem fyldt med en masse brunt stads. Nemlig sondemaden. Og lidt efter sprøjtede hun det igennem slangen, og jeg kunne mærke maden der blev sprøjtede ned i min mavesæk.

Jeg skreg igen.  "GIV SLIP!" "I dræber mig psykisk!"  Råbte jeg imens tårene løb ned af kinderne på mig. De var stadig iskolde, imens jeg lå der - helt fortabt og magtesløs med en sur Ana i hovedet. 

Jeg græd og græd. Jeg var så færdig. Så ulykkelig og indebrændt på alle de mennesker der tvang maden ned i mig. De ødelage mit liv. De vidste ikke hvor meget de ødelage!
Jeg var lige ved at være på rette spor og få det jeg havde ønsket mig. Nogen der elskede mig. Og være god nok. Det ville jeg nemlig blive, hvis jeg tabte mig. Det havde Ana nemlig sagt, og det stolede jeg fuldt og fast på. 

Ikke alt ender lykkeligt. Det var jeg ihvertfald sikker på, at mit liv ikke gjorde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...