Blomstrende Verdener

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2015
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
118Visninger
AA

1. Noget I Busken *

”Og husk at den lille ske skal lægges OVER tallerkenen, og at den stor ske skal…”  Sagde hun, og blev derefter bare til en irriterende summen. Jeg hørte ikke efter mere. Jeg vidste allerede hvad hun ville sige: Den store ske skal lægges til højre for kniven! Var virkelig ved at blive træt af hende. Jeg er ikke sikker på, om det bare var teenage tanker, eller om jeg faktisk havde haft det sådan hele mit liv. Bare uden at tænke over det. Hun snakker hele tiden, kommandere, og når hun er sur, skal de gå udover alle. Og alt!
Det er min mor jeg snakker om. Jeg elsker hende, men nogle gange… Ja, nogle gange gider jeg bare ikke høre på hende. Det er ikke let at have to teenage børn, det er det da ikke, men det er fandme heller ikke let at være en teenager selv!
Jeg kiggede bare på det fine bestik jeg skulle til at lægge på bordet. Lille ske, over tallerken. Stor ske, til højre for kniv. Samme rutine. Og jeg forstod egentlig ikke hvorfor hun blev ved med at ”belære” mig med hvor skeerne skulle lægge. Jeg havde jo mindst gjort det 352 gange før.
Jeg kigge op fra bestikket, lagde det på bordet i en bunke og gik. Gik ind på mit værelse og kiggede på min mobil. Stadig ingen SMS fra ham. Ham jeg aldrig vil næve navnet på, men så alligevel kan jeg ikke lade være. Der er noget ved ham, noget mystisk, selvom han er den mest simple person jeg kender. Han siger sin mening, men er alligevel fuld af hemmeligheder.
Og det er så her, at min historie begynder. Historien om, hvordan vi sammen fandt nye verdener og om hvordan vi sammen forlod alt andet, og flygtede. Men hvem er vi spørger du nok. Ja, det er mig, og de ting jeg skaber. De ting, som bliver til virkelighed i mine verdener, men som aldrig kunne ske i de andres.
Jeg lagde mig på mit sorte dynebetræk. Tænkte på ham. Det halvlange mørke hår og blå øjne. Smilet med de skæve tænder. Det blik han sendte mig. I starten, et dybt blik med masser af hule rum i hans øjne, men det blev hurtigt til et fjoget grin så snart vores øjne mødtes. Hvorfor? Jeg ved ikke om det var fordi, det var akavet for ham. Men måske… - jeg ved, at det lyder barnligt, men – måske skjulte han noget. De hule rum i hans øjne, de gemte måske på noget. Noget jeg ikke skulle se. Eller måske noget, jeg ikke ville se.
En rappende and forstyrrede mine tanker. Min SMS-tone? Tænkte jeg, og mit hjerte bankede. Både skræmt og lykkeligt. Jeg trillede min krop om på siden og støttede på min albue. Kiggede på mobilen som lå på mit lille hvide natbord. En kort tekst stod midt på skærmen, så jeg skyndte mig at låse op og gå ind på Beskeder. Trykkede hårdt og utålmodigt på hans navn.
Hva’ så? Keder FOR meget. Ville næsten hellere i kirke end det her! stod der og lige neden under:
Arhj, måske ikke kirke, men :D
Du ved!

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg fik en følelse af, at han måske ikke helt vidste hvad han skulle skrive. Og det gjorde det jo svære for mig. Hvad skulle man svare til det? Et svar, hvor man ikke lyder desperat. Måske skulle jeg slet ikke skrive noget. Men så tror han måske, at jeg ikke har set den, og så virker jeg jo ligeglad! OMFG, hvorfor er det så svært?! Tænkte jeg, og skrev i en kæmpe brandert: Vi kunne da mødes? Og fortrød lige efter. En som ham ville jo ikke hænge med en som mig, vel? Arhj! Jeg havde lige gjort mig mega til grin, men ventede alligevel på et svar. Helst et Jada!, men jeg forventede ikke rigtig det store. Og så alligevel måske…
Ikke længe efter rappede mobilen igen.
Altså, skrev han og jeg var – helt seriøst – ved at skide i bukserne, indtil jeg læste videre:
det kan vi da godt. Meget bedre end kirke! :D og en sten lettede sig fra mit lille hjerte. Det pumpede i mit bryst. Jeg var skrækslagen. Hvad skulle jeg tage på? Jeg vil ikke se dullet ud, men heller ikke som om jeg lige er stået op. Og mit hår? Skal det være en knold, eller vil det se for damet ud? tænkte jeg, da det rappede igen.
En tur i biffen? Jeg gi’r, men så bestemmer jeg også J  et smil bredte sig over mine læber. Fint med mig, 16:30? skrev jeg, og kiggede på uret. 15:47. Så jeg havde - rundt regnet – 40 minutter. Jeg kiggede lidt på skabet som stod åbent. Prøvede at analysere de forskellige hylder. Det kunne jo være, at en fed T-shirt dukkede op, som jeg helt havde glemt, at jeg havde.
Jeg fik hurtigt øje på en siksak-stribet oversize trøje fra Vero Moda. Jeg tog mine Only tight-jeans og et par lavstøvlede Converse i sort.
Jeg tumlede ud af min dør, og ud i bryggerset og tog min læderjakke. Jeg lagde min hånd på håndtaget, da min mor lige pludselig står i dørkarmen.
”Hvor skal du hen?” Spurgte hun med en retfærdig stemme. Jeg kiggede på hende, og så bestikket, som jeg skulle have lagt på bordet, i hendes hånd.
”Ud,” sagde jeg bare, og rev håndtaget ned. Hun kiggede på bestikket, og så på mig. Hendes blik var borende, og jeg fik mere lyst til at gå, end før.
Hun smilede så pludselig. ”Gå bare.. Jeg venter…” Hun vendte sig og gik atter ind i stuen. Jeg rynkede mine bryn, men lød alligevel ud af døren.
Jeg løb hen til busstoppestedet og kiggede på køreplanen. 16:20! FUCK! tænkte jeg, og kiggede mig omkring, og så en lille killing. Der var ingen andre, så jeg gik hen til den. Jeg listede jo tættere jeg kom på den. Pludselig vendte den om, og kig hen mod en lille busk, og jeg gik efter. Den tumlede ind mellem grenene, og jeg kunne ikke se den mere. Jeg stod stille lidt, før jeg hørte noget, der lød som… løvebrøl? Mit hoved ville gerne hen mod brølet og den lille killing, men min krop ville ikke. Jeg sad på hug lidt, og blev trukket frem og tilbage af min krop indtil brølet lød igen. Min hjerte rev nu til, og jeg blev nærmest skubbet hen til busken. Jeg skilte grenene til hver sin side, og kiggede ind. Hva’ fuck..? tænkte jeg, og kravlede helt ind. Jeg stod på en klippe, og kiggede ned på en kæmpe skov fyldt med kæmpe dyr. Et fiskelignende væsen traskede forbi. Bunden længere nede var dækket af planter, og de høje træer gjorde, så der kun kom flå stråler af solen ned til bunden.
Jeg kiggede bag mig, og overvejede at gå tilbage, men jeg gjorde det ikke. Jeg ved ikke, om jeg tænkte, at det faktisk var virkeligt, eller om jeg bare var for nysgerrig til at lade det være.
Jeg sprang ned fra den høje klippe og landede på de bløde planter. En lille kanin-hamster-dådyr-ting kiggede på mig med sine store dådyrøjne, og lagde sine lange øre ned. Den gnavede en grøn asparges, men stoppede da jeg begyndte at fnise. Jeg ved ikke hvorfor, måske var det bare situationen? Jeg anede jo ikke hvor jeg var, eller om jeg overhovedet var nogen steder! Og måske så jeg bare det komiske i, at jeg ikke anede det?
Den lille kanin-ting begyndte igen at gnave på aspargesen, og hoppede så sin vej.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...