I en teenagers hoved

Hvis du er teenager, ved du, hvordan det er at føle alt og intet på samme tid. Hvis du er en teenagepige, ved du, hvordan det er at føle alt og intet på samme tid, føle, at du er grim og nuttet på samme tid.
Hvis du er mig, ved du, hvordan det er at være en omvandrende naturkatastrofe.

1Likes
0Kommentarer
159Visninger
AA

1. På mit Badeværelse

Jeg sidder her på badeværelsesgulvet et år og syv dage efter, Jakob døde. Jeg er 13½ år, og tankerne hvirvler rundt i hovedet på mig, som de nu gør hos teenagere. Monika og Vega bliver ved med at tale ude på terrassen. Jeg gik for et par minutter siden. Deres evindelige snak, den endeløse strøm af ord, den pisser mig af. Den gør mig vred og ked af det. Jakob lå altid på sofaen og sov eller løste sudokuer, og han havde ikke brug for at tale. Monika og Vega, derimod, de snakker, som om ét enkelt minuts stilhed ville blive vores alle sammens død.

Jeg har ikke noget imod dem, men efter at have været i et klasseværelse fyldt med larmende og neurotiske teenagere fra klokken otte om morgenen til tre om eftermiddagen, dunker mit hoved, og jeg har brug for ro. Før i tiden var jeg meget grundig med mine lektier, men nu skal det bare overstås så hurtigt som muligt, så jeg kan tænde for Netflix og pause mine tanker. Monika er bekymret for mig - hun tror, jeg ikke har lyst til at se mine venner, men sådan er det ikke. Jeg har de bedste venner (og indtil i lørdags også en kæreste, som jeg, den store idiot, så besluttede at slå op med) og jeg vil gerne være sammen med dem, selvfølgelig, men skolen suger mine kræfter ud af mig, de snobbede piger, der sender mig dræberblikke og erobrer min ekskæreste, suger mine kræfter ud af mig, min altid snakkende sidemakker suger mine kræfter ud af mig. Livet suger mine kræfter ud af mig.

Jakob valgte den lette udvej; et glas sovepiller og en øl, og nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne gøre det samme, men så slår det mig, hvor meget jeg kommer til at såre mine nærmeste, og igen suser mine tanker rundt inde i mit hoved som en orkan, flår større og større stykker af min hjerne, og jeg bryder sammen, men må beherske mig for, at Monika og Vega ikke skal lægge mærke til det og blive ædt op af mit indre uvejr, så jeg holder det inde, og jeg lader det aldrig slippe ud. En gang imellem tager jeg hjem til min snaksalige sidemakker, og hun er ikke bange for at spørge ind til Kenneth og mine følelser om, tja, alt, men det hjælper ikke. Ingen, ikke engang jeg selv, forstår, hvad der sker inde i mig, og mine venner glider fra mig, min ekskæreste, der gerne ville være venner, ignorerer mig, mine fjender håner mig, og min familie bekymrer sig. Til at starte med er jeg ligeglad, jeg vil skide på, hvad de synes om mig, men først når det er for sent, opdager jeg, at jeg aldrig var ligeglad, og at jeg har samlet alle de dårlige ting sammen til en altødelæggende naturkatastrofe, og mens jeg sidder lige så stille og smiler til de andre, starter jordskælvet i mit hoved, pladerne flytter sig, bølgerne bliver store, palmetræerne svajer, og BANG! - en indre gaseksplosion, og alt, hvad der er tilbage, er de bittesmå, svedne stumper af glæde, der rådnede, da jeg var ti, og de klipper af sorg og vrede, der klarede katastrofen. De klarede mig.

Tilbage til badeværelsesgulvet. Jeg sidder her stadig, græder lydløst, der er kun gået en sølle halv time. Mit navn er Olga, jeg er tretten år, og det sidste ord, jeg sagde til min far, var "Skrid!" Det gjorde han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...