Hunter

Siden hendes forældre blev dræbt af en dæmon, har den hårde pige Taylor Miller jaget monstre, spøgelser og andre gespenster uden at se sig tilbage.
Hun er skarp som en nyslebet kniv, hun er kold som brutale vinterstorme og hun er farlig som en sulten tiger.

Men hvad sker der når hun møder Brad, en fyr fuldstændig uvidende om, hvem hun egentlig er?

// Dette er en Supernatural fanfiction. Hvis du ikke har set serien, er det helt okay - jeg skal nok prøve at forklare tingene.//

5Likes
1Kommentarer
155Visninger

1. Prolog

 

Jeg husker det, som var det i går.

En sekstenårig, naiv pige var jeg, og mit største dilemma var, hvad jeg skulle tage på til skoleballet - den pink, sukkersøde kjole med det store struttende tyldskørt og de glimtende palietter, eller den mørke, sexede og lårkorte kjole som Aiden, min date, sikkert godt ville kunne lide, men som jeg nok ville blive kaldt billig for. Dengang var jeg skolens dronning, eller, det var jeg ofte blevet kaldt - jeg var yndig, populær og leder af cheerleaderholdet. Og sammen med min daværende kæreste Aiden var vi regenter af Adamsville High School.

Når jeg ser tilbage på det nu, var jeg vidst nok også lidt af en bitch.

Og jeg var alt dette indtil den dag. Dagen. Dagen hvor mit liv vendte på hovedet og mit liv splintredes i tusinder af stykker der aldrig, under ingen omstændigheder, kunne samles igen. Det var blevet knust.

Af dén pokkers dæmon.

Jeg ville ønske, at jeg dengang kunne sende dæmoner tilbage til Helvede. At jeg dengang var blevet undervist i at uddrive dæmoner. Men hvor fanden skal man vide sådanne ting fra? Det eneste, jeg den gang interesserede mig for var jo balkjoler, mit hår og drenge med havblå øjne.

Og jeg husker, hvordan jeg blot sad udenfor på den gamle, vakkelvogne gynge mens det hele fandt sted. Med musik i mine ører, så jeg ikke kunne høre slagterierne af mine forældre. Gyngede blot. Og dæmonen, der ellers skulle dræbe os alle, dræbte ikke mig. Hvorfor ved jeg ikke.

Men jeg husker, at han havde overtaget postbuddets krop. Og jeg husker også, at jeg stirrede ind i hans livløse, kulsorte øjne mens han sagde;

"Jeg gemmer dig til senere," med et kækt smil på læben. Som om han dræbte min familie for morsomhedens skyld.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...