Unbreakable [Oneshot]

Hun er såret, men hun kæmper videre. Hun er bange, men hun ser frygten i øjnene. Hun er her, og hun kæmper videre. //Jeg håber, I vil tage godt imod dette oneshot, da det er meget personligt for mig. Enjoy!\\

13Likes
9Kommentarer
610Visninger
AA

1. Un-break-a-ble

Hun er skrøbelig. Som glas. Du kan se det på hendes blik, der flakker rundt, når hun går forbi folk. Du kan mærke det på hendes rystende hænder. Du kan høre det i hendes stemme, der knækker over. Du kan fornemme det, når hun trækker vejret. Men ser du efter? Ved du, at hun er bange?

Hun er bange for offentligheden. Hun er bange for andre mennesker og deres dømmende blikke. Hun er bange for, at hun mister sig selv i menneskemængden. Hun er bange for at blive væk. Hun er bange for at være alene. Hun er bange for, at ingen vil huske hende, når hun er væk. 

Hvad ville der ske, hvis hun blev væk og aldrig kom tilbage? Hvem vil savne hende? Vil nogen savne hende? Vil nogen sætte en efterforskning i gang, eller vil folk være ligeglade? Eller simpelthen være glade for at hun ikke er der mere? Vil nogen tænke på hende og håbe, at hun kommer hjem igen? 

Hun sidder alene. Sådan har hun det bedst. Her er der ingen, der spørger, hvordan hun har det. For hun ved det ikke. Hun er ked af noget, men hvad? Hun vil gerne lukke øjnene og drømme sig langt væk, men hvortil? Hun vil gerne være en anden, men hvem? Hun føler ikke hun passer ind her, men hvor passer hun så ind henne?

Alt for mange spørgsmål uden svar tynger hende, og hun græder lydløst. Ingen ser tårerne trille ned af hendes kinder. Ingen ser hende vende og dreje sig om natten, når hun ikke kan sove. Ingen hører hendes gråd, og ingen spørger, hvor hun har været henne. Hun føler sig alene og fortabt. 

 

Hun er okay. Men okay er ikke godt nok. Hun er her, og hun går ingen vegne. Hendes hænder ryster ikke så meget mere.  Hendes stemme knækker ikke over mere. Hendes øjne ser ligeud. De flakker ikke, men de græder.

Hun har forstået, at det er okay ikke at være okay. Hun er begyndt at se frem i stedet for ned. Hun prøver at sætte ord på sine følelser, men hun kan ikke finde ud af det. Hun er ikke god nok.

Hun græder mere, end hun plejer, men hun får at vide, at det er en god ting. Hun har nogen, der spørger, hvordan hun har det. Hun kan ikke forklare det, og hun græder igen. Men det er okay at græde. Hun vrider sine hænder og prøver at gemme, at de ryster igen.

Hun bliver mindet om de mareridt, hun har om natten. Drømmene, hvor hun aldrig er god nok. Og alle fortæller hende det. At hun ikke er god nok og at hun ikke vil blive husket. At de alle sammen hader hende, og de håber, at hun dør. Hun lukker øjnene og prøver at holde tankerne ude. 

 

Hun er begyndt at smile igen. Hun kan se lys for enden af tunnellen, men vejen er lang og sej.

Hun har ar på sjælen, men hun kæmper videre. Hun er som en såret kriger, der stadig kæmper videre, selvom hun er såret og har ondt indeni. Hun rejser sig langsomt op igen fra det sorte, dybe hul, hun har været begravet i. Hun maser sig forbi onde ord og onde handlinger og går mod fremtiden.

Hun møder gode mennesker, og mennesker, der kun vil hende det bedre. Hendes mareridt er væk. Hun kan ikke huske, hvad hun drømmer om natten, men det er ikke onde drømme. Hun kan endelig sove om aftenen, og hendes åndedræt er roligt. Hun græder stadig, og hun føler sig stadig ikke god nok.

Men hun har hjælp. Hun har taget imod den hjælpende hånd, der er blevet rakt ud til hende. Hånden guider hende mod en bedre fremtid. Hun lærer, at hun ikke skal være perfekt. Men hun er god nok, selvom hun ikke selv kan se det. Hun oplever medmenneskelighed og kærlighed.

Hun smiler igen. 

Hun er stadig skrøbelig. Som glas. 

Men hun er ikke længere bange for at blive væk, for hun ved, at hun vil blive fundet igen. Hun ved, at der er nogen, der vil lede efter hende. Og der er nogen, der vil huske hende, når hun ikke er her mere. 

Hun ved, at hun ikke er alene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...