Wallibee

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2015
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
Will ankommer til en forlystelsespark hvor alt kan ske, og det kommer han også til at mærke til.

0Likes
0Kommentarer
212Visninger

1. Wallibee

Wallibee.

"Nu må du tage dig sammen, du er helt vildt åndssvag. Jeg gider dig ikke mere. Vi ses." Jeg gik op på mit værelse, pakkede en taske med penge, noget tøj, mobil og et tæppe. Jeg regnede ikke med at jeg ville være væk så længe, bare lige lidt tid så min mor kunne nå at blive nervøs for mig.
"Du skal ikke gå Will klokken er alt, alt for mange" 
Jeg ignorerede min mor og gik videre, ud på vejen, og tog den første bus der kom, det var en 68'er. Min mor ringede da jeg stod ved endestationen, halvvejs oppe af et bjerg.
Jeg lagde røret direkte på, jeg havde ikke lyst til at snakke med hende, jeg var stadig sur på hende.
Jeg begyndte at gå lidt rundt, bare for at få tiden til at gå. Jeg bevægede mig længere op af bjerget, af en smal sti, hvor der kun lige var plads til, at man kunne gå to personer ved siden af hinanden.
Jeg tog min mobil op, for at tjekke klokken, den var allerede blevet 23.37 og der stod 5 ubesvarede opkald fra 'mor'. 
Jeg var lige kommet tilbage til endestation, og der holdt en 68'er.
Jeg gik ind i bussen, men lige da jeg trådte ind fortalte buschaufføren at den ikke var i rute, og der ikke var flere afgange i dag, og den næste afgang var dagen efter klokken 12.13.
Jeg ringede til min mor, og sagde præcis hvad buschaufføren havde sagt til mig, og spurgte om hun kunne hente mig i bil.
"Nej det kan jeg ikke, bilen er til reparation. Hvor er du henne?"
"Det har jeg fortalt dig!" Jeg lagde røret på.
Jeg gik tilbage op af bjerget, af den sti jeg gik på før.
Efter ca. 20 minutters gang ankom jeg til en stor høj mur, med spirende planter. Det lignede det ikke var blevet ordnet i flere år.
Længere fremme kunne jeg se en åbning, noget der lignede en indgang, jeg begyndte at gå derover, og det var lige præcis en indgang.
På et stort skilt over åbningen stod der Wallibee med store flotte bogstaver og under det stod der med en mindre skrift 'der hvor alt kan ske.'
Jeg gik gennem indgangen og kom ind til en lille forlystelsespark. I haven var der et pariserhjul, forskellige boder, et hurlumhejhus, tre rutschebaner og spejlingen. Alle forlystelserne så meget slidte ud, og jeg tænkte at de nok ikke var så stabile. Der var blevet skrevet med graffiti på boderne, der var mange visne blomster og uslået græs.
Jeg mærkede et sus forbi mig, som en der kom løbende i fuld fart forbi.
Det var en underlig følelse, som om jeg ikke var den eneste i parken, men jeg tænkte ikke videre over det.
Jeg gik op af trapperne til en af de tre rutschebaner, rutschebanen var fyldt med edderkoppespind, og var faldet fra hinanden, så den var i flere dele.
Jeg gik tilbage ned af trappen og gik videre ind i spejlingen.
I spejlingen var der fyldt op med spejle over det hele, så man kunne se sig selv flere end hundrede gange.
Jeg drejede et par gange rundt om mig selv, for at se om jeg kunne se mig selv i alle spejlene. Jeg stansede op foran et spejl og kiggede mig selv i øjnene, ved siden af mig opdagede jeg der var to skygger, den ene af dem  måtte være min egen. Jeg hviskede stille og roligt "hallo", og et lille ekko kom igen. Jeg mærkede et sus igennem mig, og jeg stivnede. Jeg kiggede mig selv i spejlet igen og kiggede rundt i rummet og løb derefter ud.
Jeg stod og stirrede på spejlingen og vågnede med et sæt, da min mobil begyndte at ringe. Jeg tog mobilen op af min taske, og det var selvfølgelig min mor igen. "Will hvor er du henne på bjerget? Jeg er på vej op for at finde dig"
"Jeg er ved en forlystelsespark den hedder Wallibee" svarede jeg.
"Når okay, den kender jeg godt, den har da været lukket i flere år, men jeg kommer op og henter dig. Vi ses Will"
Jeg stod helt stille, det eneste der bevægede sig var min øjne, der blev ved med at flakke rundt.
Jeg begyndte at løbe afsted, jeg havde aldrig løbet i det tempo før, det gik så hurtigt, jeg løb op i en grotte der var ved en af rutschebanerne, jeg ville gemme mig derinde.
Min mor ringede så igen og sagde at hun var omkring 5 minutter væk fra Wallibee. Jeg udbrød et skrig og lagde derefter på. Jeg slukkede min mobil, så ingen ville kunne få fat på mig.
Hun skulle aldrig se mig igen, jeg ville bare væk fra hende, væk fra alting, alt var forfærdeligt, jeg ville ikke tilbage til min by igen, jeg ville blive i Wallibee for altid.
"Hvad hedder du?"
Jeg vente mig om med et sæt, der sad en dreng på samme alder som mig bag mig og talte til mig.
"Jeg hedder Will. Hvem er du?" Svarede jeg tøvende.
"Jeg er en af Wallibee's dæmoner Samon. Det er på grund af os Wallibee er blevet lukket" 
"Hvad mener du med os?" spurgte jeg
"Ja altså, du er også blevet en dæmon, efter du var inde i spejlingen og forresten, hvem kigger du efter?"
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg sad bare og stirrede hen mod indgangen. Da trådte min mor ind i Wallibee og begyndte at råbe mit navn flere gange i træk.

 

"Det min mor, hun er ude efter mig. Jeg vil gøre alt, for at komme væk fra hende!" 
"Jeg skal nok hjælpe, og du kan samtidig blive i Wallibee, jeg har prøvede det samme for to år siden, du skal nok klare den" Samon virkede meget begejstret, det så ud som om, han var glad for at han kunne hjælpe en anden dæmon.
"Hvordan har du tænkt dig at gøre det?"
"Jeg finder på noget, bare bliv her oppe Will"
Jeg sad med hovedet udfra grotten, så jeg kunne se dem. Samon stod nede ved min mor, og jeg kunne se hans mund bevægede sig.
Samons hånd pegede op på mig, og min mor kiggede efter hånden, og vinkede op til mig.
Jeg skyndte mig at tage hovedet ind i grotten igen og gemte mig bag mine hænder.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, en stemme i mit hoved fortalte mig at jeg bare skulle væk, men jeg kunne ikke få mig selv til at forlade Wallibee, det var som om jeg havde en tilknytning til stedet.
Jeg løb i fuld fart ind i spejlingen igen og min mor og Soman var lige i hælene på mig.
Inde i spejlingen blev jeg optaget af mit eget spejlbillede, mine øjne blev helt røde og jeg fik et surt udtryk i ansigtet.
Bag mig kom min mor og og Samon ind.
"Vi har ikke brug for flere dæmoner i denne forlystelsespark" var det første Soman sagde til mig.
Med et faldt jeg om på gulvet, dæmonen sivede ud af mig og ind i kroppen på min mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...