var du overhovedet en sand ven?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2015
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
42Visninger
AA

1. Var du overhovedet en sand ven?

 

 

Det var søndag aften og skulle til at i seng. Jeg lagde mig i min seng og slukkede lyset. Der lå jeg i nået tid, jeg kunne bare ikke sove. Jeg tænkte alt for meget. Jeg tænkte på Amalie. Hun havde ignoreret mig hele weekenden, men hun havde dog været lidt sur de sidste par dage. Det var fordi vi lavede en video i torsdags, hvor vi sang og spillede guitar, vi lagde videoen ud på youtube og der var overraskende mange der havde set den, vi fik mange likes men vi begyndte så småt at få hade kommentarer. Men de handlede åbenbart kun om Amalie. De skrev at alt som ”du kan jo ikke synge”. ”du dur ikke til det der”. "Du jo overhovedet ikke lige så god som Michelle”. ”hvordan kan du være venner med sådan en som Amalie Michelle?”. ovs. Jeg havde sagt at det ikke passede, at hun ikke skulle lytte til de dumme folk, de var bare jaloux og havde ikke andet at lave, vi var bedste veninder og intet kunne skille os ad, men hun gad ikke at høre på mig, hun var stadig sur. Lige siden havde jeg ikke set eller hørt fra hende.hun havde heller ikke været i skole i fredags og hun svare ikke på mine beskeder.

 

Jeg åbnede hele tiden øjnene for at se om der var noget på min mobil, måske noget fra Amalie, men der var ingenting. Jeg var ved at blive bekymret for jeg vidste jo ikke om hun stadig var sur på mig. Jeg lukkede øjnene og prøvede at sove.

 

Næste morgen vågnede jeg af mit vækkeur. Det var anden gang det ringede. Kl. var 07:15 og jeg havde sovet over mig. Jeg skyndte mig op og tog tøj på, redede mit hår tog lidt mascara på. Og ellers skyndte jeg mig bare ud af døren for at hente min cykel. Da jeg nåede hen på skolen var Amalie der, hun stod sammen med nogle af de andre piger fra klassen. Det plejede hun aldrig, hun sad altid helt ensom og ventede uroligt på mig ved cykelstativerne. Jeg gættede på at hun nok stadig var lidt sur, men troede ikke hun var så sur på mig, at hun ikke engang kom at sagde hej eller noget. Jeg gik hen til hende og krammede hende men hun skubbede mig nærmest bare væk, som om jeg var en hun ikke kunne lide. Jeg kiggede underligt og spurgte hvor hun havde været og hvorfor hun havde ignoreret mig, men hun gik bare den anden vej sammen med de andre fra klassen og ignorerede mig. Så stod jeg der alene. Jeg sukkede og tænkte om jeg skulle gå hen til hende igen. Hun kunne ikke være det bekendt, at bare sådan gå.

 

Jeg gik hen til hende og spurgte hvad jeg havde gjort, men hun kiggede bare underligt på mig og spurgte om jeg lige var stået op, for jeg lignede nået der var lort! Og de andre grinede bare. Jeg var så chorkeret, ”vi er bedste veninder Amalie, hvorfor vender du bare ryggen til, var det ikke noget med at intet kunne skille os ad og at vi altid ville være der for hinanden?”, hvorfor er du sådan her?. ”hvad har jeg gjort dig?” spurgte jeg.

det kan du jo kun selv svare på ik Michelle?,” svarede hun.

 

Det ringede ind og jeg gik ind i klassen, satte mig på min plads og ventede. Amalie og de andre piger sad i det andet hjørne af klassen og kiggede på mig, fniste og hviskede. Det var helt sikkert om mig. Følte mig så dum og flov. Det plejede at være Amalie og jeg. de andre piger lagde næsten aldrig mærke til os, og nu sidder Amalie bare sammen med de andre og er totalt ligeglad. Hvad har jeg gjort forkert?.

”Pliiing,” sagde det fra min mobil. Jeg tog min mobil op og kiggede hvem det var. Det var en sms fra Amalie. Hvis hun havde noget at sige kunne hun så ikke bare komme hen til mig i stedet for at skrive, når vi er i det samme rum?. Kiggede op på hende og de sad bare og fniste og kiggede på hinanden. Som om de holdte på en hemmelighed. Jeg åbnede beskeden og der stod:

 

”Kan du nu mærke hvordan det føles din lille søde hjerteknuser?”.

 

Jeg fik en klump i halsen. Fik det så dårligt over mig selv. Hvad mente hun med det?. Hvorfor var hun så led over for mig? Jeg kiggede op på dem igen og Amalie kiggede bare ondt på mig, det blik hun havde når hun fik sin hævn over noget eller nogen. Kiggede ned i bordet og på beskeden igen. Kiggede ikke op igen, følte at de hele tiden stirrede på mig. Jeg var lige ved at græde, men holdt det inde. Kunne ikke være så dum, at græde over en besked. Men inderst inde gjorde det ondt, selvom hun er min bedste veninde og at hun sikkert bare var lidt sur og at det ville gå over efter noget tid.

 

Da det blev frikvarter prøvede jeg at komme i kontakt med hende men hun gik bare sin vej, så langt væk fra mig som hun overhovedet kunne. Men nu havde jeg fået nok, jeg gik hen til hende, mit hjerte hamrede, jeg havde helt lyst til at slå hende og råbe ud over det hele, om hvorfor hun ignorerede mig hele tiden.

De stod der, alle pigerne, og Amalie. Jeg gik lige hen til hende, hamrede min hånd ind i hendes skulder og vendte hende om mod mig, jeg kiggede hende dybt i øjnene. ”av, er du dum eller hvad?,” råbte hun.

”hvad er der galt med dig, hvorfor opføre du dig så underligt, jeg troede vi var bedste veninder og nu er du bare helt ligeglad med alting, du kan ikke være det bekendt, at skrive at jeg er en hjerteknuser?, det sgu ikke mig der er en hjerteknuser her, det er dig amalie, du har såret mig. du er min bedste veninde!!”.

”slap af Michelle, hvad er der galt med dig, hvorfor sidser du dig sådan op. Du behøver ikke råbe ud over det hele. Du kan vidst bare ikke indse at der ingen her, der vil være venner med dig,” sagde hun. og så kiggede de bare alle med deres onde øjne mod mig og gik.

 

Jeg var så ked af det, jeg var lige ved at klemme en tåre ud. Jeg løb ind i klassen. Hentede min skoletaske og cyklede hjem. Jeg smed mig i sengen og græd. Hvad havde jeg dog gjort, havde bare lyst til at forsvinde, aldrig komme i skole igen.

Noget tid senere kom min mor hjem. ”har du haft en go dag,” spurgte hun. ”ja det gik fint, sådan som det plejer at være”. Men i virkeligheden var det ikke fint overhovedet. Jeg plejede at sige alt til min mor, men dette kun jeg bare ikke sige. Amalie havde altid være min veninde, selv næsten min mor var hendes bedste veninde. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Tændte min computer, gik ind på youtube og fandt videoen frem som vi havde lavet. Jeg så et minut af den og så kunne jeg ikke klare at se mere. Sangen handlede om vores venskab. Jeg overvejede at slette den, men jeg lod den være.

 

”Bank, bank, bank,” sagde det ved døren. Min mor lukkede op og jeg kunne høre fra mit værelse at det var Amalie. Åårh nej, mon hvad hun ville sige eller gøre. Lukkede min computer ned og tørrede mine tåre væk fra mine kinder. ”jeg ville bare lige give Michelle dette for hun var da i hvert fald ikke i skole i dag,” sagde Amalie. ”øøhm altså hun har været i skole, har i ikke snakket sammen på skolen?”, spurgte min mor. ”Nej jeg så hende i hvert fald ikke”. ”Men jeg skal skynde mig videre, hvis du bare lige vil give hende dette, og så hils lige fra mig,” sagde Amalie. ”jo det skal jeg nok”. Jeg var færdig, Amalie havde næsten afsløret hvad der var sket på skolen i dag. hvad skulle jeg dog gøre.

 

Min mor kom ind ad døren og gav mig en konvolut. ”var du ikke i skole i dag Michelle?,” spurgte min mor. ”jo men jeg fik det dårligt og kørte hjem”. Jeg løj, jeg var jo ikke syg, men det passede jo lidt at jeg havde det dårligt, jeg havde det dårligt indeni, det vidste min mor bare ikke. Da hun gik ud åbnede jeg konvolutten. Der var en lille seddel i. Der stod:

 

”kan du ikke indse det Michelle, det hele handlede kun om dig, du har ødelagt vores venskab, du har ødelagt det hele, du kan få billederne tilbage, jeg har ikke brug for dem længere, du er de af mit liv nu. Du er færdig”

 

Jeg rev sedlen i stykker og smed den ud og begyndte at græde, hvorfor var jeg så dum. Jeg kiggede i konvolutten og tog alle billederne op, kiggede dem hurtigt igennem og begyndte at græde endnu mere. Det var vores mindebilleder, det var os. Amalie og jeg. og nu er der ingenting tilbage, jeg har igen og ingenting tilbage. Jeg havde bare lyst til at forsvinde. Det var allerede som et sort hul.

 

Næste morgen da jeg kom i skole stod Amalie og nogle af de andre piger i klassen og kiggede på mig med de onde øjne som om de havde vundet over mig. Men der var ikke noget at vinde eller for den sags skyld tabe for. Det hele var tabt, der var ingenting tilbage.

 

Amalie kom hen til mig. Mit hjerte bankede. Jeg kunne ikke klare mere. Mere had mod mig. ”fik du konvolutten?,” spurgte hun. ”ja, vil du ødelægge mere. Selvom du ikke kan, for jeg har ingenting tilbage alligevel. Du kan bare gøre hvad du vil, du har jo fået alle mod mig nu,” svarede jeg. ”ja Michelle, du har ingenting tilbage, ingen vil have dig her og alle er ligeglad med hvordan du har det, hvis det hele ikke bare handlede om dig og at du kunne det hele og at jeg åbenbart ikke kunne noget. Så kan du selv se hvordan det er at have folk mod en”.

Jeg løb ind på toilettet og låste mig inde. Der sad jeg og græd i timevis, indtil en pige kom ind. Jeg tørrede tårerne væk og lod som ingenting. ”er der noget galt, jeg hørte pigerne og Amalie,” sagde pigen. Jeg tror det var Liva fra klassen, hun var en stille pige som egentligt bare var der, men hun var sød nok selvom jeg ikke snakkede med hende så tit. ”er det dig Liva?,” spurgte jeg. ”ja, men det er lige meget hvem jeg er, jeg vil gerne hjælpe dig. Amalie kan ikke være det bekendt, jeg har set hvordan hun er mod dig, det er grusomt og jeg har selv prøvet det, Amalie har været sådan overfor mig før”. ”hvordan? Har hun sendt hadebeskeder, sagt onde ting til dig?. Amalie gav endda vores mindebilleder til mig igen, hun sagde hun ikke havde brug for dem, at jeg var ude af hendes liv. Jeg var færdig”. ”hun sagde onde ting om mig til klassen og sådan, men det var ikke så slemt som dette, det her er jo sindssygt, i er jo bedste veninder!”. ”kom ud, så kan jeg hjælpe dig,” sagde Liva.

Jeg åbnede lige så stille døren og kiggede på hende. Hun kiggede mig dybt i øjnene, som om hun kendte mig mere end noget anden. Jeg var bange.

”gå ind til hende og sig hvad du føler, ret hende op, få hende til at sænke sig. Det hele kan blive godt igen hvis du vil gøre det godt igen. Du kan hvis du vil. Og jeg er helt sikker på at det bare er jalousi.” ”okay, jeg tager mig sammen og går ind til hende, men må jeg godt sige noget om dig?” Ja det må du vel, bare det bliver godt igen eller hun lader være med at mobbe dig.” ”okay tak Liva.” og så krammede jeg hende.

 

”Amalie? Har du et øjeblik?” jeg stod midt i klassen foran alle, og jeg var så bange for hvad der ville ske. ”øøhm nej, jeg har ikke tid til folk som jeg ikke kan fordrage, og du er en af dem”. ”AMALIE!!” Det kan godt være du ikke kan fordrage mig, men du kan ikke lukke mig ude af dit liv. Det kan du ikke tillade at gøre mod nogen. Du har såret mig, og du er sikkert også selv såret. Du har vendt alle mod mig, og hvad for du ud af det? Ingenting. Virk lidt moden, Amalie jeg er din bedste veninde og en bedste veninde ville aldrig gøre sådan noget her. Jeg har grædt dag og nat, tvivlet på mig selv på grund af hvad? Af at ens bedste veninder lige pludselig går mod en uden grund. Hvad har jeg gjort dig, har jeg overhovedet gjort dig noget? Jeg er sikker på at det var din egen skyld dette skete. Det hele handlede ikke om mig Amalie, det hele handelede nemlig om dig, jeg prøvede at få dit smil tilbage ved at sige alle de gode ting om dig, at vi var bedste veninder og intet ville kunne skille os ad, men du ville ikke høre. Jeg orker ikke mere. Jeg orker ikke mere had. Liva har hjulpet mig med at få modet op. Og det er jeg glad for, det er sådan en veninde man har brug for. En som støtter og hjælper en. Og dette er åbenbart ikke første gang du har gjort sådan nogle ting mod en. Du har gjort det samme mod Liva, fortjente hun det virkelig? Du har aldrig fortalt mig det, du har løjet overfor mig, var du overhovedet en sand ven?....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...