Mobnings historie

Den handler om mobning

0Likes
0Kommentarer
184Visninger

1. Novelle

Sara gad ikke i skole, hun vidste godt hvad der kommer til at ske. Hun ville komme til at blive mobbet hele dagen, og halvdelen af vejen hjem, og alligevel var hun nød til at tage af sted. Sara lod sig tage lang tid på vej i skole. Jo før hun kom, jo mere blev hun mobbet, så hun havde alt andet end travlt. Da hun kom i skole var de allerede over hende, Tobias og Silas. Sara prøvede på at ignorere dem så godt hun kunne, for det var hun blevet godt til over det sidste halve år. Det var så længe det var stået til, men i dag var der noget anderledes ved dem. De havde en anden indstilling. De prøvede på at tage hendes ting, Sara kunne dog godt vriste sig fri. Det værste ved det hele var at lærerne ikke gjorde noget. De stod bare der og kiggede, mens de snakkede om hvad der blev gjort med hende, og nogle gange var de endda med til at mobbe hende. Hun kunne stadig huske dengang hvor en hel lektion blev brugt til at mobbe hende, indtil hun rendte hjem. Da Sara kom op i klassen, blev hun mødt op af alle klassens piger. De skulle lige bruge 5 minutter på at kalde Sara alle mulige øgenavne og sige en masse dårlige ting om hende. Dem ignorerede Sara også. Da skolen startede, og de skulle ned til fællessamling, blev Sara skubbet rundt og lagt ned, så hun ikke kunne komme derned til tiden. Da Sara endelig kom derned, kiggede alle på hende. Så begyndte de ellers at grine; dem alle sammen undtagen lige 4 lærere og skoleinspektøren. Inspektøren fik dem hurtigt til at stoppe. Gennem hele fællessamlingen blev Sara skubbet rundt, og hun kunne høre folk snakke om hende. Sådan gik det hver dag, hele dagen blev hun skubbet rundt mens alle sagde dårlige ting om hende. Det værste var når hun mødte Henry, for så blev hun hængt op et eller andet sted, så alle kunne se og grine af hende. Der var ingen som havde så meget som en tanke om hvordan Sara havde det, hvilket kun gjorde det værre, for der var ingen som tøvede med at kaste sten efter hende. Hun kom altid hjem næsten slået til blods, med adskillige blå mærker osv. Sådan ville det også være i dag, og sikkert endnu værre, for hun kunne høre folk snakke om hende. I timen blev der kastet papir med grimme tegninger efter hende, og hun blev flere gange kastet nådesløst af sin stol, endnu en skidt ting, for hun fik engang slået hul i hovedet af det, og der var ingen, INGEN som hjalp hende; hun måtte selv gå ud mens hun blev skubbet og fik blyanter og viskelæder kastet i hovedet. Sara skulle bare vente på frikvarteret kom, så hun kunne låse sig selv ind på toilettet. Da det endelig blev frikvarter, gik Sara ned mod toiletterne, men som sædvanlig var der nogen som stod og blokerede vejen, en af dem var Tobias. Så var Sara selvfølgelig nød til at komme igennem 30 minutters pinsel, og selvfølgelig blev det ikke bedre da Henry kom. Han samlede hende op, og fik hende hen til den nærmeste trappe. Så blev hun nærmest kastet ned af den. Da Sara kom ned til enden havde hun ondt i hovedet. Meget ondt. Så hun løb væk, men hele 1. klasse stod og ventede på hende. De begyndte at slå og sparke hende, med alt fra støvler til jakker. Det var simpelthen for latterligt, at selv dem som er allermindst er så træls og irriterende. Det var som om de alle var blevet oplært til at mobbe alle som de så. Sara håbede inderst inde at det bare hele bare ville stoppe. Heldigvis kunne hun komme væk da frikvarteret sluttede, fordi alle skulle ind i deres klasser. Der sad hun så og græd mens hun ventede på at skolen sluttede, så hun kunne finde sin skoletaske og komme hjem. Da skolen sluttede kiggede Sara overalt for at finde sin taske, men den var ingen steder. Sara var lige ved at tisse i bukserne, for hun havde ledt i timer efter tasken, så hun gik på toilet. Der var den så. Tasken lå nede i toilettet, med alle hendes ting nede i vandet, og så var der så en som havde tisset på det hele. Det var lige over stregen. Sara brød sammen og begyndte at græde. Der sad hun så i en halv time. Hun samlede sin taske op og tog alle de ting som hun kunne få fat i. Alle hendes papirer var gennemblødte, og nogle af hendes bøger var våde. Sara gik ud af skolen. Døren var blevet låst, så Sara kravlede ud af et vindue. Hun gik over til parken, hvor hun sad i flere timer mens hun græd og tænkte over hvorfor hun blev mobbet. Til sidst tog hun hjem. Hendes far havde været meget bekymret over hvad der skete med hende, så Sara fortalte hvad der var sket med tårer i øjnene. Heldigvis var det weekend, så der var lang tid til Sara skulle i skole igen. Da det så blev mandag tog Sara igen afsted. Hun ville alt andet end i skole, det var det værste. Hun kom endelig, og selvfølgelig var der allerede nogen efter hende. Klokken ringede, og Sara gik ned til morgensamling. Så begyndte skoleinspektøren på sin sædvanelige tale, men derefter sagde han, at han havde snakket med en person, som ville snakke med dem om noget. Der kom han så, Saras far. Han havde et eller andet han ville sige. Så begyndte han: ”Hej alle sammen, jeg er far til Sara, og jeg ved at hun har haft det meget slemt her på skolen, fordi hun er blevet mobbet. Det er ikke noget jeg står inden for, for der er ikke nogen grund til at man skal mobbe andre; det er jo ikke sådan at de har gjort en noget. Jeg er kommet her for at snakke med jer omkring hvordan i behandler Sara, for det er i hvert fald ikke godt. Da hun i fradags kom hjem sent om aftenen havde hun tårer i øjnene, og hun var hjerteknust. Det viste sig så at der var nogen som havde kastet hendes skoletaske og al dens indhold i et toilet, og endda tisset på det. Det er altså ikke i orden, for jeg ved, at Sara ikke har gjort noget, ved jer. Det er forfærdeligt så onde folk kan være, ikke for at snakke om en hel skole, det er jo som en flok pattebørn der ikke ved at de gør noget skidt. Jeg synes at i burde åbne jeres øjne for hvor skidt Sara faktisk har det, for jeg ved at hver dag i det sidste halve år, har hun kommet hjem med tårer i øjnene. Hun har ikke haft en eneste god oplevelse, lige siden den her mobning startede. Jeg synes at i er blevet blændet af at i står sammen mod hende, så i kan ikke se at det er unfair. Åbn jeres øjne, og se at i har ødelagt den pige som jeg kalder min datter. ” Der var total stilhed. Ingen sagde et ord. Slut
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...