Noveller om mobning af Frederik Wittorff

Har selv lavet den!!!!!!!! XD

0Likes
0Kommentarer
298Visninger
AA

1. Af Frederik Wittorff. Novelle om Mobning

Overvej:

Hvem bliver mobbet: Rasmus Hvordan bliver personen mobbet: Både psykisk og fysisk Hvorfor: Fordi at han er dengse og grim. Hvad sker der: Han er på vej hjem fra skole, og han bliver fanget af mobberne. Point of no return : Rasmus bliver opdaget af mobberne Klimaks: Rasmus får et spark i maven. Afslutning: Simon og Martin bliver smidt ud af skolen, og alt er dejligt.

 

Personer

Rasmus: Lille, klog, kan ikke lide klassekammerater. Simon: Leder, dum, ond, mobber. Martin: Efterfølger, dum, ond, stor, kraftigt bygget.

 

Miljø

Hvilke miljøer har været med: Skolen, naturen, der hjemme Skolen: Kedeligt, alle elever og lærere er der. Naturen: Grønt, sommeragtigt, varmt, mange dyr, mobbere, Rasmus. Der hjemme: Herligt, i sikkerhed, familien.

 

Skolen: De hader hinanden i al hemmelighed. Naturen: Menneskerne kender som regel ikke hinanden. Derhjemme: De elsker hinanden.

 

 

Selve novellen:

”Rasmus du skal stå op! ” Det er mor, der kalder. Klokken er 7:00, og Rasmus skal snart i skole. Han vil bare ikke.

Det er ikke fordi, at han hader skole, men Rasmus hader eleverne. De er altid så onde mod ham, og de mobber ham dag ud og dag ind.  

I skolen er alt, som det plejer at være. Noget lort. Dagen starter med, at Rasmus forsigtigt kommer ind ad indgangen. Der er ingen mobbere at se, hvilket letter Rasmus. Han går videre hen ad gangen, og ingen hilser på ham, tvært i mod ignorerer folk Rasmus. Han kommer hen til sin klasse, og der står de. Simon og Martin. ”Goddag Rasmus Klump” siger Simon. Som sædvanligt griner Martin bare, og råber ”HAHAHA RASMUS KLUMP, HAHAHA! ”. Ingen andre tør sige noget, da Simon ellers bare går på dem bagefter. Hos lærerne er der heller ikke meget hjælp at hente, da det eneste de kan finde ud af, er at sige til dem at de skal holde op, men det hjælper overhovedet ikke. Det bliver som regel også opdaget, og det betyder det bliver dagens næste drilleemne. ”Sladderhank! ”, ”Sladderhank! ”.

Skoletimerne går i gang, og Rasmus gør, som han bliver bedt om. Han arbejder hårdt, til der er frikvarter. I frikvarteret løber Rasmus ud på toilettet, og låser sig inde som altid. Ude på toilettet tænker han på sine problemer. Han har aldrig fortalt sine forældre om det, og det er han tilfreds med. Rasmus mener ikke at det er nødvendigt, og det kommer sikkert heller ikke til at ende godt. Nogle gange spørger de hvordan det går, men Rasmus lyver og svarer at det går fint. Han har ikke lyst til at snakke om det, men inderst inde vil han gerne sige, hvordan det i virkeligheden går.

Rasmus beslutter sig for, at når han kommer hjem, vil han fortælle dem alt, og så kan de måske hjælpe. Så kommer de forbistrede dummer nikker til at fortryde hvad de har gjort.

Rasmus hader virkelig de problemer, han har, og han mener heller ikke, at han er skyld i det. Han synes virkelig, at det er unfair. Han vil gerne slutte det nu.

Mens Rasmus sidder og tænker, opdager han slet ikke at han sidder og græder, og det skulle han have opdaget noget før. Netop som han opdager det, kommer der en ind på nøjagtig den toiletbås, han sidder i. Han havde simpelhent glemt at låse døren. Det er heller ikke bare en hvilken som helst person. Simon skulle på toilet. Først tror Simon at det bare er en helt tilfældig person, men da han opdager, at det er Rasmus, begynder han at grine og råbe: ”Tudefjæs! Tudefjæs! ”. Simon går ud for at hente sine kammerater, og da de kommer tilbage har Rasmus skyndt sig at låse døren. Først da drengene er gået ind til time, går Rasmus ud af båsen.

Klokken ringer, og uret slår 14:30. Dette er også det værste sted på Rasmus’ dag. Han skal afsted hurtigst muligt. Han skynder sig at pakke sin taske, og løber så hurtigt han kan hjem. Først sent kigger han sig bagud. Mærkeligt nok er der ikke nogen Simon eller Marting bag ham. Han sætter farten ned, og går videre. Pludselig kommer der en stemme. ”Hvad så Rasmus Klump, skal du hjem og have din mors tude kiks? ”. Rasmus kan genkende Simons stemme til hver en tid. Og dette ER Simons stemme. ”Så langt tror jeg ikke, at du kommer. ” siger Martin, og spytter ham i håret. Simon går hen, og sparker ham i maven. De griner begge to. Rasmus ligger ned på jorden og hulker. Simon og Martin står, og tramper på ham. De spytter på ham den sidste gang og løber videre. Langt, langt væk kan Rasmus høre Simons stemme: ”Ses senere tudefjæs! ”.

Rasmus nærmest kravler resten af vejen hjem. Rasmus’ mor er allerede hjemme, og da hun ser hans tilstand, bliver hun meget skræmt. Hun ville straks vide, hvad der var sket. Rasmus forklarede det hele, og hun tog en lang snak med skolebestyrelsen og med Simon og Martins forældre. Skolen smed Martin og Simon ud af skolen, og Rasmus fik det meget bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...