Ready to run

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2015
  • Opdateret: 21 jun. 2015
  • Status: Igang
Min verden vendte sig 180 grader på en aften. Nu er jeg fanget, men jeg er klar til at løbe.
Dette er historien om Melody Charlie Rhodes som 19 år gammel udlever hendes værste mareridt, samt hendes største eventyr.

Before you can see the light you have to deal with the darkness. Are you ready to run?

//Kan være barsk for sarte sjæle///

68Likes
55Kommentarer
17112Visninger
AA

10. Kan jeg stole på dig?


Jeg skriger imod den varme hånd, som er placeret mod min mund. Jeg bliver pludseligt vendt hurtigt rundt, og ser Justin stå foran mig, med en finger mod sine læber, for at hentyde til at jeg skal være stille. Jeg bliver ekstremt lettet og læner mig op af muren i taknemlighed. 
"kom her" Hvisker han pludseligt og trækker mig ind til ham. Vi står klemt op af et hjørne ved containerne helt stille. Jeg ligger med det samme mærke til de andre drenge som er på samme sidegade som os. 
"Hvor fuck er Justin man" Hidser en af dem. 
"Hvad fuck sker der for ham, han har aldrig opført sig sådan" Hidser en anden. 
"Styr jer, det vigtigste er at vi får fat i skanken Rhodes" Væser en anden. Jeg er forbavset, de kender mig overhoved ikke, også kalder de mig en skank. Røvhuller! 
"Kom nu drenge, jeg har en plan" fortæller en af de andre. Og får sekunder er de løbet ud. 

Jeg ånder lettet op, og kigger op på Justin. 
"Justin, please fortæl mig alt, fortæl mig hvad der foregår!" Siger jeg og træder væk fra ham. Nu vil jeg fandme have nogle svar. 
"my god, kan du være taknemlig og stoppe med at stille spørgsmål i bare 5 sekunder?"  Hidser han. Jeg får hurtigt dårlig samvittighed. 
"Undskyld..tak.." Tøver jeg, og kigger ned i jorden. 
"Jeg er er meget taknemlig og jeg er virkelig glad for at det endelig er slut" Fortæller jeg oprigtigt og smiler til ham. Men han begynder bare at grine og ryster på hoved.  
"Du tror det er slut? Det først lige begyndt. Melody forstår du slet ingen ting, de vil IK stop før de får hvad de vil have. og der er intet du kan gøre, de ved hvor du bor, studere, de ved hvem dine venner er, hvor din mor bor, de ved alt hvad er er værd at vide, for at finde hen til dig" Fortæller han alvorligt. Det må da være en joke? Det kan da ikke lade sig gøre, hvordan skulle de kunne vide alt det. 
"Det kan jo ikk..." 
"Det kan ikke lade sig gøre huh'? Tro mig, det kan det, vi er professionelle til det her, vi har ikke lavet andet siden vi var 15" Fortæller han og chokere mig dybt. Men hvorfor. 
"Hvorfor? Hvad får i ud af det?" Spørger jeg med frygt i øjnene, det kan bare ikke passe. 
"Penge, magt og frihed" Fortæller han. Shit, jeg begynder så småt at forstå hvad der sker. 
"Men hvorfor mig? Hvorfor er i ude efter mig?" Spørger jeg, jeg ved det har noget at gøre med min bror, men jeg forstår det ikke helt. 
"Hævn på din bror, vi er to store grupper som har været imod hinanden i flere år! Det startede med at vi var stor gruppe, for meget lang tid siden, langt før jeg kom ind. Men så skete der noget, ingen helt ved, og siden da har vi været splittet i to, og er imod hinanden i alt. Vores største mål er selvfølgelig at se dem alle døde, de gør ikke andet end at skabe problemer i alle vores planer" Fortæller han frustreret. Shit, han er jo farlig, Justin er medlem af et gang og han er farlig. 
"Har du nogensinde dræbt nogen" Spørger jeg bange for svaret. 
"Spørgsmålet er ikke om jeg har, spørgsmålet er hvor mange" Fortæller han og griner lidt. Hvordan kan han syntes det her er sjovt? Han dræber! Han er en morder! 
"Du en morder!" Hvisker jeg chokeret og træder nogle skridt væk fra ham. Han kigger fortvivlet på mig. 
"jeg...jo.. jo det er jeg vel nok. Men jeg har kun dræbt folk som har fortjent det eller hvis det var nødvendigt" Undskylder han. 
"Det ikke nogen undskyldning for at slå et andet menneske ihjel! Du jo syg i hoved!" Begynder jeg pludseligt at råbe. Det hele er bare blevet for meget, alt, alt for meget. Det kan ikke passe at jeg ikke kan komme hjem i min egen lejlighed på grund af Justin og hans gang. Pludselig begynder jeg at græde, jeg kan ikke styre det, jeg falder sammen på jorden og græder. 
"Please Melody, ik græd" ber Justin mens han sætter sig på hug foran mig. Men jeg kan ikke styre det, det vælter ned med ukontrolleret tåre. 
"Hvad skal jeg gøre?" Spørger jeg, mens jeg ryster opgivende på hoved. Han kigger ned i jorden, fedt, han ved det heller ikke. Han rejser pludseligt hoved og kigger mig dybt ind i mine vandfyldte øjne. 
"Men jeg vil hjælpe dig, det lover jeg" Sværger han og mener det dybt alvorligt, det lyder i hvert fald sådan. 
"Hvorfor? Hvorfor vil du hjælpe mig, det var dig som stalked mig og bortførte mig" pointere jeg. Han spænder i kæben og kigger væk i nogle sekunder. 
"Jeg ved det ikke okay, jeg har spurgt mig selv det spørgsmål mindst ti gange selv" Fortæller han og stryger en hånd gennem sit perfekt siddende hår. Jeg tørre mine tåre væk, da jeg så stille er kommet til ro igen. 
"Hvad gør jeg?" Spørger jeg og rejser mig op, ved hjælp af hans hånd. 
"Vi* Hvad gør vi*" Retter han mig. Jeg ryster på hoved i protest. 
"Nej Justin, du behøver ikke gode dig ud i det, jeg skal nok finde ud af noget" Fortæller jeg. 
"hvad fuck snakker du om, jeg er allerede rodet ind i det her, de ved godt at jeg hjælper dig" Fortæller han irriteret. wow. chill. 
"Okay men vil du please køre mig hjem, der ingen som ved hvor jeg er" Fortæller jeg. 
"du kan låne min telefon, i mens jeg finder ud af hvor fuck vi kan overnatte" Fortæller han. Jeg nikker og han rækker mig sin mobil. Jeg indtaster Cathrines nummer, som jeg altid har kunne i hoved.

"Melody Rhodes, hvilken overraskelse" Høre jeg en mandlig stemme i den anden ende af røret. Jeg kan med det samme genkende hans stemme, det er en fra Justins gang. Fuck. Jeg taber telefonen i chok, og justin kigger spøgende på mig. Jeg svare ikke, så han tager mobilen op og snakker. 
"Hallo?" Siger Justin ind i telefonen. Jeg er helt mundlam, de er hjemme i min lejlighed, de har fået fat i cathrines mobil, hvem ved hvad de har gjort med cathrine. Det hele er min skyld, jeg skulle ikke være løbet væk. 
"Nej jeg er fucking ik!" Hidser Justin ind i røret. 
"NEJ!" Hidser han endu mere. Jeg undre mig over hvad de snakker om. Han ligger pludseligt frustreret på og ved ikke rigtig hvad han skal gøre af sig selv. 
"Hvad sker der?" Spørger jeg. 
"De slår sgu din veninde ihjel" Fortæller han som om han er ligeglad. 
"HVad?!" 
"Altså hvis vi ikke udlevere dig med det samme" Fortsætter han. 
"Justin jeg skrider hjem nu, jeg nægter at lade cathrine dø for mig!" Fortæller jeg og vender mig om for at gå, men han hiver mig bare hårdt tilbage. 
"Slip mig!" Råber jeg. 
"Du går ingen steder Rhodes!" Hidser han.
"Giv slip" råber jeg og slår ud efter ham, men mislykkes. 
"Please justin" Ber jeg, da han bare strammer grebet. 
"Justin vi må gøre noget, vi kan ikke lade hende dø" Fortæller jeg, og han ruller irriteret med øjnene. 
"for fanden... så kom" siger han og giver slip på mig og går. 



Turen hen til midt london gik hurtigt, vi tog Justins bil, som var voldsom hurtig. Vi havde været helt stille i bilen, ingen havde sagt noget overhoved. Vi vidste godt at det stod mellem min veninde og hans "venner" og jeg aner ikke hvad der kommer til at ske, jeg vil bare gøre alt for at Cathrine ikke dør. Han holder bilen ikke særlig langt væk fra min lejlighed, jeg skal lige til at træde ud af bilen, da han tager fat i min arm. 
"Her tag den her under jakken" Siger han og rækker mig en vaske ægte pistol. Min mund falder og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige eller gøre. Jeg kan sgu da ikke tage i mod en pistol! Det hele begynder at blive virkeligt for mig, det hele har været lidt surrealistisk indtil videre, men da jeg ser en pistol foran mig, går det op for mig, at det her er ægte, og det er ikke en drøm! 
"Jeg..." Jeg tøver. 
"Tag den nu forhelved, du bliver nød til at kunne forsvare dig selv" fortæller han. Jeg kan godt se logikken i det, da de sikkert også har pistoler på sig. Jeg tager i mod pistolen, den er meget tungere end jeg havde forstillet. 
"Her jeg lader den for dig, så skal du kun trykke på skyderen også skyder du" Fortæller han og lader den.
"Når vi kommer derop, siger du at du overgiver dig, og jeg undskylder for at havde hjulpet dig, og når de mindst venter det, slår jeg dem ned og vi forlader lejligheden med din veninde" Fortæller han. 
okay, det lyder jo som en god plan.

Vi stiger ud af bilen, og en kold vind suser gennem mit hår. Jeg er allerede bange. Hvordan kunne det ske at jeg igår var til fest, og jeg nu står med en pistol i hånden klar til at rede min veninde for at dø.


Vi ringer på min dør, Justin står forsvarligt foran mig. Døren bliver åbnet og ud kommer ham med piercingen. 
"Jamen haløjsa" Smiler han slesk. Jeg synker en klump og gemmer mig lidt bag Justin. 
"Hvis du skulle være i tvivl Bieber, er du ude af gruppen! Også snart vi har gjort en ende på Rhodes, vil vi ikke vente et split sekund før vi går videre til dig" Fortæller han og holder et hårdt blik mod Justin. Jeg er rædselslagen, ikke kun på min og Cathrines vegne, men også på Justins. 
"I er alligevel alt for amatør til mig, og i skal hellere ikke tro at jeg bare et split sekund vil være bange for jer" Snære han. 
"Watch it bieber" Hidser ham med piercingen. Jeg troede det var meningen at han skulle lade som om, at han ville tilbage i ganget? I guess not.
"Jamen kom ind" Siger han pludseligt, og lukker mig ind i mit eget hjem. 
Vi træder ind og går ind i min stue. Jeg får et kæmpe chok da jeg ser Cathrine bundet fast med sine hænder og føder på gulvet, og tæpe om munden.  De er kun to to her, gad vide hvor de andre er? De er sikker hjemme hos dem, hvis nu vi skulle kommer derover. 
Jeg prøver at løbe hen til Cathrine. men bliver blokeret af Justin. 
"Justin!" Hidser jeg. 
"Bliv her" hvisker han, men jeg nægter. Jeg niver ham i armen så han bliver svag og løber hurtigt hen til Cathrine. 
"Omg Cathrine, jeg er så ked af det, alt skal nok ordne sig!" beroligere jeg, men jeg prøver at binde hende op, men jeg nåede det ikke før jeg bliver taget hårdt på i armen. En af drengene har hårdt fat i mig og stikker en kniv mod min hals. Fuck. Det var det, mit ynkelige liv slutter nu. Justin tager i et hurtigt træk en pistol op, og skyder ham bag mig i hoved, jeg skriger højt og kigger på den døde mand bag mig. Jeg har aldrig set et rigtig lig før, ej har jeg lyst til at se et igen. Jeg kigger hurtigt væk, og ser ham med piecingen pege en pistol mod Justin. 
"Justin pas på!" Råber jeg. Men han når ikke at bukke sig, men han ramte ikke særlig godt, Justin bliver skudt i benet og falder ned på gulvet i smerte. Jeg står med store øjne og ved ikke hvad jeg skal gøre, ham med piecingen kommer hen mod mig, med et dræbbende blik.
"L-løb melody" Stønner Justin. Jeg kigger forvirret ned på Melody som ser ligeså bange ud som mig. Mit hjerte  begynder at hamre, og jeg går i panik. 
"Det her bliver barne mad Rhodes" Siger han og fortsætter mod mig. Han tager sin pistol op og retter den mod mig. Han skal lige til at trykke på aftrækkeren, da han bliver skudt i ryggen, der flyder blod ud af hans mave og han falder ned på knæ. Han kigger stadig på mig, og retter stadig pistolen mod mig. Han falder til jorden, og da han rammer jorden rammer hans fingre aftrækkeren, en kulde bliver skudt, den rammer dog ikke mig, og i to sekunder tror jeg ikke at der er nogle som er ramt, indtil jeg vender mig mod Cathrine. 
Hun ligger med blod ud af brystet og tåre i øjnene. Jeg falder til jorden og skriger i smerte. 
"Cathrine!!!" jeg begynder at stor tude og ligger mig hen over Cathrine. 
"DU må ikke dø!" Råber jeg. Jeg sætter mig op og tager min trøje af, for at stoppe hendes forblødning. Jeg ryster mens jeg græder og beder hende om at holde øjnene åbne. 
"Du må ikke lukke dine øjne, please cathrine" Græder jeg, mens jeg nytteløst prøver at stoppe hendes forblødninger. Jeg kigger op i hendes øjne, som skinner. 
"Du må ikke forlade mig" Græder jeg. 
"Cathrine?" Spørger jeg men hun svare ikke. Hverken blinker hun. Jeg går i panik og skriger.
Jeg ligger pludseligt mærke til at hendes finger bevæger sig, og jeg tager i en hurtig bevægelse imod hendes hånd. Jeg klemmer hendes hånd hårdt og græder ned i bryst kasse. Jeg kan stadig høre hendes hjerte, men det er meget stille og det kan næsten ikke høres. Jeg mærker et lille klem i min hånd, og pludseligt stopper hendes hjerte. 
"Nej, nej, nej" jeg går endu en gang i panik og sætter mig op. Hendes øjne er lukket. 
"Cathrine!!" Råber jeg grædende. 
Jeg mærker pludseligt noget svagt på min skulder, jeg vender mig bange og paranoid om og ser justin stå haltende bag mig, med et klæde bundet hårdt rundt om. 

Justins synsvinkel 

Fuck, jeg har ødelagt hendes liv, aldrig har jeg set et menneske med så meget sorg i øjnene. Mit ben gør fucking ondt, men jeg ved at jeg overlever, det er sket før. 
"Melody, jeg ved du er bange og fyldt med sorg, men vi bliver nød til at forsvinde her fra, naboerne har 100 hørt os, og ambulancen og politiet kommer sikkert snart" Fortæller jeg så kærligt jeg kan. Hun ryster på hoved og vender sig mod sin afdøde veninde igen. 
"Jeg ligeglad hvisker hun" Og tager fat i hendes venindens hånd. Fuck, det gør helt ondt i mit lille hjerte. 
"Melody du bliver nød til at løbe nu, du kommer til at leve resten af dit liv i spjældet hvis du ikke kommer nu, de vil mistænke os for massedrab. Og jeg ved at din veninde ikke vil have ønsket det" Forklare jeg og prøver at få hende med mig.
Hun nikker forstående og kysser hendes veninde farvel. Det gik lettere end forventet. Hun rejser sig op og vender sig mod mig med tåre i rendende ned af kinderne. 
"Kom" Hvisker jeg, og hun nikker og mens hun tager et sidste blik mod hendes veninde. 
"Er der noget her i huset du vil have med, så skynd dig at tage det med i en taske" Når jeg at sige inden vil forlader huset. Det her bliver nok sidste gang hun er hjemme, det tror jeg også at hun har indset, for hun stiller ikke spørgsmål til det da hun begynder at pakke en taske. 

Jeg stod og nærstuderet hende pakke. Jeg har aldrig følt sådan en trang til at beskytte nogen før, jeg kommer aldrig til at kunne lade hende gå alene. Jeg ved ikke hvad hun har gjort, men hun har forhekset mig, og det er ikke selvbestemt. Jeg tager et blik mod mine gamle venner, som jeg egentlig aldrig rigtig har kunne lide, det var dem som fik mig tvunget ud i det her da jeg var 15, nu er det på tide at finde noget selv. Jeg ser ned mod Kian som ligger sovende på gulvet med blod i ryggen. 
"Jeg er klar" Snøfter hun, stadig med tåre i øjnene. Vi skal lige til at gå ud af hende lejlighed, da hun stopper op. 
"Justin?" 
"Ja?" 
"Kan jeg stole på dig?" Spørger hun og ser mig dybt i øjnene. Selvfølgelig kan hun det. Jeg nikker og smiler, jeg tager stille fat i hendes frie hånd.
Vi halter ud af lejligheden, da vi høre lyden af politiet og ambulancen. Fuck, nu er det bare med at komme væk! 


_______________________

hold da kæft, der er fandme sket meget i et kapitel! 
Ved godt det hele er lidt overvældende, men det hele vil give mening. 

Husk historien er først lige startet;) 

Hvis i kan lide kapitlet, må i meget gerne like :) 


Skriv også meget gerne hvad i syntes om kapitlet :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...