Blind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2015
  • Opdateret: 7 jun. 2015
  • Status: Igang
Frederik er en ung dreng på 17 år. Da Frederik var lille kom han ud for en ulykke som gjorde at han blev blind. Siden da har han haft held i kærlighed. Men da Frederik møder Annabella, og oplever den sande kærlighed. Bliver han for alvor blind. For første gang nogle siden bliver Frederik rigtig forelsket i Annabella.
(Indspirret af en rigtig historie)

0Likes
0Kommentarer
262Visninger

1. Kapitel 1

Der var gået mange år siden ulykken. Og jeg husker det hele som var det i går. Billen der kom nærmer og BANG!. Nu er der helt sort, kulsort måske, men det bedste jeg ved, at jeg kan huske farverne. Jeg kan bare ikke se dem længere, nogle gange er det trist. Og andre gange...... nej, det er trist. Men det er nu så mange år siden da, tænk en gang 10 år siden, jeg kunne se. Jeg husker ikke meget fra den gang, med det er også lige meget nu. Jeg kan ikke få synet tilbage. Jeg må nøles med de andre sanser. 

Jeg stå midt på gange i mine egen tanker. Da Jeppe råber på mig. Jeppe er min bedsteven, han er en af de få som kender min historie. Den rigtig historie. Siden jeg blev blind, har piger haft en svaghed over for mig. Da de syntes det er synd og vil nusse og pusse omkring mig. Det vil sige en masse kærester. De har alle hørt den forkerte historie om hvordan jeg blev blind. De har hørt helte-historien, men for at være ærlig, jeg var ikke en helt. Jeg prøvet at rede mit egnet sind. I sted for at hjælpe, dem som døde den dag. To unge mennesker, de havde hele deres liv foran dem. Men de døde og jeg blev blind. De to unge mennesker der døde var mine forælder.

En tår triller ned af min kind. Jeg snøfter og bider tænderne sammen. Efter alle disse år. Jeg var kun 7 og hvis den bilist havde set sig for, var mine forælder stadig i live og jeg havde ikke været blind. Jeg mistede alt, mine forælder og mit syn. Lige siden har boet sammen med mine pleje forælder. Lis og Dan. De er gode forælder, misforstå mig ikke. Jeg elsker dem, men de er bare ikke mine forælder. Det 10 år siden mine forælder døde og jeg vil ønske at jeg døde med dem. Men skæbnen ville det anderledes. Noget af mig døde, den dag. Jeg har haft det svært. Men heldigvis for mig har jeg Jeppe. Jeppe plejer at sige at man skal leve i nutiden, man ikke spole tilbage. Det kan jeg godt lide.   

Jeg går op til ham, mens jeg går hører jeg små hviske stemmer, pigestemmer, de hvisker om mig. Jeg skulle måske fortælle dem at da jeg ikke kan se, hører jeg mig meget mere end andre mennesker men det gør jeg ikke. Jeg har ikke behov for mere opmærksomhed end den jeg for vist lige nu. Endelig sammen med Jeppe.

"Hvad så, Jeppe!" siger jeg så

"Ikke så meget, Frederik. Men har du hørt at vi for en ny pige til klassen"

"Nej, det er der ikke nogle der har fortalt. Hvor kommer hun fra?"

"Ved ikke, men hun kommer til dansktimen"

"Det er jo den næste time"

"Ja, lige præcis. Kommer du?"

"Ja, da!"

Vi går sammen hen til vores klasse, (vi går i 9. klasse) Sofie kommer ind af døren og byder os velkommen tilbage efter sommerferien.. Sofie er hvis i ikke skulle ha opdaget det, vores dansklærer og vores klasselærer. "Vi har fået en ny elve her på stedet. Hun kommer fra Skive og er lige flyttet her til sammen med hendes mor. Vær nu søde og tage godt imod Annabella"

Annabella kommer stille og rolige gåede og se op "Hej, jeg hedder Annabella" Sofie ser ned og ser så op igen og siger så " Tage plads, du kan sidde ved siden af Frederik" og peger på mig. Hun gå ned tager en stol og sidder. Hun tager sine ting op fra tasken og stiller dem på bordet. "Hej, jeg er Annabella." siger hun og rækker hånden frem. Hvilket jeg ikke ser. "Undskyld, men række du hånden frem?" jeg tror, hun kigger underligt på mig, for hun siger "Ja, kan du ikke se det?!" hun lyder, som om at jeg laver sjov med hende. Hvor jeg kigger op på hende og siger "Nej, jeg er blind" jeg kan mærke at hun for et kæmpe chok og gisper. Hvor hun derefter siger "Ej, undskyld. Det er jeg ked af" og det er det sidste hun siger til mig. Hun må have fået et kæmpe chok, over at jeg var blind. Klokken ringer heldigvis, perfekt.

Jeppe kommer flyvene over til mig. Det kan bare ikke gå stærkt nok. "Hold op. Du er heldig! Hun er SÅ lækker!" hvisker han til mig.  Der er pause, jeg kan høre at Annabella stå og snakker med Sofie. Jeg prøver at koncerter mig på hvad de snakke om, men der er for meget larm. "Jeppe og Frederik, kom her op" siger Sofie så. Vi begynder at gå op til Sofie.

"Hvad så Sofie?" spørger Jeppe så  

"Kan i vise Annabella rundt på skolen?" spørger Sofie os

"Jo, klart" svarer mig og Jeppe i kor.

"I kan bare kalde mig Bella" siger Annabella "Annabella er lidt for langt. Alle mine venner kalder mig for Bella"

"Okay, følg med os Bella" svarere jeg så.

Det er en meget stor skole så et firkanter kan ikke gøre det. Efter rundvisning siger vi alle 3 sammen ved mit bord. Og selvfølgelig er Bel nysgerrig om hvordan jeg blev blind. Jeg fortæller hende historien, den rigtig vel at mærke. Hvor hun efter siger "Ej, det er jeg virkelig ked af, det må være svært at miste sine forælder, når man er så ung." jeg nikker og smiller bagefter "Det længe siden!" svarer jeg hende, "Må jeg føle på dig? Det min måde at se". Der er en længere pause men så svarer hun "Ja, du må".

Jeg føler hende, hun mærkes dejlig.

"Hvilken øjenfarve har du?"

"Blå, jeg har blå øjne. Kan du huske favnene?"

"Ja, havet er blåt ligesom dine øjne. Hvilken hårfarve har du?"

"Jeg har blondt hår, langt blondt hår"

"Jeg er helt sikker på at du er den smukkeste pige, jeg har mødt!"

"Hvordan kan du sige det, du kan ikke se mig?"

"Man har ikke brug for øjne, for at kunne se. Ja, jeg kan ikke se dig som andre. Men jeg har frihed til at lave mit egnet bilde af dig. Og du ser skøn ud. I blåt."

"Hvordan viste du....det?

"Det ved jeg bare"

Klokken ringer "Vil du med ind igen?" jeg trækker på smilebåndet, "Ja, lad os" siger Bella. Og vi går sammen ned til klassen. Timerne er kedelige og jeg kan ikke lad være med at tænke på Bella. Mit bilde af hende bliver kønnere og kønnere for hvert minut, der går. Jeg plejer at have styr på mig selv men jeg kan lad være med at tænke på hende. Da jeg fortæller det Jeppe hjemme ved ham, begynder han at grine. "Der er nok en som er blevet forelsket i Annabella. " siger Jeppe og er ved at dø af grin, "Nej, der ernok en, der er lidt lun på Bella" svarer jeg ham så. "Du kan lige så godt sige det! Du kan godt lide Bella! Annabella" tænker lidt overvejere mine muligheder, "Ja, okay." svarer jeg ham så. "Sig det!" råber Jeppe over til mig. "Jeg sidder lige her du behøver ikke at råbe. Okay, okay. Jeg kan godt lide Annabella, Bella!" siger jeg så og smiller over til Jeppe. Hvor Jeppe derefter udråber "Sådan!"

Klokke nærmer sig 4 og jeg har lovet at være hjemme ved firetiden. Dan og Lis venter på at jeg skal komme hjem. Jeg begynder at gå hjem af. Jeg kan ikke lide at gå selv med min pen. Men jeg er nød til at øve mig så jeg en dag ikke for brug for den længere. Men det er der ikke store chancer for. Men der ikke så langt mellem mig og Jeppe 3-4 kilometer måske, måske er det 5, ved det ikke. Jeg har aldrig talt dem. Hjem og hører smøren igen. Den kender i godt, har du haft en god dag og har du det godt. Den kender i godt, der hvor man lyst til at gå og lavet andet. Når man er blind, er det ikke så svært. Man kan holde øjnekontakt uden at se dem i øjnene. Det er perfekt.

Men Lis og Dan er nu ikke de værste forælder i verden. De prøver at forstå, hvor svært, det er, at være blind. Og det betyder meget for mig. Hvor mine egne forælder ikke kun være, så jeg man jo nød til at være glad for det, med det man så har. Og havde det ikke været for Lis, så havde jeg været på børnehjem for blinde personer. Jeg snakke godt med Lis, hun har den blideste stemme nogle side. Hun kan få mig til at tage det roligt. Jeg kan godt lige mine plejeforælder, de ikke så slemme. Især Lis. 

Lige liden jeg skal sove ligger jeg og tænker på Bella. Hendes stemme, hendes lange bløde hår og hendes dejlige øjne. Det virkelig nu jeg mærker at jeg savner synet. Så jeg kun se hendes øjne, hendes hår og hvordan hun ser ud. Jeg ved ikke meget om hende. Men jeg vil aldrig tilgiv mig selv for ikke at lære hende at kende. Forhåbentlig er der en fremtid med hende, måske som kærester, måske bliver vi end da gift. Jeg håber! For Annabella er den dejligste pige, jeg nogle siden kommer til at møde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...