Engagement of Choices ❅ Harry Styles

ADVENTSKALENDER - Lyden af bryllupsklokker nærmer sig for Harry og Olivia, der som par i flere år har klaret udfordringer og løst konflikter for at ende hvor de er i dag - lykkelige og stadig nyforelskede. Men da Harry i starten af december spørger Olivia om det gyldne spørgsmål, regnede han ikke med, at endnu en liste skal udføres, før han får lov til at gifte sig med sin udkårne. Og så endda inden juleaften. Det bliver endnu en krævende jul, så er det muligt for Harry at fuldføre listen og vinde sin kærestes hjerte for altid?

168Likes
193Kommentarer
30579Visninger
AA

9. Ⓗ OPGAVE 4 | Don't let me go


 4. søndag i advent ❅ Opgave 4) Sårbarhed | Laura

Det var fjerde søndag i advent. Der var fem dage til jul. Sneen dalede ned over England. Alt var kaos.

“Har du husket alt?” Olivias stemme prøvede at få min opmærksomhed, men forgæves. Jeg kunne ikke tænke på andet, end at pakke mine ting. “Gaverne, Harry! Vi har ikke engang købt til din mor.” Hun virkede til at være lige så meget i panik som jeg selv. Dog viste hun det i en hel anden grad.

“Olivia, jeg elsker dig, men kan vi ikke lige tænke på noget andet og bare komme afsted?” Mit humør var dalet, siden jeg fik opkaldet fra min mor. Olivia og jeg havde haft alt muligt planlagt for dagen, men for ti minutter siden, havde vi fået en tragisk nyhed at vide.
Min fætter havde været i en bilulykke, og det var stadig uklar, hvor slemt det var. Min mor havde prøvet at forsikre mig om, at det forhåbentlig bare var et brækket ben, men med sådan et tæt forhold, som jeg havde til min fætter, turde jeg ikke blive hjemme et sekund mere.

Olivia trak mig i armen, og fik mig til at stå stille. “Harry, hør!” begyndte hun og sørgede for at fastholde øjenkontakten. “Jeg ved godt, at du lige pludselig har fået en forfærdelig nyhed fortalt, men du bliver nødt til at tage dig sammen.” Hendes blik udviste mod, mens hun prøvede at overbevise mig. “Vi bliver nødt til at tage vores ting med, også selv om vi kommer fem minutter senere på den måde.” Jeg vidste, at hun var klar over, hvad der var sket, men alligevel prøvede hun at holde styr på det hele. Det var meningen, vi skulle have kørt hjem til Livis familie om to dage, men nu blev vi altså nødt til at ændre planerne for nu.

“Jeg elsker dig, ved du godt det?” smilede jeg og kyssede hende på læberne.

Hun grinede. “Du har friet til mig, så det håber jeg da,” gav hun igen og kyssede mig blidt på kinden. “Så, gaverne står her,” begyndte hun og sørgede en ekstra gang for, at vi havde alle tingene med.

Vi var ude af døren tre minutter efter.

Det var en lang tur tilbage til Cheshire, men da vi endelig nåede hospitalet, føltes det som om der ikke var gået mere end nogle få minutter. Jeg gik med hastige skridt mod hospitalet, men før jeg nåede til døren, blev jeg trukket i min arm. Livi kiggede på mig med et støttende smil.

“Harry, jeg vil bare lige forsikre dig om, at alt det her advents-halløj er lige meget okay?” Hun tog fat i min hånd. “Jeg elsker dig, så jeg er fuldkommen ligeglad med, om du er sårbar eller ej.” Hendes ord fik mig til at smile. Jeg havde slet ikke tænkt på, at det i dag ellers havde været min sidste opgave. Normalt ville jeg gøre alt for at fuldføre de opgaver, jeg fik stillet, men i den her situation, tænkte jeg på alt muligt andet.

Hospitalsgangene var hvide og travle. Det var vinter, og hvem vidste, hvor mange ulykker der skete på denne tid på året. “Harry!” Jeg hørte min mors stemme kalde på mig, og da jeg fandt hende, stod hun sammen med sin søster. Jeg løb hen til dem og gav dem begge et stort kram.

“Hvordan har han det?” spurgte jeg i hast.

Min moster smilede. “Det ser ud til, det kun er et brækket ben. Han har været heldig,” smilede hun og aede min arm. “Tak fordi I kunne komme med så kort varsel. Det betyder alverden,” svarede hun taknemmeligt. Jeg nikkede forsigtigt og mærkede, at Livi lagde armene om mig bagfra.

“Må jeg gå ind til ham?” spurgte jeg min moster, der hurtigt nikkede.

“Han sover, men lægerne mener, alt er fint,” forsikrede hun mig, og gav mig et blidt skub ind mod værelset. Jeg så hurtigt min jævnaldrende fætter ligge i sengen med det ene ben bundet ind i gips. En langsom vejrtrækning indikerede, at han sov. Jeg gik hen til sengen og sukkede. Nu viste det sig, at det hele nok ville ende godt, men jeg kunne ikke huske, hvornår jeg havde været så bange. Olivia og jeg havde kørt så tæt op ad fartgrænsen som muligt, men heldigvis så det ud til, at alt den panik ikke behøvede at have været der. Min fætter ville forhåbentlig kun forlade hospitalet med et brækket ben og et mindre chok.

“H?” Jeg hørte Livis stemme, da hun trådte ind i rummet efter at have givet mig lidt tid alene. Hun tog blidt fat om min hånd, og gav den et klem. Hun kunne godt mærke, at dette var hårdt for mig. Jeg så min fætter ligge i en hospitalsseng, efter at have droppet alle planer og hastet til min hjemby. Jeg drejede hurtigt og fik øjenkontakt med min kæreste. Hun så anderledes ud. Hendes modige blik fra tidligere var forsvundet, og det var nu sænket mod gulvet.

Jeg vendte mig rundt og prøvede at få hende til at kigge på mig. “Hey! Livi,” prøvede jeg og klemte hendes hånd. Hun prøvede at afvige mit blik, indtil jeg blidt løftede hendes hoved ved hagen. Da hendes øjne mødte mine var hun oprigtig sørgmodig.

Hun sukkede forsigtigt. “Hvis bare jeg havde vidst det her ville ske, så havde jeg aldrig bedt dig om at vise mig, at du kunne være sårbar.”

Jeg forstod pludselig, hvorfor hun opførte sig så mærkeligt. Hun havde skyldfølelse. “Livi, du kunne ikke gøre for det,” forsikrede jeg hende og klemte hendes overarme. Hun smilte forsigtigt, men var stadig ikke i sit bedste humør.

“Det er bare - jeg føler de her opgaver er så latterlige, når sådan noget her sker,” brokkede hun sig.

Jeg rystede på hovedet. “Vi har fået så mange ny minder sammen, fordi du har udfordret mig.  Husk det,” påmindede jeg hende om og kyssede hende blidt i panden. “Og så vidt jeg forstår, så siger du jeg har klaret udfordringen om sårbarhed?” Jeg løftede begge mine øjenbryn og grinte kort.

Olivia rystede på hovedet. “Du er så dum, Harry,” grinte hun og slog mig blidt på skulderen.

“Men ja, lad os sige, du nu må fri igen,” sagde hun hviskende, hvorefter hun forlod værelset. Jeg følte, jeg havde sejret.

***

Der var nu gået flere timer. Vi havde været på hospitalet, indtil min fætter var vågnet. Lægen havde forsikret os om, at det nok skulle gå. Dog ville han have mange smerter. Det var helt mærkeligt, at jeg havde ham liggende på hospitalet, men jeg troede på, at lægen havde ret.

“Det er så rart alligevel at se jer i julen,” smilede min mor, da vi sad rundt om bordet i mit barndomshjem. “Jeg ved godt, det var under forfærdelige omstændigheder, men vi ser jer så sjældent,” forklarede hun forsigtigt. Jeg forstod hende godt. Selv om Livi nu var færdig med sin uddannelse, og jeg havde pause, så brugte vi det meste af vores tid i London.

“Det er rart at være her,” smilede jeg. Olivia og jeg skulle rigtigt hjem til Livis forældre, men siden min fætters tilstand virkede dog lovende, undrede det mig ikke hvis vi stadig nok skulle kunne følge planerne som planlagt. “Men jeg tror Livi og jeg vil gå op på værelset. Vi er vist begge ret trætte,” forklarede jeg min mor, og hentydede til, hvad klokken egentlig var blevet.

Jeg åbnede langsomt døren til mit barndomsværelse og blev mødt af udseendet fra dengang jeg var seksten. Efter Another Rejection’s succes og efter at vi var blevet så store, at jeg blev nødt til at leve i London, havde jeg ikke haft tid til at ændre udseendet af det.

“Jeg elsker virkelig dit værelse, Harry,” grinede Olivia og smed sig i min dobbeltseng. Jeg rystede på hovedet, da hendes barnlige side viste sig. “Vent, er det her gamle billedalbums?” spurgte hun pludselig spændt, og forvirret fulgte jeg hendes blik. Min mor måtte have lagt et par billedalbums på mit værelse, for det var ikke noget, jeg plejede at have liggende.

“Jeg aner ikke, hvorfor de er her,” sagde jeg og gik hen til sengen for at sætte mig ved siden af hende. Hun tog et af albummene frem og åbnede det.

Et stort smil bredte sig. “Omg Harry, det er os som små,” grinede hun højlydt og begyndte at bladre i albummet, der så ud til kun at indeholde billeder fra vores barndom.

Jeg nød Olivias dejlige humør, mens hun kiggede på de mange billeder. Jeg indså, hvor længe vi egentlig havde kendt hinanden, og et smil fandt frem til mine læber. Jeg så billeder af os som små, og hvert billede udstrålede vores venskab. Hun var min øjesten, mit et og alt, og jeg indså pludselig at lige meget hvad, så ville jeg giftes med hende. Små udfordringer skulle ikke komme i vejen for vores lange liv sammen. Vi var soulmates, og sådan ville det forblive.

Olivia bladrede videre i billedalbummet, og et billede fra min stue dukkede op. Vi var klædt ud, og jeg forstod hurtigt, at vi var klædt ud som læger. Jeg kunne huske mindet. Det kom af, at min søster Gemma dengang havde brækket armen, og at Olivia på samme tid troede, at hun ville være læge. Jeg kom i tanke om min fætter, og da jeg tænkte på, at det kunne have været Olivia, følte jeg pludselig en klump i maven. Hvis hun nogensinde blev involveret i sådan en ulykke, ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Hun var mit et og alt.

“Jeg elsker dig, Livi,” sagde jeg til hende ud af det blå, og jeg kunne også se, hvordan hun forvirret kiggede på mig. Men det var sandt. Livi skulle blive min kone, lige meget hvad der skulle til.

 

***

Så fik jeg endelig publiceret kapitlet for i dag! Jeg har sådan savnet at skrive på den her historie, hvilket jeg ikke har gjort hele december på grund af min store opgave. Så jeg er officielt tilbage.

Jeg håber I glæder jer til næste kapitel, der vil komme juleaften kl. 12! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...