Engagement of Choices ❅ Harry Styles

ADVENTSKALENDER - Lyden af bryllupsklokker nærmer sig for Harry og Olivia, der som par i flere år har klaret udfordringer og løst konflikter for at ende hvor de er i dag - lykkelige og stadig nyforelskede. Men da Harry i starten af december spørger Olivia om det gyldne spørgsmål, regnede han ikke med, at endnu en liste skal udføres, før han får lov til at gifte sig med sin udkårne. Og så endda inden juleaften. Det bliver endnu en krævende jul, så er det muligt for Harry at fuldføre listen og vinde sin kærestes hjerte for altid?

168Likes
193Kommentarer
30568Visninger
AA

11. Ⓗ 28. december | I love, I love, I love Olivia


 28. december ❅  | Laura

Jeg kunne ikke beskrive, hvordan det føltes at vågne ved siden af Olivia denne morgen. Nok havde jeg gjort det tusinde af gange før, men det her var anderledes. Selvom det allerede var fire dage siden, vi var blevet forlovede, havde jeg ikke helt fattet det endnu. Hun havde endelig sagt ja, efter alt det ballade med listen, kunne jeg ikke beskrive, hvor glad jeg var. Vi havde været barndomsvenner så længe, at jeg ikke kunne huske vores første møde, og nu lå vi her.

Jeg mærkede pludselig Olivia røre på sig ved siden af mig. “Godmorgen, Livi,” hviskede jeg til hende, da hun drejede rundt og kiggede mig ind i øjnene. Hun smilede forsigtigt til mig, mens hun prøvede at holde sine øjne åbne.

Hun skulle lige til at sige noget, da døren pludselig gik op, og Louis kom til syne. “Jeg synes nok jeg hørte lyde, kan I så komme op!” drillede han. Jeg havde glemt, at vi lige nu befandt os hos Louis og Ella, da det i går havde været den store fødselsdag for både Louis og Clarice. De havde seneste år slået sig sammen, da der kun var tre dages forskel, og det på den måde, var lettere for Clarice at fejre sin fødselsdag, da julen var hendes hadesæson.

“Louis,” mumlede jeg irriteret og tog puden foran øjnene, da jeg ikke magtede at stå op.

Han gav sig ikke. “Come on, der er pandekager,” prøvede han og smilede. “Plus, I kan ikke blive i sengen hele dagen vel, man ved jo aldrig, hvad I kunne finde på.” Jeg rullede med øjnene af ham, mens jeg hørte den dejligste latter komme fra Livi.

Da Louis forlod rummet, kiggede jeg på hende. “Du skal da ikke grine sådan,” sagde jeg til hende, men hun blev bare ved. “Nu skal jeg komme efter dig!” udbrød jeg til hendes overraskelse, inden jeg kastede mig over hende og begyndte at kilde hende, de steder, hun hadede mest. Hendes latter overdøvede alt andet, og jeg hørte hende snart beklage sig.

“Please, Harry! Stop!” grinede hun og slog ud med arme og ben. Jeg elskede at høre hendes latter, men vidste også, hvor ubehageligt hun havde det. Jeg fortsatte i få sekunder, hvorefter jeg stoppede. Hendes øjne kiggede irriteret hen mod mig. “Hvad skulle det til for?” spurgte hun mig, og prøvede at virke sur. Hun fejlede.

Jeg nærmede mig, og hviskede ind i hendes øre. “Det tror jeg godt du ved.” Jeg bevægede hurtigt mine øjenbryn op og ned, hvorefter jeg fik taget mig sammen til at stå op. Livi så ikke ud til at gide noget som helst, men fulgte mig.

“Jeg er så træt,” beklagede hun sig. Vi havde været utrolig længe oppe i går, og klokken var kun ti. “Kunne vi ikke bare blive i sengen?” spurgte hun.

Jeg gav hende et smil fra min side af rummet. “Hvis bare vi kunne, ville jeg ligge med dig hele dagen,” lod jeg hende vide.

Hun svarede mig aldrig, men brugte i stedet sin tid på at klæde sig på. Jeg var færdig før hende, og nød at se hende skifte. “Harry,” vrissede hun kært, og følte sig stadig pinlig berørt.

“Du har en pæn krop, Livi, det må du altså til at indse,” smilede jeg til hende, hvorefter jeg kravlede op i sengen og hev fat i hende. Hun hvinede, da hun landede i sengen ved siden af mig. Jeg tog fat i hendes hånd og smilede helhjertet til hende. Ringen glimtede rundt om hendes finger og fik mit hjerte til at banke. “Jeg elsker dig, Olivia,” hviskede jeg og kyssede hende blidt på panden. Det var disse minder, jeg ønskede at holde fast til forevigt.

Hun tog blidt en hårtot væk fra mit ansigt. “Jeg elsker dig, Harry.” Hendes smil strålede som tusind sole. “Men vi burde nok gå ud, inden Louis kommer herind igen,” foreslog hun, mens vores blikke mødtes.

“Lad os skåle for vores fødselarer!” råbte Ella og fik os alle til at løfte vores glas med juice, da vi var samlet i køkkenet. Scenen var ret komisk, og blev ikke bedre, da Clarice beklagede sig. En fødselsdag var nok, mente hun. Jeg smilede af vores veninde og rystede på hovedet, sammen med Liam, der måtte være så træt af at høre på hende.

Han kyssede hende på kinden og lod sin hånd kærtegne maven. “Lad os nu ikke tænke på det mere, men håbe denne baby her holder til efter nytår,” grinte han forsigtigt.

Clarice virkede forvirret og kiggede på ham. “Hvorfor ønsker du det?” spurgte hun.

“Vi kan ikke have, du hader tiden, din søn er født i, vel?” påmindede han hende, og fik os alle til at grine. Clarice kiggede ned på maven og smilede for sig selv. Uden at sige noget, læste jeg hendes udtryk sådan, at hun nok var vokset så meget, at han ville komme i første række. Om det så var julen, han blev født ind i, ville han være hendes største øjesten.

“Men han kan jo komme, hvornår det skal være,” sagde hun. “Vi har termin om en uge, husker du nok,” sagde hun til sin mand, der nikkede ved hendes side. Ud fra lægens ord, så det ud til de først ville få ham efter nytår, men man kunne jo aldrig vide.

Der var gået flere timer af dagen, og Olivia og jeg var nu tilbage i vores lejlighed. Det hele lignede sig selv, og det var skønt, endelig at være hjemme. Det var første gang siden vi kørte til Holmes Chapel for at se min fætter, der heldigvis allerede var erklæret i god behold. Vi havde været hos Olivias forældre indtil vi i går var kørt hen til Louis og Ella, men nu var vi altså endelig tilbage. Det var en fantastisk følelse endelig at kunne åbne døren og mærke fornemmelse af at være hjemme. Det her sted havde været vores i mange år, og selvom jeg godt vidste, vi skulle flytte herfra om nogle år, når vi begyndte vores egen lille familie, så havde det en helt speciel plads hos mig.

“Velkommen hjem,” råbte jeg til Livi, der kom ind bag mig. Hun smilede stort, da hun blev omfavnet af den selvsamme følelse. Jeg studerede lejligheden, indtil mit blik endte ved stuen. Jeg så straks misteltenen, og kunne ikke lade vær med at huske tilbage, men samtidig at få en idé. Det var flere dage siden, at Livi og jeg havde haft ordentlig alenetid med hinanden, da der altid havde været mennesker omkring os, men nu var vi endelig alene. Jeg ville ikke sige, at jeg ikke kunne holde ud, kun at kunne kysse hende, for jeg elskede det, men eftersom vi var blevet forlovet, havde jeg i de sidste par dage haft lyst til mere. Derfor gik jeg uden at sige noget til hende ind i stuen, under misteltenen og satte den ene af vores to kufferter ned. “Kommer du ikke herind med den anden kuffert?” spurgte jeg hende.

Hun virkede forvirret. “Hvorfor skal de dog ind i stuen?” Hun løftede sine bryn, men blev dog alligevel overbevist om at gå herind. Og som jeg havde håbet, gik hun lige i min fælde, og stillede sig ved siden af mig, under misteltenen.

“Hvor godt kan du huske kysselisten?” spurgte jeg hende.

Hun opfattede ikke, at noget var på færde, men begyndte i stedet at tænke tilbage. Hun så skøn ud, når hun gjorde det. “Altså jeg tror godt, jeg kan huske de forskellige kys, vi skulle lave, er det, hvad du mener?” spurgte hun.

Jeg rystede på hovedet. “Hvad med numrene?” Hun fik store øjne, hvorefter hun hurtigt rystede på hovedet, for at vise mig, hun var helt blank.

“Mon ikke jeg kan de første og sidste, men dem indimellem er ikke lige så klare,” fortalte hun mig. “Men hvorfor spørger du?” Jeg havde forvirret hende nok nu.

Det var ikke fordi, jeg kunne listen udenad, men noget huskede jeg dog klart. “Kys 4. Misteltenen” startede jeg og grinte kort. Livi fattede straks, hvad min pointe var. Så midt i sætningen: “I skal stille jer under den og kysse hinanden i mere end fem sekunder.”, kyssede hun mig. Jeg mærkede hendes bløde læber mod mine, og nød endelig at have hende til mig selv. Hurtigt svang jeg armene omkring hendes krop og trak hende tættere ind mod mig. Men før jeg nåede virkelig at komme i gang, trak hun sig væk.

Nu var det hende, der havde gjort mig yderst forvirret, for jeg havde da ikke gjort noget galt, havde jeg? “Det var mere end fem sekunder, så det må være nok,” sagde hun seriøst og prøvede at holde hendes skuespil kørende.

Jeg forstod straks, hvad hun havde gang i, og gav hende elevatorblikket. “Helt ærligt, udsætter du mig virkelig for det?”

Hendes smil blev større indtil et grin kom fra hende. “Du må i hvert fald fange mig først,” forklarede hun mig, inden hun satte i løb. Der gik ikke et sekund, før jeg spurtede efter hende, men jeg måtte give hende, at hun var blevet mere snu med årene. Det plejede ikke at tage mig mere end et par sekunder, før jeg havde hende, men da hun pludselig begyndte at vælte stole, for at spærre min vej, var det en anden sag. Den gik dog ikke længere, da jeg til hendes overraskelse skiftede vej og hurtigt skubbede hende op mod væggen.

Vores vejrtrækning var steget, og jeg hørte, hvordan Livi hev efter vejret. Så jeg valgte at drille os begge, ved at kysse hende på stedet, så vi kunne miste pusten endnu mere. Hun virkede dog glad for mit valg, da hendes fingre bevægede sig op til mit hår og begyndte at hive i det. Det kom helt naturligt det hele, så da hun hoppede, tog jeg fat om hende. Hendes ben viklede sig rundt om min krop, og jeg nød hvert sekund. Vores læbers hastighed steg og jeg mærkede, hvordan min puls steg ved hvert kys. Jeg kunne ikke få nok af hende.

“Sig mig ...” begyndte jeg, men var ikke klar til helt at slippe hendes læber endnu. “Er vi igang med at genskabe kyssene, eller?” spurgte jeg hende, hvorefter jeg hurtigt begyndte at kysse hende ned ad halsen. Hele min krop gik amok over for hende, og jeg kunne ikke stoppe. Jeg ville bare have hende.

Livi hviskede mit navn, men tog sig alligevel sammen til at svare. “Spiderman,” kom det fra hende, og jeg vidste straks, hvad hun mente. Jeg brugte mine kræfter på at gå hen til sofaen, der heldigvis ikke var blevet væltet og satte mig på puden, mens Livi kravlede ned på gulvet.

På ingen tid lagde jeg mig ud over sofaen, selv om det gjorde ondt i hele ryggen. “Skynd dig,” bad jeg, mens Livi grinte af, hvordan mit hår dækkede næsten hele mit ansigt. Men vi var begge ligeglade, da hun lænede sig frem og endnu engang kyssede mig. Hun havde pludselig skiftet stil, for selvom jeg kunne høre hendes hurtige vejrtrækning, kyssede hun mig langsomt og passioneret. “Livi … det gør ondt,” fik jeg mumlet. Igen hørte jeg Olivias skønne latter, indtil hun satte sig hen ved siden af mig i sofaen, så jeg kunne komme op og sidde. Hun gav mig et smil, og jeg blev påmindet om, hvor heldig jeg var.

“Du ved, vi fik aldrig gennemført Kiss Cam-kysset,” lo jeg og flyttede en af hendes hårtotter bag øret.

“Du bliver bare ved med at drømme, krølle,” grinede hun, men trak kort efter på skuldrene. “Vi fik dog heller aldrig farvet hår,” huskede hun. Vores latter fyldte hele stuen, og jeg kan huske, hvor lettet jeg blev, da vores venner fortalte, det kun havde været planen, hvis vi ikke var blevet kærester.

Der blev pludselig helt stille i lejligheden, men da jeg fandt hendes øjne, nød jeg stilheden. Der var sket så meget i vores liv i december, og året var ikke engang færdigt endnu. Der var to dage tilbage og så et af brag af en afslutning med nytår. Jeg glædede mig som et lille barn, dog kunne jeg ikke vente med at starte næste år med Olivia som min forlovede. Så da jeg spurgte: “Soveværelset?”

Gentog hun: “Soveværelset.

 

***

Jeg følte lige for, at vi skulle tilbage til KOO med minderne om listen, så jeg håber, I kan lide det her kapitel! Skriv endelig hvad I synes!

Vi håber I har haft en god jul, og så glæder vi os til at dele nytårskapitlet, plus en meget spændende epilog, der ikke vil foregå i december (hint, hint) Love you guys! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...