Eat me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2015
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
195Visninger
AA

2. Miami, her er vi!

"Omg, vi er i Miami!" Sagde jeg og krammede Valerie. Vi hoppede lidt som to små piger der havde fået for meget slik. Bag os kom to drenge ud. Val havde allerede fundet nogen drenge på vores alder der skulle bo på samme hotel som os. Den ene havde mørke brunt hår og ham den anden fyr, havde blondt krøllede hår. Jeg havde ikke snakket med dem, da jeg havde travlt med at sove under hele turen. Jeg havde taget en sovepille inden vi skulle flyve, for ellers vidste jeg godt at jeg ville gå lidt i sort. Jeg er nemlig ikke så vild med at flyve. Like for Real.

"Hvad hedder du så?" Jeg vente mit blik bag mig og så ham den mørk håret fyr, som Valerie fandt i flyet. Han var en flot fyr. Jeg smilte stadig til ham og prøvet at undgå at være afvisende. Val havde sagt til mig at alle de fyre der havde været henne og vise interesse for mig, havde jeg afvist kort og kongres. "Min navn er Skyler" smilte jeg. Jeg holdte blikket på ham, og kort tid efter sagde han noget igen. "Flot navn. Jeg hedder Liam. " jeg nikke blot. "Tak, Liam er da heller ikke værst." Jeg grinte lidt og det samme gjord Liam. "Hvad vil i så opnå her på ferien?" Spurgte han mig. "Ehh.. " Tøvede jeg lidt. "Valeries er ude efter at finde en fyr. Set højeste jeg opnår er nok at få sol og gennem se mine minder. " jeg sukkede kort. Jeg mødte jo Caleb her.. I Miami..

Jeg har aldrig rigtigt fået fortalt jer hvorfor jeg valgte at droppe kontakten til Caleb. Så for at gør en lang historie kort, var Caleb rodet ud i en masse lort. Og han begyndte at opføre sig anderledes, han to stoffer, og en dag hvor vi kom op og skændes slog han mig. Og så skred jeg. Jeg valgte ikke at komme tilbage og jeg har fortrudt det lige siden. For selvom Caleb langt fra var sig selv, da jeg skred var han et virkelig godt menneske når man fik rodet ind bag hans kolde facade. Somme tider tænker jeg stadig på, om jeg overhoved betød noget for ham. Men jeg er aldrig rigtigt kommet videre med tanken. Inderst inde ved jeg jo godt at der er en grund til at Caleb ikke en gang prøvede at stoppe mig i at gå. Men det kan i jo selv tænke jer til.

Bussen stoppede ved vores hotel og jeg måtte bare ud nu. Der var ved at være en stor hed i bussen, som jeg virkelig ikke kunne holde ud længere. Og nu måtte jeg bare ud. Jeg gik ud at bussen og bag mig, var Valerie, Liam og hans ven. Jeg kunne mærke Liams blik på mig da jeg steg ud af bussen, og jeg var lille en sekund i tivil om at jeg fik elevator blikket af ham. Jeg var nu en blandning imellem, at være godt træt, og helt dårlig af varmen der var i bussen. Og Liam var også ved at være for meget for mig. Jeg så på Valerie. "Jeg er ret træt, så jeg tror jeg vil hente min nøgle og sove lidt. " Valerie nikke blot og så forstående på mig. Jeg tog min kuffert som Liam så pænt havde båret ud for mig. "Vi ses drenge" Jeg forsatte så min gang ind imod skænken hvor der stod en ung fyr. Jeg smilte til han og fik hurtigt min nøgle. Han var en af Calebs venner, og det var nok også en af grundene til at jeg fin min nøgle så hurtigt. Jeg smilte taknemligt til ham og vinkede blot til ham.

Døren blev låst op efter jeg nok havde stået med den og prøvet at åbne den. Jeg kom ind af døren og så det store flotte hotel værelse. Drømme hotellet efter min mening. - Stor flot seng, men en stor fyldig madras, stor balkon, lille stue med tv indbygget i væggen. Jeg lukkede døren bag mig og trak kufferten hen til enden af sengen og smed mig ellers i den store flotte seng. Jeg smilte stort og sukkede højlydt. Jeg lukkede så øjne kort og forsigtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...