Divergent: Two Worlds

Det er nu skytsengle pigen, Jessicas tur til at gå op til prøven.En prøve som kan vende rundt på hele hendes liv. Nemlige Egnetheds prøven. Hvad vil prøven fortælle hende og hvad vil hun selv vælge?

Historien begynder samme til som der Tris skulle op til sin prøve, historien komme til at følge lidt af bøgernes handling, med min egen lille twist og self en anden hovedperson. Det er en alternativ handling

2Likes
2Kommentarer
608Visninger

3. 3

Nu var det nu, salen hvor det store valg skulle være. Og jeg var skrækslagen for hvad der skulle ske, hvad skulle jeg vælge, jeg var stadig i tvivl. Jeg havde taget et kort, sort, løse kjole på. Jeg havde også taget min lædder jakke på, men den gik jeg aldrig ud af huset uden. Jeg havde min læbe ring i, men jeg havde også tilføjet en næsering, den havde jeg kun på til særlige lejligeheder.

Jeg lyttede ikke rigtigt efter end til jeg hørte stemmen sige: "Emily Falk" Det var Emma! Hun kiggede på mig der hun var på vej op til scenen, og jeg sendt hende en trøstende smil. Hun lod sit blod fald på det grå sten, hun havde valgt Puritanerne. Det havde jeg også forventede hun ville vælge, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at fælle et par tårer, hun var joh min bedste veninde. Min mor kiggede på mig og gav min hånd en trøstende klem, det bragte et smil frem på min læber.

Tiden gik og det var det Joshs tur, jeg hørt ikke rigtigt efter, jeg vidste joh han ville vælge skytsengelene, han var helt klart en ægte skytsengel, han kunne ikke være andet. Men det jeg hørte alle fra Intelligentsia klappe i deres hænder, blev jeg straks forvirret. Men mine øre havde hørt rigtigt og Josh var nu på vej over til de blå klædte nisser. Men hvad var der sket, jeg havde aldrig mærket andet end Skytsengel i ham, hvordan har han kunne gemme det fra mig i alle disse år. Jeg kunne da' ikke klar mig uden ham, hvad skulle jeg gøre, hvad skulle JEG vælge.

Jessica Zee var mit navn, jeg var det sidste. Jeg stod foran de 5 skåle, og en høj dame klædt i blå, rakte mig en ren kniv. Hendes ansigt så dødt ud, hun viste ingen følser. Tårene begyndte og rende ned af mine kinder, der jeg begyndte at skære i min hånd. Det hele blev straks virkeligt for mig, dette valg var meget vigtig og jeg var sikker på mit valg nu.

Jeg lod mit blod dryppe, jeg lod det dryppe ned i skålen fyldt men glas. Jeg havde valgte Sandru. Jeg kiggede kort over på min mor, hun nikkede til mig og sendte mig et stort smil , det fjernede tvivlen fra mine skulder, hun støttede mit valg og det fik mig til at smile. Det kunne godt være hun græd inden i, men hun lod det ikke komme ud, hun vil vise mig at hun stadig var stærk og at hun var okay med mit valg.

Bare det alene gjord mig modig. Men nu skulle jeg glemme min frygtløs side, for at leve et ærligt liv. Men var det virkelige det jeg vil? Det kunne godt være at testen havde fortalt mig at jeg var Sandru, men den havde også fortalt mig at jeg var skytsengel.Var det mening at jeg bare skal glemme det nu, havede jeg lige ødelagt hele mit liv. Nej, for jeg værdsat ærlighed, og jeg ville være Sandru, dette var det rigtig valg, jeg kunne starte frisk. Dette var det rigtige, det blev det nød til at være.

Langsomt gik jeg ned til Sandru pladserne, de var allesammen klædt i sort og hvid. De klappede og smilede til mig. Jeg satte mig ned ved siden af en klædt i blå. Han var skiftet fra intellgentsia til sandru. Han var høj og spinkel, ikke en muskel i hans krop, jeg var ret sikker på, at hvis jeg lå min hånd på hans skulder, ville han falde. Drengen sad og kigget ned på hans hænder, hvor i lå hans briller.

Efter damen på scenen var færdig med at hold sin slut tale rejste vi os alle sammen op, jeg gik ved siden ad intelgentsia drengen, der vi var på vej ud af salen. Jeg rakte min hånd ud til ham, og sagde:"Hej, jeg hedder Jessie...ca" Han vente ikke sit blik mod mig, men han tog imod min hånd og gave mig et ordenligt håndtryk"Ethan, det er det jeg hedder" mumlede han, stadig helt uden og kigge på mig."Det ville nu havde været rart, hvis du kigget på mig mens du talte" sagde jeg irriterede. Han kiggede over på mig med et fornærmet blik "Og du er godt nok uhøflig!"lukkede han hurtigt ud. Jeg løftede mig øjenbryn og kigget irriteret på ham.

Vi stoppet foran dørene til Sandrus hovedkvarter, vi var allesammen stille. Efter lidt tid kom en dame ud af dørene, og bedt os skiftinger at følge med hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...