Divergent: Two Worlds

Det er nu skytsengle pigen, Jessicas tur til at gå op til prøven.En prøve som kan vende rundt på hele hendes liv. Nemlige Egnetheds prøven. Hvad vil prøven fortælle hende og hvad vil hun selv vælge?

Historien begynder samme til som der Tris skulle op til sin prøve, historien komme til at følge lidt af bøgernes handling, med min egen lille twist og self en anden hovedperson. Det er en alternativ handling

2Likes
2Kommentarer
517Visninger

1. 1

Jeg trak dynen over mit hoved, jeg havde allerede taget tøj, men jeg havde ikke lyst til at begynde dagen. For det var i dag jeg vil få og vide hvor jeg hørte til. Jeg var ikke bange for ret meget, men lige præsis det her skræmmte livet ud af mig. Hvad hvis jeg fik og vide at jeg ikke var Skytsengel, men hvad skulle jeg ellers være. Jeg elskede at være skytsengel, jeg kunne ikke forstille mig at være andet.

Jeg maste min fødder ned i mine støvler, og tog min læder jakke på. Jeg stod og kigget på mig selv i spejlet. Jeg havde langt brunt hår, og mit hud var ret blegt. Jeg havde en ring i min læbe, som en rigtig skytsengel. "Jessie, skynd dig! Du kommer forsent!" Råbte min mor. Jeg stormede ud af mit værelse og hen til hoveddøren, men min mor greb fat i min arm før jeg nået at komme væk. "Du skal ikke være bange min pige" Sagde min mor imens hun gav mig et kys på panden. Jeg nikkede og smilede, derefter løb jeg hen til tog skinnerne.

Emma og Josh stod og ventede på mig,"Der kommer hun joh" Sagde Josh "Har du over hovedet vært til morgenmad?" Han grinede, jeg kiggede dumt på ham og sagde:" Det er jeg da' sjældet!"  Emma lå sine arme om mig og krammede mig. Der hun slap mig sagde hun:"Jeg tog en chokolade muffin med til dig" Hun gave den til mig og smilede. Emma var meget stille af en skytsengel og være, men hun er bedsteveninde. Jeg kunne ikke leve uden hende, men det kunne være jeg blev nød til det, for hun var meget uselvisk. Jeg tog imod muffinen og tog en kæmpe bid. Josh skubbede til mig:" Nå er du nervøs, lille pige?" Sagde han i en drillende stemme, "Hey du, bare fordi jeg er lille  behøver jeg ikke bange." Svarede jeg med et smil. Josh grinede og skubbede til mig igen. "Hey!" Råbte jeg og gav ham en knytnæve i maven. Han blev forpustet i nogle få sekunder, jeg havde ramte ham godt, men så begyndt han og grine. En af de andre begyndte at råbe:"Toget kommer nu!!" Vi løbe alle 3 ved siden af toget, Josh hoppede først, og jeg kom hurtigt bagefter. Jeg kiggede bage ud, men der var ingen Emma, jeg stak mit hoved ud af døren og der var hun. Hun havde ikke fået nok fart på til at nå at springe. Mig og Josh tog fat i hendes hænder og løftede hende ind i toget. Det her sket engang imellem, hun var ikke så hurtig som os andre. Josh begynde at grine:"Nå langsom, så kom vi for at red dig igen" Emma kiggede ned i jorden og en tår faldt. Jeg stak min albue ind i siden på Josh og han holdt op med at grine. Emma sat sig ind til væggen, men mig og Josh satte os ved dør åbningen, vores ben hang ud af døren. Josh lagde armen om mig og hviskede:"Du skal ikke være nervøs, du skal nok klare det" Jeg nikkede og kiggede op på ham med et smil. Han trykkede sin læber imod mine, og jeg kyssede med, men det var også mig der slap kysset. Mig og Josh var ikke kærester, men vi havde et øje for hinanden og vi var bestemt heller ikke kun venner. Der var ingen af os der turde gå videre, vi vidste joh ikke om vi begge vil for blive skytsengle. Men Josh var uden tvivl en ægte skytsengle, og det var jeg da' også, så vi havde vel ingen ting at være bange for.

"Vi er her nu" Sagde han, Josh rejste og "Skal vi prøve noget nyt?"spurgte han, "Hva.."nået jeg at få ud, før han løftede mig op på hans skulder og sprang, jeg skreg lidt til at begynde med, men endte med at jeg ikke kunne lade være med grine. Jeg sprang selv ned fra han skulder, men jeg jeg landede trak ham mig ind til sig og gave mig en kæmpe stor kram. Han slap lidt efter og løbe væk sammen med de andre drenge. Emma prikkede mig på skulderne" Kom vi skal over til de andre piger" Sagde hun, jeg smilede til hende, før tog fat i hendes hånd, og vi begyndt at løbe hen til køen.

Uden jeg fik tid til at tænke mig om, var jeg på vej ind til testen. Rummet var ikke særlig stort og der var en tandlæge stol i midten af rummet. Foran mig stod der en pacifist mand og sagde:"Hej, jeg hedder Steven, sæt dig venligst ned" Han smilede til mig. Jeg lagde mig ned på stolen, kort efter kom han med en lille shot glas,som var fyldt med noget grønt væske "Hvad er det der?" spurgte jeg, "Bund det nu bare" var hans svar. Jeg kastede det ned ad min hals, det smagte rigtigt  grimt. Ligepludseligt faldt min øjne i, og jeg kunne ikke åben dem igen. Der jeg enlig fik dem åbnede, stod jeg i et rum fyldt med spejle, foran mig var det et bord. På bordet stod der en steak og en kniv. Ligepludseligt stod Steven foran mig igen. "Vælge" sagde han, jeg tog hurtigt fat i kniven, men så forsvandt Steven igen,"Vent, hvor er du?!" råbte jeg, men der kom ingen svar. Kort tid efter kom en hund løbende lige i mod mig. Den så truende ud, så jeg greb godt fat i kniven og stak den igennem hundens hoved. Hund lå død ned på jorden, men kniven forsvandt.jeg mærkede at nogen prikkede mig på skulderen, det var en lille pacifist pige og hun begyndte at tale: "Hvor er min hund?" Jeg svarede" Den er død." "Hvordan?"spurgte hun så."Jeg stak den i hovedet med min kniv, den truede mig og jeg udøvede retfærdighed." Pigen blev ligepludseligt til en Sandru mand som sagde" Tak for din ærlighed" Hans stemme var kold.

Min øjne lukkede op, og jeg var tilbage i stolen. Steven stod over mig, han så forskraket ud. "Hvad er der?" spurgte jeg "Du har vist tegn for at være skytsengel" Jeg nikkede og kiggede mærkeligt på ham "Og Sandru" Sagde han så. Min mund faldt "Hvad! Det er da' ikke mugligt" råbte jeg så ad ham. Han kiggede ned i jorden og sagde:"Joh det er, det hedder at være divergent. Og du må ikke fortælle det til nogen" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...