Dear diary - Diabetes 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 16 jun. 2015
  • Status: Igang
Et helvede.. Mit bidrag til kære dagbog
(OBS! Ja dette er sket for mig, skriver ud fra det der er sket og sker i mit liv)

5Likes
10Kommentarer
427Visninger
AA

1. 6 Juni 2015

Kære dagbog

Selvom det på ingen måde er sjovt at tænke på, vil jeg gerne dele mine tanker med dig omkring min hverdag, og at have Diabetes 1. Som starten vil jeg fortælle dig hvad der skete.

Sommeren 2014. Juni måned.

Ej hvor jeg havde det skidt. Havde lovet mig selv, og mine forældre den her sommerferie skulle blive fantastisk. Vi skulle både til Rom, og en campingplads tæt på Venedig. Jeg glædede mig.

Men for hver dag der gik, fik jeg det værre. Jeg drak rigtig meget, tissede rigtig meget, ville helst være i mørket hele tiden, jeg brød mig slet ikke om solen og varmen.

Jeg fik konstant krampe i mine ben, da jeg ikke kunne få væske ned til dem, pga mine daglige gange på toilettet. Jeg fik ingen søvn, og gik rundt som en zombie.

Vi tog på ferie de 17 Juli eller sådan noget. Jeg har fødselsdag den 20 Juli. Jeg skulle blive 16 år. 

Jeg fik konstant skæld ud, jeg var åbenbart rigtig dum i følge min stakkels familie. 

Det blev den 20 Juli. Min fødselsdag. Jeg måtte bestemme hvad vi skulle. Min mor havde lavet røræg, bacon og stegt nogle pølser.

Vi skulle i zoologisk have, i Rom, og se den spanske trappe. Det var super hyggeligt, men de blev sure. Jeg var tørstig hele tiden.

Min mund gjorde pludselig også ondt. Av, de små prikker var hævet op, og var hvid bagerst på tungen. Kunne ikke spise.

De spurgte hvad der var galt. Jeg kunne ikke forklare dem det. Følelsen var ikke en jeg førhen havde oplevet. De blev mere sure. Jeg fejlede sku da intet!

Vi tager fra Rom til næste campingplads, lidoen. Jeg havde et stort lilla mærke på venstre baglår. Min far var nysgerrig. Kunne ikke fortælle ham hvad det var. Aftnen efter kunne jeg hverken gå, sidde, stå eller ligge. 

En byld! Fuck, shit! Av.. Vi tog til lægen.. Han prikkede hul med en kanyle! TO GANGE?! For at tømme den. 

Vi tog hjem før tid. Det regnede hele tiden. Vi var alle sure og trætte, pga. mig.. Altid pga. mig..

Lægen tog en prøve,jeg havde stafylokokker, ikke noget godt, man kunne dø af det. Jeg kan ikke sluge piller, så skulle have noget flydende antibioktika, to slags! Hun skulle veje mig. 

Jeg kunne ikke forstå det. Jeg havde tabt mig 11 kg? Jeg er ikke typen der motionere, så hvordan er det sket?

Da jeg sagde det til min mor, troede hun ikke på mig. Sagde der var noget galt med vægten. Jeg trak bare på skulderen. Kunne bedre forstå hvorfor mine shorts hang om mine hofter.

Jeg startede på STX d. 11 August. Juhu. Havde det stadig konstant dårligt, og vandflasken blev hurtigt min bedste ven. Spiste stadig ikke. Vi fandt ud af jeg havde svamp i munden, og skulle til lægen mandag. 

Introugen gik fremad, og torsdag skulle vi på en tur, og overnatte. Ryste sammen tur. Fedte for introeleverne, så vi kunne få flest point og vinde. Ingen gider rydde op efter 900 elever. 

Mine veninder, som jeg kendte inden jeg startede, nogle piger fra de andre 1.g klasser, spurgte om jeg var ok. At jeg havde tabt mig meget. Jeg kunne ikke svare dem. Var selv meget forvirret.

De voksne synes os det var underligt jeg drak hele tiden. Jeg kunne ikke sove, fik krampe i benet hver time den nat. Ringede til min far, jeg ville hjem!! Han sagde nej, gennemfør nu noget, for en gangs skyld. Jeg græd, jeg havde det så skidt.

Da jeg kom hjem fredag, gik jeg i seng. Jeg sov også hele lørdagen næsten. Jeg kunne ikke gå 500 meter uden at være ved at falde om.

Jeg skulle tage opvasken lørdag aften. Jeg havde spist en pølse, og to pomfritter. Jeg kunne ikke stå ud af sengen. Min far smækkede med min dør. Jeg tudede mig selv i søvn, klokken 19 nul dut. Jeg vågner hver time, krampe i benet, tisse og drikke noget vand. 

Da klokken bliver 03:00, bliver min vejrtrækning slem. Siden klokken 21:00 har det lydt som om jeg løber et marathon. Jeg siger det til min far. Han tror ikke på mig. Til sidst stillede jeg mig foran deres værelse. 

Mor var i nordsjælland og spille golf. Min far sætter mig ind i stuen, og lytter til mig. Han kan godt mærke noget er galt. Jeg kan ikke spise det mad han giver mig, og jeg fortæller ham at grunden til der aldrig er mælk i køleskabet er fordi det var det eneste der lindrede smerterne i min mund, så om jeg måtte få en kop mælk. 

Men ikke engang det kunne glide ned. Min far ringede efter en læge, der kom en time efter. Jeg græd. Sikke en ubehagelig følelse. Det blev sværere at trække vejret. 

Han måler min puls, og alt det der. Mit hjerte slog 137, hvor det skal slå mellem 50-100. Han ringer efter en ambulance, så vi pakkede mine ting. Jeg måtte tage afsted alene. klokken var kun halv fem om morgen, og min bror sov. 

Jeg var så bange. Jeg blev indlagt på intensiv, og jeg var så dårlig jeg knap ænsede alle de drop jeg fik. Et i venstre håndryg, et i højre håndled og et i højre inderalbue. De stak mig med en masse, og havde pludselig 6 ledninger sat til mine drop. Jeg kan knap huske den første dag der. Så dopet på medicin var jeg.

Jeg fik et kateter. Jeg lå ned i et døgn. Min far kom klokken ni. Jeg var udmattet. Havde ikke rigtig spist noget i 2 døgn. Min bror på 8 var forvirret. De blev hos mig til min mor kom klokken 15. Jeg fik noget mad, sammen med min bror. Men pludselig kommer en sygeplejerske, og siger at jeg faktisk ikke må spise, tager min mad og går. Jeg græder endnu mere. 

Kan huske jeg slet ikke kunne trække vejret rigtigt, og bad om hjælp. Var ved at gå i panik. De satte sådan en luft ting i næsen på mig, der skulle give mig ilt.

Jeg havde fået en syreforgiftning. Jeg var ved at dø.. Men dem på intensiv reddede mig.

Min mor kom. Hun græd. Hendes datter lå helt slap i hospitals sengen. Jeg sov en del. Jeg vågner om aftnen, har det meget bedre. Jeg fik en masse mad, for hold da op jeg sulten, og tørstig. De havde givet noget, der hjalp lidt på svampen, så jeg kunne spise uden at det sveg, men det gjorde stadig ondt.

Jeg fik taget blodprøve hver 3 time. Jeg græd hvergang. Min mor vågnede også hvergang. Næste dag kom en overlæge, min vejrtrækning var stadig ikke helt god, men jeg var så okay at jeg kunne komme ned på børneafdelingen. Der kom en mand som skubbede min seng derned. Min mor fulgte med.

Fik fjernet to drops, men ikke det i venstre. Hvis jeg ikke selv kunne opretholde min væskebalance, måtte de hjælpe via droppet. Mine arme var gule og blå. Min mor måtte gøre alt for mig. 

Jeg fik fjernet kateteret. Jeg kunne komme op og gå. Var helt stiv i kroppen. Gik lidt rundt engang i mellem. Var indlagt fra søndag, til torsdag.

De fortalte mig jeg havde fået sukkersyge. Jeg brød sammen, igen. Min mor gjorde det samme. Mit liv vendte 180 grader på et splitsekund. Jeg missede anden uge af gym. Dagene gik hurtige. Min far og bror kom og besøgte os. 

Havde enestue, med bad og toilet tilhørende, og et tv. Min mor sov hos mig hele ugen. Jeg ville have mac donalds, Jeg kunne komme hjem når jeg kunne stikke mig selv, og give mig selv insulin. De første 3 dage måtte de søde sygeplejersker gøre det, og jeg gjorde det selv derefter. Mine veninder besøgte mig.

Jeg kunne have været død. 

Men jeg overlevede.

Jeg har sukkersyge, og dagbog.. du kommer til at se ind i min hverdag med denne kroniske lidelse. Hører hvad den har gjort ved mig, og hvordan folk nu behandler mig. Hvordan lægerne behandlede mig. Hvordan hospitalerne behandlede mig. Hvordan jeg behandler mig selv. At jeg havnede på efterskole, pga. alt gik galt på gymnasiet. Intet fungerede mere. Jeg dur ikke til at være på efterskole, men har snart gennemført det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...