Holding On and Letting Go | Harry Styles & Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 14 jun. 2016
  • Status: Færdig
Grace Lancaster havde altid fået fortalt historier af sin mor om nattens ukendte dæmoner, men hun havde altid vidst, at det blot var hendes mor, der havde en forskruet tankegang. Hvad der skulle have været en normal fest om aftenen for Grace, endte op med at være hendes værste mareridt. Tingene bliver drejet hundredefirs grader rundt, da hun støder på Harry og hans bror Niall, og hun tvivler pludselig på den verden, som hun havde kendt i atten år. Hemmelighederne bliver til flere og flere - ligeså vokser løgnene. Og i en verden, hvor man ikke længere kan skelne mellem rigtigt eller forkert, bliver Grace ét med nattens skygger. | Harry og Niall er ikke kendte i historien. Mit bidrag til fandom konkurrencen med fandommen "One Direction".

38Likes
22Kommentarer
8009Visninger
AA

2. "The Bad, Bad Feeling"

Graces synsvinkel

Græsslåmaskinen startede, og fuglene, der før sang, kunne ikke høres længere. Morgenfreden var hermed ødelagt. Klokken er endda kun seks. Hvad laver Matthew oppe så tidligt? Men det var trods alt ikke første gang, at jeg havde hørt ham slå græsset så tidligt om morgenen. Han var blevet anderledes, siden far havde rejst afsted for at arbejde. Det var i hvert fald det, som mor havde sagt. 

"Han er afsted i et par måneder. Bare for at arbejde," havde hun sagt en mandag morgen, selvom både Matthew og jeg havde hørt hende græde den forrige aften. 

Jeg slog mine øjne ordentlig op, og trak dynen væk fra mig. Mine ben ramte jorden, og jeg fandt vejen ud til badeværelset, hvor jeg trak mit tøj af. Vandet tændte jeg, og ellers ventede jeg på, at det blev varmt. Der gik få øjeblikke, før de første vandstråler ramte min krop. 

Normalt ville jeg ikke stå tidligt op, men her stod jeg altså. Lysvågen og bange. Det var vel bare tidsforskellen mellem Frankrig og her, der havde gjort mig underlig til mode. Der var en underlig følelse af fortabthed, der blev ved med at forfølge mig. Som om, at der var noget, der rent faktisk forfulgte mig. Noget koldt. Dødt.

Mine øjne faldt i, og det nogenlunde varme vand skyllede ned over min krop.

Et par minutter efter trådte jeg ud af badet, og viklede et håndklæde omkring min krop. Min hånd lagde jeg mod spejlet for at fjerne noget af duggen, så jeg kunne se mig selv. Et suk forlod mine læber. Jeg behøvede næppe at se i spejlet, for jeg vidste alligevel, hvad jeg ville se: Grace Lancaster, kølig, brunette, slank, skolens modedronning, pigen alle drenge ville gå ud med, og alle piger ønskede at være. Og alligevel var mit ansigt præget af en sammenknebet mund og et par øjne, der skreg efter søvn.

Jeg fandt min vej tilbage til værelset, og begyndte at kigge igennem det tøj, som jeg havde købt i Paris. Et par hvide shorts smed jeg op på sengen sammen med en rosa top. Ligeså tilføjede jeg en hvid cardigan med de fineste blonder. Det burde være passende til den første skoledag som senior. Da jeg havde trukket i tøjet, begyndte jeg på min makeup, der var utrolig simpel: Lidt concealer, for at dække mine få render og en smule mascara til mine ellers lange og tykke vipper.

"Grace! Hvor bliver du af?" Stemmen lød svagt op til mig fra etagen nedenunder. "Du kommer forsent i skole!" Mine øjne ramte klokken, og jeg sukkede irriteret. Endnu en gang havde jeg brugt for lang tid i badet. Jeg løb børsten igennem mit lange hår, greb fat om min rygsæk, og løb nedenunder.

Matthew sad ved bordet, og var i færd med at spise sin morgenmad. Mor stor ved komfurret, og var formentlig igang med at lave morgenmad til mig. "Godmorgen! Jeg beklager meget, men jeg har altså ikke tid til at spise morgenmad."

"Grace, du kan ikke klare dig igennem dagen uden morgenmad. Det er det vigtigste måltid på dagen," begyndte min mor. Hun skulle altid belære mig om det. 

"Jeg køber noget på vejen, mor," sagde jeg hurtigt, og gav hende et kys på kinden. "Og jeg går sikkert hjem til Melanie efter skole, så I skal ikke vente på mig til aftensmaden. Farvel så længe!" Jeg trak hurtigt i mine hvide Converse, og var derefter allerede på vej ud af døren. Jeg lukkede døren i, og min mors protester kunne jeg ikke høre længere.

En befrielse flød over min krop. Indtil jeg bemærkede noget, der stirrerede på mig. En sort kat sad henne ved vejen, og synes at kigge på mig. Jeg mærkede varmen skyde op i mine kinder. Katten så virkelig på mig... stirrede på samme måde, som drengene ville gøre, hvis jeg var iført en bikini, eller havde en halvt gennemsigtig bluse på. "Forsvind med dig!" hvæsede jeg, og samtidig blev jeg en smule forbløffet over ophidselsen i min stemme. "Afsted! Væk!" Efterfølgende forsvandt katten. 

Hvordan i alverden kunne jeg finde på at opføre mig så fjollet? Det var jo bare en kat. En kat, der har gjort mig endnu mere forsinket, end jeg var i forvejen. 

 

"Hey Grace!" En lyshåret pige med et stort smil kom løbende imod mig. "Det har været alt for længe siden," sagde hun, før hun slog sine arme omkring mig. Jeg nåede knap at svare tilbage, inden hun begyndte at snakke videre. "Kommer du til festen hos mig i aften?"

Jeg blinkede et par gange. "Fest? Hos dig? Plejer jeg ikke at holde årets første fest?" Det var traditionen tro, at jeg holdt årets første fest. Festen fandt altid sted på første skoledag, selvom der var skole dagen efter. Det var sådan, at jeg havde fået tildelt titlen som "dronningen".

"Jeg ved godt, at du normalt plejer at holde festen, men siden du har været i Paris, og du ikke har svaret på mine beskeder, så var jeg nødt til at gøre noget," forklarede hun. "Er du sur?"

"Tvært i mod. Det har været et par hårde uger og for at være ærlig... Så har jeg slet ikke tænkt på festen." Melanie grinede lidt, og virkede mere lettet. "Men nu har du vel husket at invitere de lækreste drenge, ikke?"

Melanies smil virkede en smule hemmelighedsfuld. Hun gemte på et eller andet, men hvis jeg havde ret, så spyttede hun ud om 1, 2, 3... "Der er faktisk en vildt lækker dreng. Du drømmer ikke om det! Han spurgte efter dig," udbrød hun med en ivrig stemme. "Hans navn er Harry, og han er lige flyttet til byen. Kender du ham?"

Et par tanker røg frem og tilbage, men jeg mindedes ingen Harry. Navnet lød slet ikke bekendt. "Jeg kender ikke nogen, der hedder Harry? Sig ikke, at det er en af dem, der lige er startet i High School. Det orker jeg ikke." Det sidste, som jeg manglede, var en umoden kæreste - eller en umoden person, der var besat af mig.

"Kender du mig ikke bedre end det? Selvfølgelig ville jeg ikke finde en, der er 3 år yngre end dig. Han er senior, ligesom os." Jeg frydede mig over det, som Melanie fortalte. "Han er høj, har grønne øjne, og har brunt og krøllet hår." Melanie kunne ikke fjerne smilet fra hendes læber. Hun virkede på en måde stolt over, at hun havde fundet en date til mig i aften. "Du møder ham muligvis i engelsk timen."

Et tilfreds smil løb over mine læber, imens jeg spejdede over de mange elever. Parkeringspladsen var prop fyldt, og da klokken ringede, strømmede folk ind i den store idrætshal, hvor alle elverne skulle samles, for at blive budt velkommen til et nyt skoleår, der bød på mange muligheder. 

Ordene, der blev sagt af rektoren, lyttede jeg ikke specielt meget på. Jeg havde mere travlt med at kigge efter den såkaldte Harry, som Melanie havde beskrevet for mig tidligere. Men det var umuligt. Han kunne ikke findes inde i hallen blandt alle de nye elever og gamle elever. 

"Jeg kan ikke se ham nogen steder, Melanie. Det er ikke en person, du har digtet op, er det?" Jeg kiggede med et dybt seriøst blik på Melanie, men hun rystede blot med hovedet. "Hvis du ser ham, så siger du til. Min nysgerrighed er ved at blive alt for stor til at vente," sagde jeg med en irriteret stemme, der åbenbart var så høj, at folk kiggede hen imod mig.

"Grace Lancaster, noget du vil dele med os?" råbte rektoren, der også havde hørt mig snakke. Jeg rullede med øjnene, og rejste mig op. Melanie rykkede mig i armen, for hun var bange for, at jeg var ved at ydmyge mig selv, og hun ville blive trukket med i faldet.

"Der er fest hos Melanie i aften! Alle er velkomne!" råbte jeg med glæde. Der lød en begejstret og høj jublen fra folket samt en klapsalve. Jeg satte mig ned igen hos Melanie, der ikke kunne lade være med at smile. "Hvis jeg ikke kan finde ham, så må han jo finde mig," hviskede jeg til hende med et selvsikkert smil.

Efter de lange ord fra rektoren, kom vi endelig ud fra den vamle hal, der havde virket så varm grundet de mange mennesker. Jeg tog Melanie i hånden, og vi begav os begge ned ad gangen for at finde vores skabe. Til min overraskelse stod der en person, lænet op af mit skab, der nogenlunde matchede Melanies beskrivelse på den såkaldte Harry. "Undskyld mig?" tillod jeg at sige for at få opmærksomheden vendt mod mig. "Det her er mit skab."

"Det ved jeg," svarede han tilbage. "Du er Grace, ikke?" 

Jeg nikkede til hans spørgsmål. "Det er jeg. Og du er?" Jeg ventede i få sekunder på et svar, men afbrød ham før, at han overhovedet nåede at svare. "Vent. Du må være Harry, ikke?" Jeg smilede, og ligeså gjorde han. Han nikkede, og rakte sin hånd frem. Jeg slap Melanies hånd, og tog fat i hans for at hilse. En kold fornemmelse krøb igennem mit hud, da jeg rørte hans hånd. Jeg kæmpede for ikke at give slip. Det gav mig kuldeforgysninger at røre ham. Det var den samme fornemmelse, som jeg havde haft tidligere. Da katten havde stirret på mig. Jeg trak hånden tilbage, og samlede mig sammen til at smile et fornuftigt smil.

"Er alt okay?" Hans blik var en anelse bekymret, men jeg nikkede hurtigt.

"Intet problem her. Vi ses i aften, Harry," sagde jeg hurtigt, og hentydede til, at han skulle gå. Harrys blik virkede en anelse forvirret, og han var ikke helt klar over, hvad han egentlig havde gjort. Men som en hver anden høflig person, forlod han Melanie og jeg.

"Hvad gik det lige ud på?" spurgte Melanie, der tydeligvis ikke forstod situationen.

"Da jeg rørte ham... jeg fik bare en underlig fornemmelse," begyndte jeg. "Det er nok bare flyveturen, der har gjort mig lidt utilpas. Sådan har det været hele morgenen. Hvorfor begynder vi ikke at snakke om festen?"

 

* * *

Så kom første kapitel! Måske ikke verdens mest interessante kapitel,

men bare rolig - det skal nok blive mere intenst. Harry har nu mødt

Grace, men hvad sker der lige med Grace og hendes dårlig fornemmelse?

Vent og se! TAK FORDI DU LÆSER MED!

xoxo, Sia

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...